Anmeldelse: Raised by Wolves, 2. sæson

Endelig er fortsættelsen af HBO Max’ særprægede og krævende sci-fi-epos Raised by Wolves her. Endnu en gang tages vi med til den golde, fjerntliggende planet Kepler-22b, hvor ateistiske bosættere 125 år ude i fremtiden er flygtet fra en jordklode plaget af krig, nød og religiøse konflikter.

OBS: Hvis du ikke har set 1. sæson, så læs ikke videre, da anmeldelsen afslører centrale handlingselementer fra sæsonen. Hvis du på den anden side ikke kunne lide serien i første omgang, så er der ingen grund til at læse videre, for 2. sæson vil garanteret ikke føre til nogen nyfrelste.

Kunstig intelligens tager over

Hvor 1. sæson hovedsagelig handlede om de to androider Mother (Collin) og Father (Salim) og det hårde liv med at sikre deres seks menneskebørns opdragelse – og overlevelse – flyttes fokus nu mod maskinernes plads i den nye verden.

Efter den ekstreme sæsonafslutning, hvor Mother og Father desperat forsøgte at tage livet af det syvende “barn”, er de nu flyttet til den langt mere frodige tropiske side af planeten.

Et halvt år senere har 200-300 standhaftige ateister etableret en ny koloni, The Collective, på planeten. En koloni, der er fuldstændig styret af supercomputeren The Trust, der er udviklet af det samme computergeni, som skabte Mother/Lamia, Campion Sturges (Jarvis).

I alle spørgsmål, fra hvordan man agerer i hverdagen, til opdragelse og afstraffelse, følger pionererne lydigt computerens ordre – en computer, der får Ridley Scotts MU/TH/UR 6000 fra Alien (som i øvrigt også blev kaldt Mother) til at blegne i sammenligning.

Krigen mellem ateisterne og de fanatisk religiøse mithraister er mere eller mindre ovre, men den rabiate Marcus (mere furet og vejrbidt end nogensinde) vandrer rundt i bitter ensomhed, på jagt efter oprejsning og magt til hans gud, Sol.

Marcus skaffer sig en ny mithraistisk partner (samt en barneandroide i tilgift) og prøver at puste nyt liv i sektens indflydelse på Kepler, og samtidig hører han stadig mere intense stemmer i sit hoved. De tre får selskab af en frafalden ateist, som har fået nok af at følge en computers ordrer.

Det syvende barn

Livet er godt i den tropiske zone. Der er masser af mad, levevilkårene er gode, og der hersker (tilsyneladende) fred og ro. Fascinerende nok bliver Mother og Fathers “omsorgsprocedurer” tilfredsstillet, og den største fare ser ud til at være det sydende hav af syre, der omgiver territoriet.

Men hvem (eller hvad) sender de mystiske signaler?

Forholdet mellem Paul (Jamieson), som har afsløret sine falske forældre, og Campion (McGrath) er anspændt og ustabilt. Paul er stadig standhaftigt troende og for nylig sluppet ud af karantæne efter at have hørt stemmer i sit hoved, og de to unge herrer ender ofte i clinch. Men trods uenighed er Campion den fødte ledertype og lader sig ikke kontrollere af de voksne, og da han finder et æg, vælger han at beholde det …

Lige før klimaks i 1. sæson fødte (!) androiden Mother sit syvende barn – en monsterslange. En gammel mithraistisk profeti nævner en frelser, et enebarn, der skal ledes af en slange; men da ateisterne kommer i kontakt med uhyret, begynder en intens klapjagt med skarp ammunition.

Det syvende barn er i sandhed slangen i paradis i denne originale sci-fi-historie.

Plottet strammes

Efter en indimellem langtrukken og noget svingende 1. sæson er personerne og præmissen nu solidt etableret. Serieskaber Aaron Guzikowski giver denne gang hovedpersonerne luft og plads til at udvikle sig, samtidig med at han strammer plottet op og øger tempoet.

Endelig præsenterer HBO Max-serien i strålende 4K, og det ser helt fantastisk ud! Landskaberne er en blanding af afrikansk savanne og frodig jungle a la Jurassic Park, med forvoksede eksotiske planter, forrevne klipper, tre måner og et hav af livsfarlig syre.

Actionsekvenserne er mere fremtrædende, og eskalerende gnidninger og konflikter styrker dramaturgien. Alligevel er der stadig plads til filosofiske diskussioner, bl.a. mellem Campion og Paul, om vores arts oprindelse – og dystre fremtid.

 

Kompleks

Den frie vilje og forskellen mellem menneske og maskine løber som en rød tråd under det hele. I en skræmmende sekvens ser vi Mother (i nypudset latexdragt), der om dagen skal undervise de yngste børn, blive tvunget til at “irettesætte” en påstået terrorist. Rystende!

Selv om ateisterne elsker at fremhæve deres frisind og liberalisme, går de ikke af vejen for at chikanere de mithraistiske børn, mens den gravide Tempest (efter en grusom voldtægt) i stigende grad tager afstand fra sin fortid og sin tro.

Når slangen så skal jages, er de ikke mere altruistiske end at bruge en flok tilfangetagne mithraister som kanonføde. Og vi sidder og ser på i en sitrende blanding af spænding og afsky.

Raised by Wolves er i sandhed en nyskabende serie, og efter en lidt ujævn 1. sæson har den nu fundet sin form og sin formel. Det er slående flot og eklatant brutalt, men samtidig med flere dimensioner og en filosofisk dybde, der giver genklang.

Bestemt ikke letbenet fredagsunderholdning, som vil appellere til alle, men i den genre findes der masser af andre gode alternativer. Fem stjerner (anmeldelsen er baseret på de tre ud af de første otte afsnit).

De to første afsnit af 2. sæson er tilgængelige på HBO Max i dag, med et efterfølgende nyt afsnit hver uge.