Anmeldelse: Saltburn

Den britiske skuespiller Emerald Fennell er bedst kendt for sine præstationer som skuespiller, herunder The Danish Girl, og som Camilla Parker Bowles i The Crown, sæson 3 og 4.

Nu er Fennell klar med sin anden spillefilm som instruktør, med det psykologiske thriller (humor) drama Saltburn, med et selvskrevet manuskript.

Saltburn er det ægte fødte barn af Fennell, som ud over at instruere og skrive også co-producerede filmen med Margot Robbie (Babylon). I en film, hvor hun adresserer vores “sadomasochistiske forhold til aristokratiet”.

 

Vi befinder os på eliteuniversitetet Oxford anno 2005, hvor vi møder en lidt genert og venneløs ung mand af folket, Oliver Quick (Barry Keoghan). Oliver har brudt glasloftet og er på trods af sin “simple” baggrund kommet ind på Oxford med et stipendium. Det betyder ikke, at han automatisk bliver en del af de riges og succesfulde bande.

Via tilfældigheder, et punkteret cykeldæk og en smag for øl udvikler der sig et uventet venskab med den populære aristokrat Felix Catton (Jacob Elordi, Euphoria). De to akavede studerende finder sammen, og Felix inviterer ham til at tilbringe et par sommeruger på sin families fashionable landsted “Saltburn”.

Vi bliver selvfølgelig transporteret til et storslået palæ fra en svunden tid, som har set bedre dage, men hvor familien Catton stadig forsøger at opretholde deres “way of life” – om end på en noget excentrisk og outreret måde.

Den lettere dysfunktionelle aristokratiske familie består af pater familias Richard E. Grant, en blanding af aristokrat og retningsløs hippie, med løst overskæg og busket hår, Felix’ excentriske mor Rosamund Pike (Gone Girl), som rabler forvirrede og usammenhængende livsvisdom af sig (som hvorfor hun pludselig holdt op med at være lesbisk), og hendes goth-søster Venetia (Alison Oliver), som hader alt og alle.

Fennell har skrevet et komplekst manuskript, der forsøger noget så originalt som at kombinere humor, psykologisk dekadence og thrillerelementer. Hvem narrer egentlig hvem? I det store og hele lykkes det godt, men indimellem træder hun ved siden af og bliver karikeret og approprieret.

Tydeligt inspireret af film som Cruel Intentions og The Talented Mr Ripley bliver vi vidner til, hvordan Oliver indynder sig i den skæve familie og til sidst vinder alles tillid. Han elsker deres livsstil, rigdommen, de vilde fester og den overdådige, ubekymrede tilværelse. Samtidig er der et næsten dyrisk seksuelt begær bag det hele, både over for personerne (især Felix) og livsstilen.

Den lidt anonyme Barry Keoghan brillerede i en af sidste års bedste film, The Banshees of Inisherin, og i Saltburn får han igen lov til at udfolde sine unikke skuespilkvaliteter og lege med den outrerede karakter.

Men også den lidt ældre generation fornøjer sig med de excentriske karakterer, og både Grant og Pike forbløffer – i positiv forstand. Især Pike har fået nogle af de saftigste og mest chokerende replikker, sætninger, som hun nonchalant rabler af sig med stor selvfølgelighed.

Det kan godt være, at Fennell prøver at fortælle os noget dybere med Saltburn, om den uretfærdige fordeling af rigdom, elitens privilegier, ondskab, fordomme, racisme og feminisme – men det drukner alt sammen i hendes forkærlighed for at chokere og give historien pludselige, uventede drejninger.

Det er bestemt originalt og øjenåbnende at se Oliver slikke Felix’ beskidte badevand op (inklusive frisk sæd!), men det er tvivlsomt, hvor meget det bidrager til historien.

Saltburn er blevet et lille bolsje af en film, lækkert og tiltalende på ydersiden, mens fyldet indeni byder på uventede overraskelser. Desværre er det ikke alt, der passer lige godt til filmen, og hun vil lidt for meget. Samtidig kunne filmen sagtens have været 20 minutter kortere.

Men hendes lille epistel om misundelse, rå begær, bedrag og dekadence er bestemt et kig værd. Saltburn byder på fremragende skuespillere, et indviklet (om end noget rodet) plot, smuk fotografering og et fantastisk soundtrack. 4 solide stjerner.

Streaming-premieren på Prime Video kommer lige i tide til jul (passende nok for årets frådse-højtid), fredag den 22. december. Glæd dig – og forbered dig mentalt på en psykologisk tur i rutchebanen!