Anmeldelse: Rabbit Hole, sæson 1

Thrillerserien 24 timer (2001-2010) gjorde Kiefer Sutherland (med den langt mere berømte skuespillerfar) til seriestjerne i en tid, hvor man stadig så ét afsnit om ugen på de lineære kanaler. 

Nu har den rutinerede, lidt ældre skuespiller allieret sig med Paramount (og SkyShowtime) om en ny thrillerserie; helt klart med med elementer fra 24, men mere tidssvarende og langt mere legende i formen. 

 

Vi møder først en desillusioneret og fortvivlet John Weir (Sutherland), som er ved at bekende sine synder til en katolsk præst (vi fornemmer, at listen er lang), mens han samtidig får luftet sin frustration over den situation, han er havnet i. Inden mere af plottet afsløres, springer vi tre uger tilbage i tiden.  

Weir arbejder som selvstændig ‘fixer’ og hyperintelligent big data-mand. Hans profession opererer bestemt i lovens gråzoner, hvor han påtager sig opgaver fra magtfulde erhvervsledere med den mission at svække og/eller sværte en konkurrent til. Helst i form af ‘fake news‘ eller direkte manipuleret information. Han og hans brogede flok nørder tjener store penge i branchen – åndet i nakken af en overivrig FBI-agent, Jo Madi (Enid Graham), der konstant er i hælene på ham. 

Men succes kan stige til en til hovedet – og derfra er vejen til hybris kort. Da Weir løber ind i sin tidligere partner, som nu arbejder med kunstig intelligens, bearbejdning af big data og heftige algoritme-kalkuler, siger Weir ja til en sidste opgave. Ganske vist med et strejf af vennetjeneste som bevæggrund, men helt sikkert mest på grund af det fede honorar.  

To konkurrerende virksomheder ligger i åben konflikt, og et lumsk opkøb (udløst af kursmanipulation) er måske på trapperne. Weirs opgave er at skaffe konstruerede ‘beviser’ for, at det ene selskab aktivt konspirerer med skattemyndighederne. Weir & Co leverer varen – og så går alting ad Helvede til…  

Weir har naturligvis en traumatisk barndom bag sig, ligesom han naturligvis er en mislykket eksmand og far. Hans livserfaring har gjort ham en smule paranoid, og han ser konspirationer og skumle hensigter i alt og alle. Og hvem i alverden er den gådefulde femme fatale Hailey (Meta Golding), og hvad er hendes hensigter?  

Weir foregiver at være en bundsolid menneskekender, en dreven manipulator og med evnen til at afsløre enhver løgn. Læg hertil lynende intelligens samt et strejf af (berettiget?) paranoia, og du får en hovedperson, der konstant er på speed, som en utrættelig Duracell-kanin. Karakteren kan slide både skuespilleren og os seere op. 

Persongalleriet er lidt vel karikeret, og hybridløsningen mellem gysende thrillerspænding og sarkastisk, letbenet humor (lidt corny) holder ikke altid. Men så kommer Charles Dance på banen, og hans herligt komplekse karakter og fabelagtige skuespil løfter Rabbit Hole betragteligt.  

Dynamikken, tonen, brokkeriet og det elegante, legende samspil mellem Sutherland og gentleman-skuespilleren Dance (Game of Thrones) er ganske enkelt forrygende. Briten bringer finesse og elegant humor til en serie, der har en lidt højtravende tilgang til sit forvirrende thrillerplot.  

Twistet med fokus på algoritmer og de store teknologiselskaber, der ved mere om dig, end du selv ved (!), er en fascinerende vinkel. Selv om den ikke bringer meget nyt til bordet, fremhæver den endnu en gang, hvordan big data kan misbruges til at manipulere en hel nation (som i tilfældet Brexit) og ændre valgresultatet (Trump). Meget aktuelt!  

Konspirationer omkring hvert et hjørne, masseindsamling af data og efterfølgende manipulation og manuskriptforfatternes konstante “det-havde-du-ikke-ventet”-twistvendinger er den røde tråd i serien. Men det ville ikke have fungeret med halvhjertede og stereotype karakterer. Selv om Weirs baggrund ikke ligefrem er original, giver den karakteren tyngde og mellemmenneskelig interesse. Hans paranoide særheder gør ham interessant, og hans mange absurde safe houses med flere rekvisitter gemt i væggene, end Trump har hemmelige dokumenter gemt væk i Mar-a-Lago, er herlig subtil humor. 

Rabbit Hole er blevet en serie, der (som oftest) med succes kombinerer svindelfilm (a la Ocean’s Eleven) med klassiske spionelementer (a la The Conversation), og krydrer det hele med legende actionscener (a la Mission: Impossible). Der er også et lille strejf af The Game her, men der er grænser for, hvor mange ‘utrolige’ twists og vendinger man kan servere, uden at de mister deres tyngde. Sutherland gør det, han gør bedst (ikke specielt nyskabende), men det er Dance, der er den virkelige stjerne i serien.  

Den er ikke særligt original eller banebrydende, men manuskriptforfatternes bidende ironi og skarpe sarkasme fører serien frem til deres velfortjente stjerner. Rabbit Hole har det iboende potentiale til at udvikle sig til noget rigtig godt.  

Serien får premiere på SkyShowtime den 31. marts, hvor de to første afsnit bliver tilgængelige. Herefter vil der følge et nyt hver uge. Denne anmeldelse er baseret på de første fire (ud af otte) afsnit.