Anmeldelse: Ripley

Da vi fik nys om Netflix’ genindspilning af Patricia Highsmiths Tom Ripley-romaner, tænkte vi i vores stille filmsind: Har vi virkelig brug for endnu en Ripley-filmatisering?

For ja, der har bestemt ikke været mangel på film om den narcissistiske psykopat Tom Ripley. Mellem 1955 og 1991 udgav Highsmith fem Ripley-romaner.

Den første filmatisering fandt sted så tidligt som i 1960 med den franske film Plein soleil. Siden da har vi set Matt Damon i hovedrollen i The Talented Mr Ripley (1999), Ripley Under Ground blev udgivet i 2005 med Barry Pepper i hovedrollen. I The American Friend (1977) spillede den ikoniske Dennis Hopper rollen som Ripley, mens John Malkovich spillede hovedrollen i 2002-versionen (Ripley’s Game).

Fascinerende nok får vi et gensyn med Malkovich i Netflix’ miniserie, som er skrevet og instrueret af Steven Zaillian. En amerikansk filmkender, der er mest kendt for at skrive manuskripter til film, med film som The Irishman, The Girl With the Dragon Tattoo, American Gangster og Schindler’s List på samvittigheden. Ripley er kun hans femte indsats som instruktør – man skulle ikke tro det!

 

Vi introduceres til den indadvendte, asociale og lidt nørdede Tim Ripley (Andrew Scott) i hans nedslidte lejlighed i New York i 1960. Efter forældrenes brutale druknedød flyttede den unge dreng ind hos sin nedladende tante, men nu bor han alene i The Big Apple og lever af at være småsvindler – hvor han har perfektioneret sine evner som ID- og checkforfalsker. Eller som han siger, da han møder Dickie Greenleaf: “Jeg arbejder med regnskab.”

Hans liv tager en brat drejning, da han bliver kontaktet af shippingmagnaten Greenleaf, som har det (fejlagtige) indtryk, at Ripley omgås hans boheme-søn, Dickie (Johnny Flynn). Han bliver tilbudt jobbet med at overtale den “fortabte” søn til at vende hjem, og får derfor refunderet alle udgifter til en førsteklasses rejse til den maleriske kystby Atrani, langs Amalfikysten, lige syd for Napoli.

Her bliver Tom hurtigt venner med den afslappede, om end lidt forkælede og filosofiske, men verdensfjerne Dickie. Til stor fortrydelse for Dickies kæreste, Marge (Dakota Fanning), bliver de svirebrødre og til sidst værelseskammerater.

Mens Tom fortsætter med at udnytte Dickies far økonomisk og notorisk lyver for ham om “fremskridtene” med at få hans søn hjem, bliver han mere og mere fascineret af Dickies overdådige, sorgløse liv og dybt jaloux på hans ekstravagante livsstil. Han omfavner sin interesse for kunst og italiensk kultur og bliver forført af de dystre malerier af den verdenskendte Michelangelo Merisi da Caravaggio. Tom og Dickie bliver mere og mere symbiotiske, og Tom efterligner ham i alle aspekter af sit liv – indtil forbrydelsen rammer, og han helt overtager hans identitet.

Det er et fascinerende dybdedyk i den menneskelige psyke, som Highsmith serverer, der handler om misundelse, begær, dekadence og korrumperende forfald. Vi befinder os konstant i et subtilt kammerspil mellem de tre hovedpersoner, hvor Tom gradvist, næsten usynligt, kynisk og beregnende snor sine medmennesker om sin lillefinger.

Her er Andrew Scott (All of us Strangers, Spectre) et fund i rollen som den lidt kejtede, lidt indadvendte, men uigennemtrængelige psykopat, der aldrig lader sig rokke. Han er altid klædeligt beskeden og en smule selvbevidst, og han afviser vanskelige spørgsmål og tvivl med et undskyldende, ondskabsfuldt smil. Selv den måde, Scott går på, bevæger sin krop og kigger ned i gulvet for at undgå dit blik, er en inkarnation af Higshsmiths komplekse karakter.

Den måde, hvorpå han elegant undviger og leger katten efter musen med den kvikke politiefterforsker fra Roms politi, Ravini (Maurizio Lombardi), er en fryd for krimi- og thrillerentusiaster.

Johnny Flynn er lidt for anonym som den flamboyante milliardærarving, men samspillet og den lidt udefinerbare tiltrækning mellem de to herrer spænder spændingsbuen. Dakota Fanning bliver, ligesom sin karakter, lidt af et tredje hjul, men er passende som malurten i Toms bæger.

Vi er ikke store fans af at filme i sort/hvid, hvor man ofte gør det for at klistre etiketten “kunstfilm” på værket. Men i Ripleys tilfælde tilfører den monokrome stil noget unikt til serien.

For det første passer den til tiden og går hånd i hånd med den noir-stil, som serien er fortaler for, men derudover er de skarpe, grå og sorte kontraster perfekte til den brutale historie, hvor modsætningerne mellem mennesker står i kø.

Næsten lige så stor en del af æren for seriens unikke look går til den eminente filmfotograf Robert Elswit (Magnolia, Nightcrawler). Der er ikke en stenfigur, skæv gyde, trappeafsats eller stålhegn, som han ikke kan finde en interessant vinkel at filme fra, med et kamera, der er eksemplarisk statisk. Vi bliver trukket ind i historien som stillestående fluer på væggen.

Zaillian er også ansvarlig for manuskriptet, hvor dialogen er lige så bidende som handlingen og de kolde, skarpe billeder. Han tager os på udsøgt vis med på Ripleys transformerende, pirrende rejse.

Serien er toppet med et smukt lydspor, der er gennemsyret af moderne italienske toner. Musik, der sætter os i den rette stemning og ofte står i slående kontrast til den brutale handling.

Hvis vi skal finde noget at kritisere, er nogle af episoderne til tider lidt lange, hvor enkelte scener kunne have været skåret lidt ned. Men det er småting, for hvis der er noget, vi virkelig gerne vil, så er det at tilbringe mere tid i manipulatoren Ripleys fascinerende sind. 6 stjerner til en af de største overraskelser på seriefronten indtil videre i år!

Ripley får global Netflix-premiere den 4. april. Denne anmeldelse er baseret på alle afsnit.