Anmeldelse: Sex Education, 4. sæson

Blandt Netflix’s største seriesucceser finder vi Laurie Nunns Sex Education. Serien om liderlige, hormonelle teenagere på en britisk gymnasieskole tog seere (og anmelderkorpset) med storm i 2019.

Elevernes liv i den lille landlige by Moordale bød bestemt på sine udfordringer.

Grundlæggende troede alle, at alle andre havde sex hele tiden, og forventnings- og præstationspresset var mildest talt presserende – og nærmede sig eksplosionsniveau. Da teenagerne så begynder på gymnasiet, står de ved en skillevej, og står over for nye udfordringer på tærsklen til voksenlivet.

 

Som mor, således også søn

Et ordsprog siger, at skomagerens børn går barfodet. I Sex Education er “skomageren” en parforholdsterapeut og sexspecialist, Jean Milburn (Gillian “X-Files” Anderson).

Hendes søn, Otis (Asa Butterfield) går ikke barfodet, men han har bestemt haft sin dosis af seksuelle traumer og mentale blokeringer.

Dog bruger han sine livserfaringer som seksualterapeut i privat praksis på skolen med den snarrådige Maeve (Emma Mackey) som partner og manager.

I den nye sæson er hverdagen præget af en ufokuseret og forsømmelig mor (som lider af fødselsdepression), en håbløst kikset og umoden tante, samt savnet af Maeve, der studerer i USA. At hans bedste ven får en ny omgangskreds og tror, ​​han er en ny Messias, giver det urolige teenageliv yderligere udfordringer.

På tærsklen til voksenlivet

Vi møder slænget igen, da de har deres første dag på Cavendish College. En skole, hvor alle forsøger at være venlige og rare ved hinanden, bagtaleri er forbudt, kildesortering og ”det grønne skift” er i flor, og eleverne selv sammensætter det meste af skolens hverdag.

For så vidt et sjovt udgangspunkt, men Nunn har ingen ironisk vinkel på det hele, men præsenterer dette ikke helt troværdige skoleliv som det nye normale.

Og som om overgangen til et nyt skoleniveau ikke er krævende nok, står Otis over for ekstra store udfordringer, idet Cavendish allerede har en praktiserende sexterapeut, den irriterende rare og populære O (Thaddea Graham).

Otis’ bedste ven, Eric (Ncuti Gatwa), er for sin del mest bekymret for, at de endnu en gang vil havne i skolens «taber»-gruppe, mens han derhjemme har kvaler omkring, hvorvidt han nu også skal døbes i en kirke, som ikke ligefrem omfavner hans “alternative” livsstil.

Aktivistisk agenda

De første to sæsoner bød på en skøn og original blanding, fra lettere absurd og hysterisk morsom humor, til reelle problemer omkring unges seksuelle opvågnen og usikkerhed.

Så tog 3. sæson en markant drejning, og blev overdrevent politisk korrekt, hvor fokus blev flyttet fra generelle seksuelle udfordringer, til de problemer (virkelige og påståede) ikke-heteroseksuelle oplever i samfundet.

I den virkelige verden er det ca. 4% af befolkningen som har en homoseksuel (eller ikke-heteroseksuel) orientering – men i “omvendtlandet” Moordale er verden til gengæld vendt fuldstændig på hovedet.

Blandt eleverne på gymnasiet i Sex Education er minoriteten heteroseksuelle, mens langt størstedelen består af en broget flok af:

• Homoseksuelle
• Transkønnede
• Aseksuelle
• Ikke-binære
• Androgyne
• Panseksuelle
• Demiseksuelle
• Dykes
• Biseksuelle
• Polyamorøse
• Født-i-forkert-krop-typer

Og derudover er mange af eleverne også ofre for seksuelt misbrug, chikane, traumer, diskrimination, handicap, eller befinder sig i en tilstand af kønsinkongruens. Ja, serieskaberne har sågar også inkluderet en kvindelig version af the Elephant Man!

Inden du begynder at sende hate mail til anmelderen, og kalder undertegnede en racistisk homofob i kommentarfeltet, skal du vide, at vi ikke har noget imod ikke-heteroseksuelle. Problemet med Sex Education er, at den er så åbenlyst konstrueret og usubtil, og tilbyder en fuldstændig påklistret og kunstig repræsentation af nutidens ungdom og samfund – uden rod i virkeligheden.

Hvis Nunn i det mindste havde haft et humoristisk twist til sit korstog mod seksuel diskrimination og intolerance, så kunne dette have været virkelig underholdende. I stedet er hun didaktisk, og serverer os nogle ekstremt karikerede personer; primært repræsenteret ved de nytilkomne figurer Abbie (Anthony Lexa) og Roman (Felix Mufti).

Parret er skolens “konge” og “dronning”, og eleverne danser velvilligt efter deres fløjte. Desværre er de begge mere dumsmarte end interessante og inkluderende. Dialogen mellem dem bærer oftere præg af småbørn, der skændes i sandkassen, end teenagere, der nærmer sig tyverne.

Forladt seriens præmis

Nunn har fuldstændig smidt det originale koncept på porten, og dermed også fjernet seriens legende og humoristiske kant.

Det eneste interessante ved den sidste sæson er den (stadig) intense dynamik mellem Maeve og Otis, som har haft et had-/kærligheds-forhold gennem hele serien, men nu forsøger at etablere et vaklende langdistanceforhold. Derudover er Adams indre rejse fascinerende og ægte bevægende – og føles ikke mindst overbevisende.

Som søn af den brovtende, über-maskuline forstander Groff, forsøger Adam nu at komme overens med sin barndom, sit eget selvbillede, og at få et slags “normaliseret” forhold til sit dybt angrende (og akavede, men charmerende) far.

Ind i mellem er der selvfølgelig stadig perleglimt i serien, hvor den viser tegn på fordums storhed og bliver aktuel. I denne sæson er det faktisk kun episoden, der centrerer sig om en tragisk begravelse, der resonerer, og giver figurerne tiltrængt dybde.

Punktum, finale

Nunn proklamerede i sommer, at den fjerde sæson bliver den sidste, og det er nok bedst sådan. Ud over at serien nu har en aktivistisk, reaktionær dagsorden og (stort set) har opgivet sit humoristiske twist, er skuespillerne tæt på 30 nu, og ser derfor klart for gamle ud til at portrættere 17-18-årige.

Det er dog ikke kun skuespillerne, der er udløbet, men dramaturgien er træg og haltende i sidste sæson. En spilletid på godt otte timer er ganske enkelt for meget til et plot, der ofte træder vande. Især den fjollede konflikt mellem Otis og O er dårligt funderet og langtrukken.

Selvom serien i princippet tager flere vigtige temaer op, så gør det kun sagen, som serieskaber Nunn desperat forsøger at fremhæve, en bjørnetjeneste ved at præsentere tingene så kunstigt og konstrueret. Det hjælper kun meget lidt med gode intentioner, når slutproduktet hverken føles ægte, interessant, sjovt eller underholdende – og så har man faktisk skudt forbi målet. 2 stjerner.

4. sæson får Europa-premiere den 21. september. Anmeldelsen er baseret på alle episoder.