Anmeldelse: Ringenes Herre – Magtringene, sæson 2

Jeff Bezos har nogle virkelig dybe lommer, så dybe, at han har givet holdet bag Ringenes Herre: Magtringene, serieskaberne Patrick McKay og John D. Payne, et næsten ubegrænset budget til at realisere Tolkiens magiske verden – og samtidig tiltrække så mange streamingabonnenter til Prime Video som muligt.

Den første sæson (2022) endte med at koste svimlende 465 millioner dollars, svarende til ca. 3,1 milliarder danske kroner. Eller knap 400 millioner per afsnit!

Elverne, orkerne, dværgene, troldene og troldmændene er her igen. Stadig lige så visuelt slående, men både modigere og mørkere end sidste sæson – dog med en lidt hul historie og for mange stereotype karakterer.

Det gode mod det onde – i smuk splittelse

Handlingen i Magtringene finder sted i den såkaldte anden tidsalder i Midgård, hele 2.000 år før Frodo & Co gik (og gik, og gik, og gik …) mod Mordor for at ødelægge Ringen i Ringenes Herre-trilogien.

Historien er baseret på J.R.R. Tolkiens (1892-1973) roman The Lord of the Rings samt seks yderligere historier, der uddyber karaktererne, kulturen og baggrundshistorien. Vi genforenes med flere af hovedpersonerne fra Ringenes Herre-filmene, især elveren Galadriel, men også Elrond, Isildur, Gil-galad, Elendil og den sorte troldmand Sauron.

Vi får serveret en arketypisk kamp mellem to renskurede lejre: Det gode og det onde, voldsomt blandet med eventyrlige fantasy-elementer.

Der er slående kontraster mellem de to verdener, hvor orkernes legeplads er grå, overskyet og fyldt med mudder og snavs, mens de maleriske fe-byer er skingrende grønne lunger, hvor sollyset græsser behageligt over pastelfarverne, mens englekoret nynner i baggrunden.

Da vi møder vores helte igen, slikker både elvere, dværge og mennesker deres sår efter det brutale slag i slutningen af sidste sæson.

Hans sande ansigt

Efter at den (tilsyneladende) pålidelige gode fyr, kongen af Sydlandet, Halbrand (Charlie Vickers), afslørede sig selv som Mørkets Fyrste/Sauron, hersker der usikkerhed og frygt i Midgård .

Orkerne, ledet af en stadig mere ambitiøs, magtbegærlig og hævngerrig Adar (Sam Hazeldine), optager jagten på ham, mens elverne er forvirrede og skændes indbyrdes. Størstedelen af menneskene er derimod ivrige efter at holde sig ude af Midgårds endeløse og blodige magtkampe.

Selve historien er langt mindre munter end i sidste sæson, og vi ser (heldigvis) betydeligt mindre til de karikerede hobbit-slægtninge, Harefoots, i denne omgang. Men Den Fremmede (Daniel Weyman) kæmper ufortrødent videre med sine to muntre Harefoots, Nori og Poppy, ved sin side.

Hvad han jager, og hvad hans endelige mål er, er relativt ukendt både for kæmpen og for os seere. I mellemtiden jages trioen af den mørke troldmands (Ciarán Hinds) uhyrlige lejemordere i Star Wars-stil, og gradvist afsløres den fremmedes identitet …

En broget flok

Der er mange historietråde, der skal væves sammen her, og sæsonen starter ret langsomt og besværligt med næsten at genintroducere os til hovedpersonerne og deres nuværende situation. Den første tredjedel af sæsonen byder således på en lidt tam dramaturgi – men så kommer der gang i tingene.

Vores kvindelige hovedperson, elverkrigeren Galadriel, er bitter, flov og foragtet efter at være blevet blændet af Halbrand. Nu har hun mistet kongens tillid, den pompøse og stædige Gil-galad (Benjamin Walker), mens hun sætter spørgsmålstegn ved sin egen dømmekraft.

På trods af en noget teatralsk diktion er Morfydd Clark stadig solid som den temperamentsfulde, men hårde action-heltinde – en blanding, som den svenskfødte skuespillerinde er god til at skildre.

Den fremragende elversmed Celebrimbor (Charles Edwards) får mildest talt en hård medfart, da Annatar (AKA: Sauron) sniger sig ind og forgifter hans sind, indtil han er overbevist om, at der skal smedes yderligere ni magtringe. Til den mission har de desperat brug for dværgenes ædle metal mithril, som den efterhånden korrupte kong Durin er mere end villig til at sælge til dem.

