Anmeldelse: Queen Charlotte – A Bridgerton Story

Lige i tide til kroningen af ​​kong Charles III (i London den 6. maj) skænker Netflix os passende nok en spin-off-serie fra Bridgerton-universet.

I løbet af to sæsoner har vi hygget os gevaldigt med selskabslivet i London i det 19. århundrede, med alle slags intriger, selskabssladder, skandaler, bevægelser op og ned ad den sociale rangstige – og masser af lækre, kulørte kostumer, overdådige parykker, yndige push-up bryster og vovet sex.

Lige pludselig blev kostumedrama populært, moderne, cool og kult!

Baseret på romanserien af ​​Julia Quinn har showrunner Shonda Rhimes (som også er en af manusforfatterne) skabt et vidunderligt, farverigt (!), pulserende og medrivende univers. Men hvor Bridgerton-serien uden skam spillede på intense sexscener, et pikant plot og frække replikker, behandler hun dronning Charlottes forhistorie med et nyt narrativt twist.

 

Kroningen af den «excentriske» konge

På tidslinjen befinder vi os et par årtier før handlingen i Bridgerton, nærmere bestemt i det Herrens år 1761; lige før kroningen af ​​(den virkelige) kong George III (Corey Mylchreest).

Efter en udtømt statskasse (drænet af krig) og et truende oprør i de amerikanske kolonier (åben krig brød ud i 1775), leder enkedronning Augusta (Michelle Fairley, Game of Thrones) desperat efter en passende hustru til sin asociale, nørdede søn – og en retmæssig arving til den britiske trone.

Valget falder på den purunge Charlotte af Mecklenburg-Strelitz (Indien Amarteifio). Som det blev gjort i de dage, indgik hendes proaktive bror bag ryggen på den 17-årige pige en forlovelsesaftale med det britiske kongehus, som også sikrede dem en militær alliancepartner.

Særdeles modvilligt, og i et stramt korset med juveler, blonder og svidende hvalbarder, sætter Charlotte sig ind i vognen, der skal føre hende til London, og en konge hun aldrig har mødt før. Dér bliver hun målt og vejet som det “avlsdyr” hendes rolle indebærer.

Et «farveblindt» samfund

Noget af det mest fascinerende ved Bridgerton var seriens befriende skildring af et “farveblindt” London, i 1813. Selvfølgelig helt historisk ukorrekt, men serien slap afsted med det, netop fordi den ikke gjorde en pointe ud af det. Men i Queen Charlotte får vi forklaringen på, hvordan samfundet kunne udvikle sig i den retning. Desværre fjerner det noget af “magien” fra historien.

Et farverigt fællesskab er heller ikke hovedfortællingen i spin-off-serien, men derimod det, der har formet den myndige og handlekraftige dronning, vi har lært at kende i Bridgerton (Golda Rosheuvel). Hendes dramatiske rejse, med et sært “kompliceret” forhold til sin ægtefælle, en mand, der i historiebøgerne omtales som “den gale konge”, er seriens drivkraft.

Derudover fokuserer serien på kvinders underdanige rolle i slutningen af ​​1700-tallet, deres position i overklassen som “fødemaskiner”, og deres mangel på egen formue og selvbestemmelse. Nogle gange lidt for påtaget, men i det store hele fortalt subtilt nok til, at serien undgår “woke”-klistermærket.

Iskolde hvedebrødsdage

Efter det overdådige bryllup vil kong George pludselig ikke vide af sin unge brud. De bor adskilt, mødes sjældent, og selv de “ægteskabelige pligter” er sat i bero. Hvilket får både enkedronningen, hoffet og folketinget til at tvivle på, om det “store eksperiment” nu også kan bære frugt.

I stedet for at bejle til sin fyrrige frue, er George mere optaget af sit enorme teleskop, videnskabelige fremskridt og at dyrke sin egen mad. Han er heller ikke godt tilpas i selskabelige sammenkomster. Jo, der er skam meget her, der minder om vores egen tids kong Charles III.

