Anmeldelse: Presumed Innocent

Streamingselskaberne er for alvor gået i gang med at grave i filmarkiverne for at hente inspiration til nye film og serier, de kan tilbyde et stadigt mere krævende og differentieret streamingpublikum. 

I fjor lancerede SkyShowtime en relativt unødvendig og tandløs remake af thrillerklassikeren Fatal Attraction (Farligt begær), og tidligere i år kunne vi på Amazon Prime se Jake Gyllenhaal i Patrick Swayzes signaturrolle i en remake af «klassikeren» Road House. 

Nu er tiden kommet til at puste nyt liv i krimithrilleren Presumed Innocent, som Harrison Ford brillerede i (1990). Som originalfilmen er serien baseret på Scott Turows roman, og langt hen ad vejen følger serien følger da også filmen, men i en moderniseret form og med større fokus på krimielementerne, hvor karaktererne også får mere dybde og substans. 

En lovens mand

Serieskaberen er en af de mest erfarne gamle ræve i Hollywood, David E. Kelley. Manden står bag seersuccesser som blandt andet Ally McBeal, Goliath, Big Little Lies, og har (som oftest) en upåklagelig fornemmelse for, hvad der fænger blandt et bredt streamingpublikum. 

Den erfarne vicestatsadvokat i Chicago, Rusty Sabich (Jake Gyllenhaal), er en helt igennem dedikeret lovens mand. Han lever og ånder for retssystemet og kæmper for, at retfærdigheden skal ske fyldest. 

Desværre falder familiemennesket hovedkulds for kontorets femme fatale, Carolyn Polhemus (Renate Reinsve, Verdens værste menneske) – men de ægteskabelige problemer bliver for intet at regne, da han pludselig bliver tiltalt for det bestialske mord på elskerinden. 

Fra film til serie

En af de største forskelle mellem filmen og serieversionen er, at de fleste på et tidligt tidspunkt får nys om den lidenskabelige affære mellem Rusty Sabich og Carolyn i serien. I den oprindelige film holdes dette skjult for juryen, og et afgørende bevis forsvinder belejligt nok fra politiets varetægt. En højtstående juridisk embedsmands mulige korruptions-fiksfakserier går også op i røg.  

Serien bliver også langt mere krimipræget, der går meget tid med jagten på en potentiel anden morder – men i begge tilfælde er de to håbløse anklagere, Della Guardia (O-T Fagbenle) og Molto (Peter Sarsgaard, Dopesick), fuldstændig ramt af tunnelsyn og fokuserer efterforskning og ressourcer på at bevise, at Rusty er den koldblodige morder, de har bestemt sig for, at han er. 

Det bliver endnu mere pikant af, at der snart er valg til posten som statsadvokat, hvor manden på posten, Raymond Horgan (Bill Camp), er bagud i forhold til udfordreren, Della Guardia.  

Og for med det samme at tage fat på et af seriens største problemer, så har vi virkelig svært ved at tro, at to så inkompetente anklagere som «Tweedle Dee» og «Tweedle Dum» (som Horgan så rammende kalder dem) ufortrødent får lov at styre efterforskningen i en så katastrofal og hæmningsløst amatørmæssig retning; alene fordi de begge har et horn i siden på Rusty.  

De to fremstår desværre som et karikeret, «forstyrrende» element, der ikke matcher seriøsiteten og den subtile sindighed i resten af serien. 

Karakterskuespillere

Gyllenhaal derimod er perfekt castet i rollen som den hårdt prøvede og plagede mand. Han har en (impulsiv) morders fysik og lidt ustyrlige temperament, men samtidig en blød, sindig og eftertænksom side, som gør os usikker på hans egentlige mål og tidligere handlingsmønster. Manuskriptforfatterne gør da også deres bedste for konstant holde liv i tanken om, at han jo kan være skyldig. 

Et af seriens stærkeste elementer er det komplekse og mentalt turbulente forhold, han har til sin kone Barbara (Ruth Negga). Hun har tydeligvis kendt til sidespringet gennem lang tid, og hun må nu genopleve traumerne, samtidig med at hendes mand kæmper for sit liv i retssalen. Negga leverer en formidabel præstation som en tvivlende, usikker, men samtidig stærk kvinde. Deres følelsesmæssige hvirvelvind er seriens egentlige røde tråd og fundamentet for Presumed Innocent. En lille flirt fremstår noget konstrueret, men vi kan leve med, at hun får sin form for «oprejsning».  

Mens ægteskabet er på randen af sammenbrud, og selv ungerne begynder at tvivle på Rustys uskyldighed, er det hans gamle chef, Horgan, der fremstår som hans stærkeste våbenbroder og ivrigste forsvarer. Som en gammel cirkushest længes pensionisten efter at vende tilbage til savsmuldet, og han påtager sig den utaknemlige opgave at forsvare en ugleset kollega.  

Endnu en gang er Bill Camp (A Man in Full) en fryd at opleve i en hårdtslående rolle, hvor han kan svinge løs til højre og venstre og bruge sin skarpe tunge som våben mod sine modstandere. Mere af det! 

Den karakter, der nok har undergået den største forandring fra bog/film til serie, er statsadvokaturens (tidligere) femme fatale, Carolyn. Her giver norske Renate Reinsve en eksemplarisk præstation. Oprindeligt blev hun portrætteret som en kynisk lykkejæger og bitchy fristerinde, der ikke gik af vejen for at ligge sig vej til toppen af karrieren. I denne omgang er det (mere politisk korrekt) manden, der er drivkraften og ikke vil give slip på den smukke, vævre kvinde. Reinsve formår, nærmest vidunderligt subtilt, at få de modstridende karaktertræk frem i Carolyn. 

En remake solidt plantet på egne ben

Om det altid er en god idé at transformere en film til serieformat er en både relevant og interessant diskussion. At strække en to-timers historie til en seks-timers serie kan let føre til en masse af intetsigende fyld. Det er ikke tilfældet med Presumed Innocent.  

Seriens skabere har formået at uddybe historien, give karaktererne mere substans og styrke dramaturgien. Set i retrospekt fremstår filmversionen noget forældet og bedaget. Omdannelsen til serie har resulteret i en stærkere thriller med mere fascinerende karakterer, ikke mindst hjulpet af en række karakterskuespillere, og vi tøver ikke med at give serien en klar anbefaling med 4 meget stærke stjerner. Havde man valgt at nedtone «Tweedle Dee» og «Tweedle Dum», havde den femte været i hus! 

Presumed Innocent får sin streamingpremiere på Apple TV+ den 12. juni, hvor de to første (af otte) episoder frigives. Anmeldelsen er baseret på de syv første episoder.