Anmeldelse: Primal

Du forventer måske, at denne artikel vil være en anmeldelse af filmen Primal, men det er den sådan set ikke – simpelthen fordi filmen er så skoddårlig, at vi ikke vil værdige den en egentlig anmeldelse.

Det, vi i stedet skal se på, er den store bagvedliggende gåde: Hvordan i hede hule helvede kunne Nicolas Cages lysende karriere gå fra film som Wild at Heart, Raising Arizona og Leaving Las Vegas til flop som Season of the Witch, Tokarev og nu Primal?

https://www.youtube.com/watch?v=lqSWENsRUhQ

 

Nicolas Cage er nevø af den legendariske instruktør Francis Ford Coppola, men skiftede navn til Cage – vist nok fordi han ikke ville have noget forærende i filmbranchen på grund af sit efternavn.

Cage brød igennem i midten af 1980’erne med film som Birdy, Raising Arizona og publikumssuccesen Lunefulde måne. Han blev både kritiker- og publikumsfavorit og havde held med den svære balancegang mellem snævre indie-film som Birdy, Red Rock West og Orkidétyven og rene publikumsfrierier som Con Air, The Rock og National Treasure. Med en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i Leaving Las Vegas som kronen på værket kunne det kun gå én vej. Eller …?

I bagklogskabens klare lys var det måske ikke noget smart træk at gifte sig med Lisa Marie Presley. Det turbulente ægteskab varede halvandet år (2002-04), og Cage brugte penge som en sømand på landlov (og drak måske lige så meget).

Det ene dårlige karrierevalg fulgte det andet, og pludselig var Cage synonym med elendige B-film. En overgang ville han endda kun tage filmroller, hvis optagelserne foregik i New Orleans – fordi han ikke havde råd til at rejse hjemmefra.

Misforstå os ret, vi er ikke filmsnobber, der kun sætter pris på Leaving Las Vegas, Birdy og den slags. Con Air er bestemt ikke Shakespeare, men filmen er et seriøst joyride! The Rock er en action-klassiker, hvor Cage er i sit es, og han er ubetalelig som Big Daddy i Kick-Ass.

Men så gik det for alvor ned ad bakke, og de let forglemmelige skodfilm kom som perler på en snor, godt hjulpet af et skrantende privatliv med økonomisk ruin og massiv druk. Nu er det næsten umuligt for den tidligere karakterskuespiller at få en anstændig rolle i Hollywood.

Indimellem, fuldstændig ud af det blå, dukker det pludselig glimt af håb op, såsom den virkelig gode Joe (2013) og gyseren Mandy (2018). Men de få lysglimt er undtagelserne på et usædvanlig skuffende film-CV de sidste 15 år. Og nej, Primal er afgjort IKKE en af disse undtagelser.

Hvis du stadig spekulerer på, om du skal bruge nogle af dine surt tjente grunker og spilde halvanden time af dit dyrebare liv, så er her nogle oplagte grunde til, at du IKKE skal se Primal:

Plottet stinker; personerne er endimensionelle, uinteressante papfigurer; Cage er en skændsel; Famke Janssen ser ud, som om hun har fået 13 mislykkede ansigtsløftninger; The Mummy Returns havde bedre special effects (!); og filmen har ikke så meget som en antydning af spændingsnerve. Hvis den så bare havde været så dårlig, at det var morsomt. Men nej, ikke engang det kan den finde ud af.

Æret være dit minde, Nicolas Cage. Én stjerne til det, som vi inderligt håber er din svanesang.