I Khazad-dûm kæmper prins Durin for at komme på fode igen, efter at han har mistet kongens gunst. Et næsten katastrofalt jordskælv er ved at ødelægge bjerget, og selv “bjergsangerne” kan ikke få solen tilbage. Men med en af magtens ringe om fingeren finder kongen en udvej – ind i fortabelsen …

I mellemtiden, i den idylliske menneskeby Númenor, udbryder der en bitter magtkamp efter det fatale slag, ledet af dronning Míriel (Cynthia Addai-Robinson). Den sleske Ar-Pharazôn (Trystan Gravelle) ser nu en mulighed for at overtage tronen.

Der er mange tråde at samle og mange karakterer at holde styr på. Manuskriptforfatterne gør et godt stykke arbejde med at sy det hele sammen til en sammenhængende helhed, på trods af den ofte lidt svulstige dialog.

Enestående special effects

De spektakulære special effects i serien er stadig stort set uden sidestykke i serie-/filmhistorien, og det er tydeligt, hvor en stor del af det astronomiske budget er gået hen.

Det hele foregår i et eventyrligt miljø med spændende bygninger, ekstravagante kostumer og magiske underverdener, der præsenteres i utroligt farverige detaljer; varieret, mangefacetteret, ægte og levende.

De fleste scener har så mange detaljer, at man hele tiden tager sig selv i at trykke på pauseknappen. Det ser virkelig godt ud og mindre kunstigt end i sidste sæson. Selv undervandsscenerne er forbløffende smukke og funklende.

Det episke slag mod Eregion overgår faktisk intensiteten og dramaet i det banebrydende slag i Ringenes Herre: De to tårne (2002). Når Adars mangfoldige hær af orker hugger løs på elverne, er sværdspillet, blodsprøjtene og soldaternes sved, blod, tårer og afhuggede lemmer til at tage og føle på. Detaljerne er overvældende og brutale, på grænsen til det bestialske og realistiske.

Hvem skal stå frem?

Den mest skuffende af hovedpersonerne indtil videre er nok Sauron selv. Charlie Vickers formår ikke helt at frembringe den diabolske, tveæggede ondskab, der ligger i figuren. Faktisk er han lidt for blodfattig og ikke særlig kompleks.

Den karakter, der er vokset mest siden sidste sæson, er utvivlsomt den urokkelige elver Elrond. Robert Aramayo udstråler mere selvtillid og pondus, efterhånden som figuren får en mere fremtrædende rolle – men han har stadig lang vej til at blive en lige så central og elsket figur som Viggo Mortensens udødeliggjorte Aragorn i filmtrilogien.

Seriens komiske forløsning leveres stadig af dværgene, og det charmerende skænderipar Owain Arthur og Sophia Nomvete imponerer virkelig her.

Vi var skeptiske over for at erstatte den uforlignelige Joseph Mawle som den ikoniske Adar, men karakterskuespilleren Sam Hazeldine (Peaky Blinders, Masters of the Air) er meget overbevisende og giver en skræmmende god fortolkning af den forsmåede inkarnation af forskruet ondskab.

Seriens centrale karakter er stadig Galadriel, men i anden sæson må hun dele rampelyset med en række andre karakterer. Hendes rejse og karakterudvikling er noget, vi glæder os til at følge, og serien skriger på en mere fremtrædende hovedrolleindehaver.

Episk

McKay og Payne leverer en solid opfølgningssæson, men ikke uden fejl. Der er for mange historietråde, der ikke får plads nok til at trække vejret, og nogle underplots bliver ikke fulgt tilstrækkeligt op.

Dialogen er også stadig for pompøs og kunstig til tider, og nogle af karaktererne virker som unødvendigt fyld. Det er faktisk en kunst at ”kill your darlings”.

Med anden sæson er historien nu etableret, og de centrale karakterer er grundigt introduceret, hvilket burde give bedre plads til at åbne historien mere op i de kommende sæsoner. På trods af de enorme omkostninger har Amazon lovet, at der vil komme flere sæsoner. Op til 5.

Ringenes Herre: Magtringene har helt sikkert kimen til noget stort, episk og klassisk underholdning. Hvis du er til elvere, gobliner, trolde og fantasy, skal du lede længe efter en mere komplet serie end Magtringene. Om den virkelig er tro mod bøgerne og Tolkiens værker, er en helt anden (og helt uinteressant) diskussion. 5 svage stjerner.

Anmeldelsen er baseret på alle otte afsnit. Sæson 2 får global premiere på Prime Video den 29. august, efterfulgt af en ny episode om ugen.