Anmeldelse: Royalteen – Arvingen

Det er kun knap syv uger siden, der var premiere på den seneste nordiske Netflix-film, norske Blasted: Gutta vs. aliens, men Ted Sarandos & co. ligger bestemt ikke på den lade side med hensyn til lokalt produceret nordisk indhold.

Men set i lyset af, hvordan streaming-giganterne (ikke mindst HBO Max) nu skærer ned på lokalt indhold, og hvis man hertil føjer den abonnementsnedgang, Netflix oplever i øjeblikket, vil dette tempo formentlig ikke fortsætte. Og hvis kvaliteten skal være på niveau med den nye norske spillefilm Royalteen: The Heir, så er det måske godt det samme …

Filmen er baseret på Arvingen, den første bog i den populære teenageromanserie Det Halve kongerige af forfatterduoen Randi Fuglehaug og Anne G. Halvorsen. Ester Schartum-Hansen står bag det elendige filmmanuskript.

Historien er løst inspireret af virkelighedens norske kronprinspar, hvor Haakon begyndte at date den enlige mor Mette-Marit, som har en broget fortid i bagagen. Vi møder Lena (Ines H. Asserson), der lige er flyttet til Oslo og starter på samme gymnasium som partyprinsen Karl Johan (Mathias Storhøi) og hans utiltalende søster, Margrethe (Elli R. M. Osborne).

Allerede efter første skoletime er Lena og “Kalle” nærmest blevet et par, og efter et Snap fra kronprinsen er de det nye store IT-par i skolen og på de sociale medier. Men er han bare en flirtende playboy-prins? Og – gud forbyde – hvad vil der ske, hvis han finder ud af Lenas hemmeligheder fra fortiden, som er årsagen til, at familien flyttede fra Horten til hovedstaden?

Vi har ikke læst bogen, men filmen giver indtryk af, at der er tale om kiosklitteratur af værste skuffe. En fuldstændig fortænkt, kunstig sødsuppe af sensation, eventyr og håbløs teenageromantik. Uden rødder i virkeligheden eller bare antydning af realisme. Og skuespillerne agerer da også derefter.

Dialogen er ubehagelig, teatralsk unaturlig og fremføres som oftest af åbenlyst usikre og lidet overbevisende skuespillere. En så håbløs dialog har vi (heldigvis!) ikke set i norsk film siden begyndelsen af ​​1980’erne.

De fleste af karaktererne er stereotype, grænsende til en parodi; primært repræsenteret af den bitchy prinsesse Margrethe. Tænk på Askepots onde stedsøstre! Så søgt og “eventyrlig” er mange af karaktererne og den haltende dramaturgi.

Party-kronprisen, som historien ihærdigt lægger op til at få os til at føle sympati for, portrætteres af en usikker og stærkt mumlende Mathias Storhøi. Hans forældre er nærmest billedet på en ufrivillig parodi, mens Lenas forældre er så famlende og utroværdige, at vi aldrig har set magen. Vi fornemmer næsten konturerne af ufrivillig komik.

 

Noget af det mest overraskende er faktisk, at det er Per-Olav Sørensen, der instruerer. Han har tidligere leveret solide og troværdige serier som Kampen om det tunge vand, Quicksand – Størst af alt og Hjem til jul. Vi fristes til at tro, at det er grundmaterialet, som denne gang fejler så fundamentalt. Det er en skam, for filmen tager fat på vigtige, aktuelle udfordringer, som nutidens unge står overfor; såsom kropsidealer, følelsen af ​​utilstrækkelighed og ikke mindst konstant at leve livet på Insta og Snap, styret af ‘Likes’ og i skræk for, at nogen deler upassende billeder/videoer.

Den eneste, der kommer ud af denne elendighed med æren i behold, er Ines H. Asserson. Trods til tider håbløse replikker leverer hun (i sin anden spillefilm) en troværdig og inderlig præstation, fri for kunstige fagter og koketteri. En person, vi kan relatere til og have empati med.

Et lille tankeeksperiment: Det ville da være en meget saftigere historie at lave en film om den norske prinsesse Märtha Louise og hendes forlovede, den alternative charlatan “Shaman” Durek? Det kunne være hysterisk sjovt!

Royalteen: The Heir får kun to sølle stjerner, som begge tilskrives Assersons strålende præstation. Filmen får verdenspremiere på Netflix den 17. august.