Resident Evil: Retribution handler – endnu en gang – om den såkaldte Umbrella Corporation og deres T-virus, som fortsætter med at forvandle Jordens befolkning til kødædende zombier. Vores håb og heltinde (Jovovich) vågner op i Umbrellas hovedkvarter og afdækker efterhånden mere af sin egen mystiske fortid, jo længere hun graver sig ind i systemet. Det bliver – igen – en kamp på liv og død for at overleve i en verden på randen af undergang.
Filmen er ét eneste stort symbol på alt, hvad er trist og kynisk i filmindustrien, og præsterer desuden at fornærme sit publikum med en forestilling, som er ribbet for plot, sjæl og mening. Resident Evil: Retribution kan knap nok kaldes en film, men nærmere et 96 minutters orgie i opkast af stiliseret action i slowmotion, som har overskredet sin udløbsdato for mange år siden. Det her er CGI-pornografi, som burde være strafbart, og en idiotisk leg med figurer, som ikke er i nærheden af at være skuespillere eller nærme sig noget, der er ægte. Én lille, pinlig stjerne!
Hvis man virkelig vil have denne film i sin filmsamling, efter at dommen er faldet, så er det selvfølgelig en teknisk rigtig god Blu-ray. Perfekt billede med tilsvarende lydspor og massevis af ekstramateriale.
http://www.youtube.com/watch?v=fetL5JuKGv4
Fakta:
- Release: 16. januar 2013
- Instruktion: Paul W.S. Anderson
- Medvirkende: Milla Jovovich, Sienna Guillory, Boris Kodjoe, Shawn Roberts, Michelle Rodriguez, Johann Urb
- Genre: Action
- Land: USA
- År: 2012
- Tid: 1:36 t.