Anmeldelse: Ronja Røverdatter, del II

Astrid Lindgren har fortryllet millioner af børn, teenagere og voksne med sine fascinerende historier om Pippi, Emil, Brødrene Løvehjerte, Vi på Krageøen – og en fyrig, krølhåret røverdatter ved navn Ronja.

Spillefilmen baseret på Ronja Røverdatter (1981) havde premiere i 1984 og blev en stor succes. I april i år udgav Netflix (oprindeligt en Viaplay-produktion) serieversionen af historien, som streaminggiganten valgte at dele op i to dele. Nu er den sidste halvdel endelig kommet.

Vi var meget begejstrede for del I af Ronja Røverdatter, men havde nogle indvendinger mod de skridt, der blev taget for at “modernisere” og udvide Ronjas univers. I del II er disse elementer mere til stede, og svaghederne er desværre endnu tydeligere.

 

Endnu en gang føres vi tilbage til Sverige i middelalderen, hvor anarki og delvis lovløshed præger samfundet. Vi glider ind i historien umiddelbart efter afslutningen af første del, hvor Ronja var ved at blive forrådt af en af far Mattis’ røvere, Tjegge (Lancelot Ncube), som ville udlevere hende til den maniske foged Cappa (Vera Vitali).

Hjemme i det uindtagelige Mattis-slot bor en bekymret Mattis (Christopher Wagelin) og hans mor Lovis (Krista Kosonen). Uden at vide det er de blevet jaget af Cappa, som nærer et infernalsk had til familien, der strækker sig årtier tilbage.

I kaosset i Mattis-skoven får Mattis’ tyveknægte fat i Birk (Jack Bergenholtz-Henriksson), søn af ærkefjenden Borka, som i tidens løb har besat halvdelen af slottet. Da Mattis forsøger at bruge Birk som forhandlingsobjekt for at skubbe Borka-banditterne ud af slottet, sker der en katastrofe! Den egenrådige Ronja springer over Helvedesgabet, lige i skødet på Borka, for at redde sin bedste ven …

Forbløffet står en knust far tilbage. Hvorefter Mattis, fuldstændig resigneret, udtaler de chokerende ord: “Jeg har ikke nogen datter!”

Sæsonens hovedfokus er udviklingen af det varme og tætte venskab mellem Ronja og Birk. Begge ender som uønskede elementer i deres respektive hjem og flytter ud af slottet, til Bjørnehulen, for at klare sig selv. Her og i det komplekse far-datter-forhold er serien bedst.

Desværre bruges der meget tid på den relativt unødvendige og i sidste ende kedelige sidehistorie med Cappas karikerede vendetta mod Mattis. Desuden bliver vi fodret med årsagen til Cappas vrede i lange flashbacks fra hans barndom – til ingen nytte, bortset fra at Mattis’ far bliver fremstillet som en utilregnelig sadist. Og hvis den legendariske Pernilla August var spild af talent sidste gang, er hun næsten fraværende her.

Forsøget på at “pifte” historien op og tilføje nye karakterer, som også baner vejen for nogle “moderne” actionscener, der bestemt ikke passer til den klassiske historie, er unødvendigt, forstyrrende og indimellem i strid med Lindgrens ånd.

Heldigvis er den unge Kerstin Linden stadig fremragende i sin fortolkning af den iltre, egenrådige, bedrevidende og varmt omsorgsfulde Ronja. Den måde, hun kommunikerer på med sine øjne, sin meget sigende mimik og gestik, er simpelthen fascinerende. Og hendes samspil med både Wagelin og Bergenholtz-Henriksson har stor følelsesmæssig dybde. Hvis Linden vil, har hun en stor fremtid foran sig som karakterskuespiller!

Serien byder stadig på et væld af talentfulde skuespillere. Wagelin er især imponerende som Ronjas komplekse far. Den måde, han formidler spændingen mellem fortvivlelse, glæde og sorg over sin datter på, er eksemplarisk. Hård på ydersiden, men blød som smeltet smør på indersiden. Kosonen (Beforeigners), i en lidt større rolle i denne omgang, og Johan Ulveson (Helt perfekt) som Skalle-Per, leverer også stærke fortolkninger af uforglemmelige karakterer.

Specialeffekterne er helt sikkert blevet moderniseret siden den oprindelige film, men de forringer ikke den gammeldags stemning. Væsnerne er uhyggeligt skræmmende, og den måde, hvorpå Frida Wendels fantastiske fotografering suger os ind i skoven og historien, er i verdensklasse.

Ronja Røverdatter er en roman, der oprindeligt er skrevet til børn, og som (på typisk Lindgren-manér) er modig nok til at behandle temaer som det vanskelige forhold mellem forældre og børn, udfordringerne ved at blive voksen, fremhæver gråzonerne mellem godt og ondt og endda ikke viger tilbage for tabubelagte områder som døden. Noget, man ikke ligefrem kan sige om alt det masseproducerede bras, der bliver spyttet ud til nutidens børn.

For den opvoksende generation, der “spiser” streamingserier til morgenmad, frokost og aftensmad, kommer genindspilningen af Ronja Røverdatter som en kæmpe gavepakke.

Serien er bedst, når den holder sig til Lindgrens præmisser, og så er den rigtig god. 4 stjerner for denne sæson.

Del II har Netflix-premiere den 24. oktober. Anmeldelsen er baseret på alle seks afsnit.