Anmeldelse: Rush

Ron Howard (Da Vinci mysteriet, A Beautiful Mind, Apollo 13) kan de menneskelige dramaer til fingerspidserne, men har desværre en tendens til at ende i det lidt for sentimentale og overdramatiserede hjørne. Det er så afgjort ikke tilfældet med Rush.

I 1970’erne var der hvert år 25 hårde mænd, der stillede op i de verdensomspændende Formel 1-konkurrencer, og i gennemsnit døde to af dem hver sæson. På denne baggrund og med fokus på den intense kamp om verdensmesterskabet mellem Niki Lauda og James Hunt serverer Howard et tempofyldt drama med menneskelig sjæl.

Det var to tilsyneladende meget forskellige mennesker. Perfektionisten Lauda kom fra en velhavende østrigsk familie og købte sig en plads på Ferrari-holdet, mens opkomlingen Hunt mest var optaget af at nyde damerne, sprutten og det søde liv – og alligevel vinde sine løb, omend på utraditionel vis.

Howard og manuskriptforfatteren Peter Morgan skaber et fantastisk spil mellem disse to komplekse personer, hvor vi kommer bag facaden og ikke kun ser deres gode sider. To indædte mænd, der vil satse alt for at vinde titlen, koste hvad det vil – om det så er selve livet.

Ud over det menneskelige drama får vi et væld af fremragende racerscener, der får både Fast & Furious-serien og Bjergkøbing Grand Prix til at ligne en søndagstur på landet! Med lækker fotografering og usædvanligt effektiv klipning bliver vi trukket ind på Formel 1-banerne, så der lugter af udstødning og brændt gummi. Spændende, dramatisk og velspillet. Fem solide stjerner!

Nydelig lyd (dts-MA 5.1) og billedkvalitet, hvor de kraftige motorer få det til at ryste i stuegulvet! Godt og omfattende bonusmateriale med et væld af minidokumentarer om alt fra castingen til et interview med den virkelige Niki Lauda.