Anmeldelse: Rebecca

Selveste thriller-legenden Sir Alfred Hitchcock stod for instruktionen af Rebecca i 1940 – og hadede vist nok filmen. Nu forsøger Netflix sig med et remake af thriller-klassikeren.

Manuskriptet er baseret på romanen af samme navn af Daphne du Maurier, som er blevet filmatiseret utallige gange, bl.a. som TV-serie med Charles Dance i 1997. Den nye version lægger sig handlingsmæssigt tæt op ad Hitchcock-filmen, men mangler den snigende uhygge og finesse fra “the Master of Suspense”.

 

Som en stormende romantisk hvirvelvind fejer den stenrige charmør Maxim de Winter (Hammer) benene væk under den naive selskabsdame Rebecca (James) under et ferieophold i luksuriøse Monte Carlo.

Efter at være blevet skældt ud og nedværdiget af den arrogante society-kvinde Mrs. Van Hopper (Ann “The Handmaid’s Tale” Dowd), tager hendes liv en helt anden retning, da hun gifter sig med rigmanden, der har et storslået gods hjemme i England.

Men på den luksuriøse gods, Manderley, handler alt om Winters’ afdøde ekskone, den enestående Rebecca, og den nye Mrs. Winter står helt i skyggen af sin “forgænger”, mens personalet – med den iskolde Mrs. Danvers (Scott Thomas) i spidsen – aktivt modarbejder hende.

Instruktør Ben Wheatley har lavet en usædvanlig lækker film, hvor ikke mindst tidskoloritten (slutningen af 1930’erne) er taget på kornet ned til den mindste moderigtige kostumedetalje, den herlige musik og kvinders plads i samfundet.

Dramaturgisk har filmen indledningsvis en fin opbygning, hvor vi går fra glødende romance til en dagligdag på det store gods, der bliver mere og mere uudholdelig for Mrs. Winters, mens hun stadig afslører nye hemmeligheder om sin indelukkede mand.

Desværre får alle de mørke hemmeligheder ikke tid til at manifestere sig ordentligt. Det er, som om vi kun skraber overfladen af den næsten gotiske historie med en stadig mere diabolsk Mrs. Danvers, uden at vi får en tilfredsstillende forløsning.

Elegante Lily James er overbevisende som den hemmelighedsfulde godsejers fortvivlede nye kone, mens normalt gode Armie Hammer her er anæmisk og anonym – et komplet mismatch i forhold til den storcharmør, han skal forestille.

Selv den fascinerende karakter Mrs. Danvers er nedtonet og nærmest uden kant, hvilket ikke er Kristin Scott Thomas’ skyld, men snarere skyldes et manuskript og en instruktion, der er står lidt i spagat mellem gammelt og nyt, og nærmest (utilgiveligt) ikke gør brug af et af romanens stærkeste elementer, klasseforskellen mellem den nye Mrs. Winter og hendes mystiske brudgom.

Rebecca er milevidt fra den isnende uhygge, vi fik i Wheatleys tidligere thriller Kill List. Det virker, som om han ikke helt kan bestemme sig for, hvad han skal stille op med stoffet denne gang, og resultatet er en visuel modeopvisning uden meget substans og spænding. Og det er vel ikke meningen med en klassisk gyser?

Det holder desværre ikke til mere end tre meget middelmådige stjerner. En film, du sagtens kan springe over, når du zapper rastløst gennem streaming-junglen en mørk og stormfuld efterårsaften.