anmeldelse: Quicksand – Størst af alt, 1. sæson

Med afsæt i en roman af Malin P. Giolito tages vi med på en rejse, der ryster det svenske “folkhemmet” – med en hændelse, vi betragter som hverdag i USA, men som vi i Norden hidtil (stort set) er blevet forskånet for.

Skolemassakre

Med undtagelse af Finland har de nordiske lande indtil videre undgået skoleskydninger. Voldsepisoder, ja, men ingen masseskydninger, hvor elever er gået amok med våben i klasseværelset.

I USA var der 37 (!) skoleskydninger alene i 2018. Quicksand viser, hvor galt det kan gå.

Rigmandsbørn

I nutiden møder vi 3.g’erne på et gymnasium i rigmandsbydelen Djursholm i Stockholm. Maja (Ardéhn) og Amanda (Rappich) er som de fleste 17-18-årige – svingende selvtillid, problemer med forældrene, konstant på jagt efter opmærksomhed og anerkendelse fra det andet køn og eksperimenterende med rusmidler. Samtidig med at de forsøger finde deres fremtidige kurs.

Det, der virkelig adskiller dem fra de fleste andre mennesker, er at de vokser op i et miljø med rige eller ligefrem stenrige forældre.

Klassen absolut rigeste (der kan få en hvilken som helst pige, han peger på) er Sebastian (Sandman). Sommeren før afgangsåret kurtiserer han Maja og imponerer hende med sin fars luksuriøse yacht og slot samt ellevilde fester. Det viser sig hurtigt, at faren (Sallmander) er en følelsesmæssigt afstumpet psykopat, der gør alt for at kue sin yngste søn – noget, Sebastian kompenserer for ved at feste igennem og dope sig.

Da forholdet mellem Sebastian og Maja begynder at skrante, ser skolens nørd, indvandreren Samir (Spetz), sit snit til at gøre sine hoser grønne hos Maja …

Gruen afdækkes lag for lag

Stabil instruktion leveres af den norske instruktør Per-Olav Sørensen (Kampen om det tunge vand). Quicksand – Størst af alt tyer til et smart og dramaturgisk effektivt greb, idet den via tilbageblik gradvis afslører, hvad der skete, og samtidig bygger personernes forhistorie op. Som et løg, der skrælles, bliver mere og mere afsløret af den grusomme oplevelse, og hvad der egentlig skete den skæbnesvangre dag i klasseværelset.

Imens følger vi en fortvivlet Maja, der sidder i varetægtsisolation, sigtet som medskyldig i mord og mordforsøg, hvor hendes eneste ven og kontakt med omverdenen er hendes sindige advokat (Dencik). På selve drabsdagen spørger hun forvirret politiet: “Kan jeg tage hjem nu?”

Unge skuespillere imponerer

Hanna Ardéhn er et fund som Maja, en person, som vi tror, de fleste kan relatere til, kvik og dygtig i skolen, men som havner i en ond cirkel, hun ikke kan komme ud af, hvor hendes eneste mission er at prøve at redde Sebastian – fra verden og ham selv.

Ardéhn spiller usædvanlig naturligt og får elegant de enorme kontraster i Majas komplekse liv frem, fra den største lykke til desperation, fortvivlelse og sammenbrud. Hendes forhold til bedsteveninden virker også ægte og naturligt.

Felix Sandman har en meget “enklere” figur at portrættere, idet han mest af alt spiller en arrogant overklassedreng, som er vant til, at andre bærer affaldet ud for ham. Det er næsten for nemt at ikke kunne lide ham. Trods hans arrogance får vi dog en plausibel forklaring på, hvorfor Maja holder fast i ham.

Sort-hvidt

Romanforfatteren har desværre taget nogle greb, der svækker historien, Giolito har simpelthen gjort det hele lidt for simpelt og stereotypt. Personerne er meget sort-hvide; ikke mindst Sebastians far er en ren über-skiderik – så karikeret, at det nærmer sig en kliché. Majas forældre er nogle godtroende og totalt konfliktsky vatnisser, uden hold på virkeligheden. Det gør, at historien mangler nødvendig, ægtefølt friktion og til tider virker noget konstrueret.

Det er også for let at forudsige handlingen, og trods konstante vildledende hints er vi aldrig i tvivl om, hvordan det ender. Med kun seks episoder er selve retssagen lidt for hurtigt overstået og noget af et antiklimaks. Når det er sagt, så er helheden virkelig godt fortalt, og man får en masse spænding og meget ægte mellemmenneskelige relationer ud af en lidt for poleret roman.

Efter nogle mindre vellykkede lokale serier (The Rain, The Innocents) er det glædeligt, at Netflix lykkes så godt på det nordiske hjemmemarked med en kvalitetsserie. Quicksand – Størst af alt er blevet en rigtig god tv-serie, der primært henvender sig til et ungdommeligt publikum, men afgjort også bør appellere til et langt bredere aldersspænd.

I kølvandet på Skam er der vokset en skov af nye, unge skuespillertalenter frem, og vi vil gerne have flere af serier af Quicksands kaliber! Fire stærke stjerner.

Igen fremragende billedkvalitet fra Netflix, og lydsporet holder ligeledes en høj standard. Hele serien kan streames fra den 5. april.