Anmeldelse: Ragnarok, 1. sæson

Ragnarok præsenteres som Netflix’ første norske originalserie, hvilket kun er delvis sandt. Den skæve komedieserie Lilyhammer – med Springsteen-guitaristen Little Steven i hovedrollen som mafiastikker under vidnebeskyttelse i Norge – var ikke alene Netflix’ første norske serie, men faktisk streaming-gigantens første originalt producerede serie overhovedet, omend i samproduktion med NRK.

Efter lokale skandinaviske Netflix-produktioner som den danske The Rain og den svenske Quicksand – Størst af alt er det nu blevet Norges tur. Ragnarok er en original serie med et modigt twist på historien, men samlet set en blandet oplevelse.

https://www.youtube.com/watch?v=IgIA4AedwV4&feature=emb_logo

Oldnordisk historie

Ligesom konkurrenten HBO har gjort med Beforeigners, henter Netflix også tematikken fra den gammelnordiske kultur og historie.

Hvor Beforeigners får absurd komik ud af vikinger i vores egen tid, har Netflix hensat de gamle nordiske guder til nutidens Norge med aktuelle emner som miljøkrise og overforbrug samt mere tidløse ungdomsproblematikker på programmet.

De farverige hedenske guder, som vi dyrkede her i Det Høje Nord, før vi blev tvangskristnet, burde borge for saftig historiefortælling, der også kan appellere til nutidens overstimulerede unge og unge voksne. Men hvordan giver man myterne om Thor og Odin og deres storslåede kampe mod jætterne relevans i det moderne samfund anno 2020?

Svinske kapitalister

Vi befinder os i den lille norske by Edda, hvor lokalsamfundet og den kommunale økonomi domineres fuldstændig af industrigiganten Jutul AS, en enorm fabrik, der udspyer forurenet røg og sviner de lokale vandløb til.

Familien Jutul er blandt Norges rigeste og god fod med lokale såvel som nationale politikere og bureaukrater, hvilket gør, at de kan slippe af sted med forureningen og en forretningspraksis, der ligger et godt stykke inde i den dunkle gråzone. Pater familias er den Wall Street-agtige Vidar (Garðarsson), som flankeres af sin stramme rektorkone Ran (Lund) og deres to ufordragelige og forkælede rigmandsbørn, Fjor og Saxa.

Den lille by, der er omgivet af storslået natur med majestætiske fjelde og gletsjere, oplever nye konflikter, da Magne (Stakston) og hans familie – broren Laurits (Gravli) og moren Turid (Steenstrup) – vender tilbage til hjembyen. Turid arbejder for Jutul, mens Magne med sine læse- og skrivevanskeligheder har problemer i skolen og hurtigt finder en sjæleven i skolens klimatosse, Isolde.

Seriens røde tråd er de eskalerende miljøproblemer, som det tilsyneladende kun er den opvoksende generation, der interesserer sig for. Moralen er, at hvis vi ikke handler nu, er vi uundgåeligt på vej mod ragnarok (mon Greta Thunberg har haft en finger med i manuskriptet?).

Da en af de unge dør på mistænkelig vis, og Magne gradvis bliver klar over sine nyvundne guddommelige kræfter, eskalerer det mod et overdådigt opgør mellem nordiske guder og fandenivoldske jætter.

Svingende præstationer

Desværre varierer skuespillerpræstationerne meget. Mange af hovedrollerne gestaltes af relativt ubeskrevne blade, som ikke alle slipper lige godt fra det. Desuden virker dialogerne for ofte konstruerede og teatralske. Når det er sagt, så leverer især Jonas Strand Gravli (22 July) som Laurits og Emma Bones som Gry bundsolide og naturlig præstationer.

Også Synnøve Macody Lund og Fritjof Såheim er fortræffelige som henholdsvis iskold jætte-bitch (en femme fatale med et herligt outreret begær!) og karikeret skolepsykolog. Den normalt så solide Odd-Magnus Williamson har fået den utaknemlige rolle som en overdrevet naiv og godtroende – men ikke særlig troværdig – lærer. Og så er det i øvrigt sjovt at se legenden Bjørn Sundquist i en minirolle som landsbytosse.

Generelt lider det norske skuespillermiljø af at være relativt lille, hvilket nødvendigvis medfører, at mange af de samme personer desværre går igen fra serie til serie. Men med stigende lokal produktion vil dette miljø på sigt nok også vokse sig større og blive mere varieret og mangfoldigt.

Karikeret og prætentiøs

For at der ikke skal være nogen tvivl: Ragnarok er temmelig prætentiøs, og handlingen virker indimellem overdrevet karikeret med stereotype karakterer, men den er også fuldt ud klar over det. Det er ikke hændeligt uheld fra serieskaber Adam Price og co.’s side; det er i højeste grad forsætligt.

Serien er tilpas uhøjtidelig, legesyg og fuld af selvironi til, at den slipper af med det pompøse og bombastiske udtryk.

Men det er bestemt ikke alle elementer af handlingen, der hænger sammen. F.eks. har familien Jutul levet i århundreder uden at ældes, men hvordan kan de så være vokset op i Eddas skole og gymnasium? Flere åbenlyse plottehuller springes der elegant hen over.

Samtidig er der så meget absurd komedie og opfindsom action, at vi indimellem lader os rive med og charmeres. Bl.a. får vi en eklatant overdrevet moderne udgave af selve Fenrisulven. Morsomt!

Uforløst

Teknisk byder Ragnarok på en solid produktion med flot og kreativ fotografering, effektiv klipning og fængende dramaturgi. Det eneste, der skurrer produktionsmæssigt, er at Magnes familie ser TV på et gammeldags billedrørsfjernsyn og hører musik på en kassetteafspiller fra 1980’erne. Har de danske manuskriptforfattere ikke opdaget, at Norge har haft en vis teknologisk fremgang, siden vi begyndte at pumpe det sorte guld op af havet?

I modsætning til den tidligere Netflix-serie med handlingen delvist lagt i Norge, den katastrofale elendige The Innocents, formår Ragnarok at bejle til sit unge, forkælede publikum på moderne, uhøjtidelig og underholdende vis.

Vi uddeler fire svage stjerner til en serie med et lidt uforløst potentiale og satser på en mere komplet og kompleks 2. sæson. I mellemtiden er vi virkelig blevet tørstige efter mjød!