Anmeldelse: Project Power

Seje Jamie Foxx ses ikke så ofte på det store lærred længere. Både sidste år og året før fik vi kun én film med karakterskuespilleren, der bl.a. er kendt fra Collateral, Django Unchained og Ray. Nu vender han tilbage, sammen med Joseph Gordon-Levitt, på jagt efter distributørerne af en ny type narko i New Orleans’ baggyder.

 

Overmenneskelig superdoping

Dette super-drug, “Power”, giver den, der tager det, overmenneskelige kræfter. Hentet fra dyreverdenen og unikt for hver person bringer det din “sande” genetiske evne frem, f.eks. superstyrke, usynlighed eller evnen til at modstå kugler.

Herligt samspil

Det ville være let at kritisere Project Power i småstykker. Filmen har et uforløst og utilstrækkelig gennemarbejdet plot, dramaturgien halter, skurkene er overvejende endimensionelt karikerede, og nogle af de superkræfter, som stoffet udløser, er mere fjollede end seje. Alligevel charmeres vi af hovedrollerne, som ud over Foxx og Gordon-Levitt beklædes af stjerneskuddet Dominique Fishback.

Fishback spiller teenageren Robin (i virkeligheden er hun, utrolig nok, 29 år gammel), der finansierer sin mors medicinske behandling ved at sælge det nye, livsfarlige stof. På hendes kundeliste er politimanden Frank (Gordon-Levitt), som er træt af, at politiet ikke kan fange bagmændene, og prøver at udjævne oddsene. Derfor popper han superpiller i jagten på skurkene.

Ind fra sidelinjen kommer eks-elitesoldaten Art (Foxx), også kendt som “Majoren”. Majoren er på jagt efter dem, der har bortført hans datter, men politiet er overbevist om, at han er en af hovedmændene bag narkohelvedet.

Systemet udnytter dig!

Den relativt ukendte Mattson Tomlin har skrevet manuskriptet, som ud over tætpakket action fokuserer på uligheden i samfundet, at den sorte befolkning står nederst på rangstigen, og at “systemet” udnytter dig – så i det lys er det helt naturligt, at handlingen er sat i en af de byer i USA, der har den største afroamerikanske befolkning og store økonomiske uligheder.

Desværre lyder det lidt hult, når Joseph Gordon-Levitt udbasunerer, at han ikke vil lade “dette ske med hans by”, som har oplevet både oversvømmelser og andre katastrofer i årenes løb. Det er lidt som at udnytte New Orleans’ lidelser til at fremme filmens kommercielle interesser.

Hårde bananer

Indvendingerne til trods er Jamie Foxx stadig supercool, og Joseph Gordon-Levitt (der deklamerer klassiske Clint Eastwood-citater) er hans hvide, lidt nørdede, rapkæftede version. Men det er samspillet mellem Foxx og den unge Fishback, der indimellem får Project Power til at slå gnister.

Fishback er det, man på godt, gammeldags dansk kalder “streetsmart”. Hun får bestemt ikke topkarakterer i skolen, kan ikke enes med sin nedladende lærer og er ikke stolt af at sælge stoffer. Men hun ved, hvordan man skal håndtere mennesker og vende modgang til medgang. Hun kan tale eller rappe sig ud af enhver situation og er ikke bange for noget. Da plottet strammes, og Frank og Robin optræder som Batman & Robin, er vi (næsten) solgt. Fishback er afgjort filmens stærkeste kort.

At der denne gang er truffet en række ukonventionelle valg, såsom at lade chefen for forbrydersyndikatet og lederen af det sydamerikanske narkokartel være kvinder, er sejt. Desværre er den lokale repræsentant (Rodrigo “Westworld” Santoro) bare en irriterende narkoskurkekliché, og de mange special effects er ikke specielt imponerende set med 2020-øjne. Majorens relativt spændende fortid er også fuldstændig underspillet.

Hvis du kunne lide den skønne Scarlett Johansson på speed (bogstavelig talt) i Lucy, vil du nok også synes, at Project Power er mere end godkendt underholdning, trods dens åbenlyse svagheder. Fire tynde stjerner.