Anmeldelse: Rambo: Last Blood

Vi havde oprindelig ingen planer om at anmelde Rambo V, men efter at have set filmen kunne vi simpelthen ikke lade være: Vi følte os forpligtet til at advare seerne!

Intet mindre end en af filmhistoriens mest legendariske actionhelte er den etiket, vi kan klistre på Sylvester Stallones John Rambo. Den desillusionerede Vietnam-veteran, der kommer hjem til et USA, som hverken forstår ham eller bifalder den krig, han kæmpede i, lagde grunden til en mørk og heftig actionserie.

Få filmfigurer er vel blevet mere karikeret og parodieret end netop Rambo; den tavse, indadvendte enmandshær, der kan tåle og tackle alt, mens han mumlende udspyr enstavelsesord. Han blev indbegrebet af actionhelte fra 1980’erne og gjorde den savtakkede survival-kniv til et ikon.

Med en kompulsiv trang til at nægte sine gamle helteroller at dø har Sylvester Stallone sammenbidt holdt liv i 80’er-ikoner som Rocky og Rambo. Med Creed II fik vi den ottende (!) film i Rocky-serien, og under Cannes-festivalen sidste år antydede Stallone, at der var flere Rocky-film på vej. I øvrigt en serie, der er ældet med værdighed – i skarp kontrast til Rambo.

Når det er sagt, så blev vi til en vis grad underholdt af den ultravoldelige Rambo IV (2008), men det var på grund af en blanding af nostalgi og sej jungle-action. Femmeren er ren nedtur.

Vi møder en aldrende John Rambo, der nyder sit otium i det solrige Arizona i fred og fordragelighed. Eftertænksomt skuer han ud over de endeløse vidder, mens han rider ind i solnedgangen. Hvis det så bare kunne stoppe der …

Men helvede bryder løs, da hans niece (Monreal) tager en tur til Mexico for at opsøge sin “verdens bedste” far. Her bliver hun brutalt kidnappet og dopet, og ender som offer for menneskehandel. Narkokartellet, der står bag, ledes af de latterligt karikerede brødre Hugo og Victor, den ene dummere og mere sadistisk end den anden – rene arketyper på Donald Trumps karakteristik af den almindelige mexicaner.

Selvfølgelig rejser gamle Rambo til Mexico for at hente niecen hjem, og lige så selvfølgeligt ender det i nedslagtning og massemord, som eskalerer til det ekstreme, da hele kartellet beslutter sig for at opsøge Rambo på hans gård for at hævne, at han skar hovedet af den ene af  de to “dum og dummere”-brødre.

Plottet virker påfaldende konstrueret, og samtlige personer er pinligt endimensionelle og stereotype. Bortset fra et uventet dødsfald byder filmen ikke på én eneste plotmæssig overraskelse eller noget originalt twist. Det er ultravold og meningsløs action for underholdningens skyld, og det værste af det hele er, at det ikke er spor underholdende, bare enerverende og monotont. Det narrative hænger ikke sammen, og Stallone formår ikke tilføre Rambo-figuren det mindste strejf af menneskelighed eller troværdighed.

Vi tror ikke et sekund på, at Rambo kunne besejre hele denne forbryderhær, og de valg, han tager undervejs, virker ulogiske og irriterende. Det hjælper heller ikke, at Stallone ser ud, som om han har glemt sin stok, når han stavrer af gårde og ligner en, der er stukket af fra et plejehjem for folk med fremskredne diagnoser.

Tak for alt, Rambo, men du burde have sparet os for dette makværk. Læseren kan med fordel tage sig en kold øl og hygge sig med Rambo 1-3 i stedet, hvoraf især den første er en klassiker inden for både thriller- og actiongenren. To lusede stjerner til det, som vi inderligt håber er Rambos svanesang.