Til både hoffets og hoftjenernes store fortvivlelse er det glamourøse ægteskab ved at udvikle sig til et had-had forhold. Men hvad er det, ægtemanden ikke ønsker, at Charlotte skal finde ud af?

Glimrende ensemble

Unge Amarteifio er fremragende i rollen som den rørige teenagebrud, der havner i en helt anden livssituation, end hun blev stillet i vente. Vi har tidligere set hende i Evermoor og Sex Education, men her spiller hun en langt mere kompleks rolle. Hendes hårfine balancegang fra usikkerhed og fortvivlelse, til selvtillid og målrettethed, er spot on.

Vi savner lidt mere af den frækkere dialog, der har defineret Bridgerton-serien; mest fra munden på den unge, sprudlende Lady Danbury (en dejlig Arsema Thomas). Som sin ældre version (Adjoa Andoh) er hun her et frisk pust. En dame med ben i næsen, som bryder normer og regler, og ikke går af vejen for en skandale eller to. Hele tiden med sin egen families fremtid og position som drivkraft. Hendes gentagne sengeeskapader med den (meget) ældre ægtemand ender med at blive overdrevent karikerede og gentagne.

Efterhånden kommer kongens galskab og lægens morbide “kur” mere i baggrunden; det er de tre (fire) driftige kvinder dronning Charlotte, Lady Danbury og Lady Bridgerton (og enkedronningen), der driver handlingen, og samfundsudviklingen, fremad – mens mændene blot bliver statister. Hvad enten vi befinder os i 1761 eller 1815.

Det er kvinderne, der trækker i trådene, og sørger for, at sønnerne får hustruer og arvinger, og forhandler aftaler og alliancer.

Og hvis der ikke ligefrem (i hvedebrødsdagene) er en blomstrende romantik mellem den tvangsgifte tyske barnebrud og den “excentriske” konge, så har deres hoftjenere, Brimsley og Reynolds, fået rollen som denne sæsons sødeste par. En smule prætentiøst, men mest morsomt.

Skønhedspletter

Desværre bruger serien for meget tid på at gentage sig selv. Med jævne mellemrum skal tidligere scener tydeliggøres/forklares, uden at den “nye” version bringer meget nyt på markedet. Bliver for besværligt og kører nærmest i ring.

Der bliver også brugt overdrevet meget tid på at holde kongens galskab hemmelig. “Alle” ved, at kong George III mentalt var på niveau med The Mad Hatter (Alice in Wonderland); han var trods alt også konsekvent indespærret i sit kammer i de første to sæsoner af Bridgerton.

PS! Hvis du vil se en historisk korrekt film om kongen, så se den fabelagtige The Madness of King George (1994) med Nigel Hawthorne i hovedrollen.

En serie med dybde og substans – bag den glamourøse facade

Selvom den udadtil ser lige så glamourøs og pompøs ud, er Queen Charlotte blevet en langt mere sofistikeret og realistisk (dog på ingen måde historisk korrekt!) dramaserie end dens ophav, Bridgerton.

Samtidig er det lykkedes at bevare den lidt eventyrlige, overdådige og frække humor fra forældreserien. Det er blevet til en serie med mere tyngde, som tager fat på emner som fordomme/uvidenhed over for mental sundhed, racisme, kvinders rettigheder og aristokratiets fordele i samfundet – uden at det opfattes som moraliserende.

Med en lidt strammere instruktion, kortere spilletid og en tydeligere dramaturgisk udvikling, ville serien have været meget tæt på topkarakter. Men bevares; på trods af dens klare skønhedsfejl, er dette bestemt en underholdende og fascinerende serie, som vi vil anbefale. Rhimes og Netflix fortjener hæder og ære for en serie, der tør bryde ud af det vanlige mønster. 4 stærke stjerner.

Queen Charlotte havde premiere på Netflix den 4. maj. Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.