Anmeldelse: Shardlake, sæson 1

Sean Bean er, trods sine mange filmroller, nok mest kendt for sin fascinerende (hovedløse) hovedrolle i den episke fantasyserie Game of Thrones.

På trods af sin relativt korte optræden gjorde han et uudsletteligt indtryk som den egensindige Ned Stark. Nu vender Bean tilbage i serieformat, denne gang i Disney+’s historiske mordmysterie Shardlake.

Men gør han virkelig det, eller er vi blevet ført bag lyset af Disneys magtfulde og smarte marketingapparat? Det er rigtigt, at Bean optræder øverst på plakaten og får masser af plads i traileren, men i selve serien er hans tilstedeværelse begrænset til et par minutters scenetid.

Den originale serie er baseret på en romanserie af britiske C.J. Sansom og har til hensigt at servere os et klassisk mordmysterium, pakket ind i en historisk ramme, der udspiller sig i den sene middelalder/tidlige renæssance.

 

På de britiske øer sidder kongen, der ikke går af vejen for at hugge hovedet af sine koner (ja, i flertal!), kong Henrik VIII (1491-1547). Vi træder ind i historien kort efter, at den lykkelige Henry har skilt hovedet fra kroppen på sin anden kone, Anne Boleyn, i det Herrens år 1536.

En mørk og regnfuld nat bliver der begået et bestialsk mord i et afsidesliggende kloster på den forblæste britiske kyst, Scarnsea. Offeret er Lord Singleton, en personlig kommissær for kongen og kongens højre hånd, den egenrådige Lord Thomas Cromwell (Sean Bean).

Der er optræk til krig ved hoffet, da Cromwell hører om mordet fra sin lydige tjener Jack Barak (Anthony Boyle, Masters of the Air). Cromwell proklamerer, at retfærdigheden vil ske fyldest, og hoveder vil rulle. Sagen bliver særlig pikant, da mordet fandt sted i et kloster, mens kongens stab er i fuld gang med deres reformation og modernisering af staten, hvilket inkluderer en massiv lukning af klostre og overførsel af magt (og midler) fra kirken til staten.

Manden, der skal løse mordgåden, er ingen ringere end Matthew Shardlake (Arthur Hughes), en genial advokat og retskaffen efterforsker, som personligt er hæmmet af sit handicap. Han er portrætteret som den moderne version af en klog Sherlock Holmes, men “påfuglen” Barak er bestemt ikke hans Watson.

Jo dybere Shardlake graver i den beskidte sag, jo mere aner han konturerne af en større sammensværgelse med forgreninger højt oppe. Der er mange, der ser det som en god ting at slippe af med besværlige mennesker (faktisk stiger mordbølgen i et tempo, der ikke er set siden de svenske forstæder i dag), med den igangværende magtkamp mellem kronen og kirken som en rød tråd, og endda med forgreninger til henrettelsen af Boleyn og hendes (påståede) elsker.

Cromwell efterlader aldrig tvivl om sin dobbelte agenda: Løs mordgåden, og luk klosteret – hvilket ikke ligefrem baner vejen for et frugtbart mordefterforskningssamarbejde mellem Shardlak og de mistænksomme, ængstelige munke.

Hele serien stinker af mystik, konspiration, gejstlig magt og middelalderlig vold – tydeligvis stærkt inspireret af klassikeren Rosens Navn (The Name of the Rose – 1986, med Sean Connery i hovedrollen). Men ak, uanset hvor meget Shardlake stræber, når den aldrig Umberto Ecos mesterværk til sokkeholderne.

Hughes gør et solidt stykke arbejde som en kompromisløs mand på jagt efter sandheden, men Boyle har fået den noget ubarmhjertige rolle som tredje hjul. Selv et sidespor, hvor han falder for den smukke Alice (Ruby A. Serkis), retfærdiggør ikke hans karakters store plads. Vi ville gerne se meget mere til Beans Cromwell, for når han er med, funkler det! Men det har filmselskabet nok ikke haft budget til, hvilket også er tydeligt i hele produktionen.

Her burde være mere end rigeligt stof til en helt igennem spændende krimi, ikke mindst når fortællingen toppes med en spændende historisk ramme, men instruktør Justin Chadwick (The Other Boleyn Girl) og manuskriptforfatter Stephen Butchard får det desværre aldrig til rigtig at syde i serien.

Selve efterforskningen er for simpel og lidt tilfældig, det konstante skænderi mellem den besindige Shardlake og den flamboyante karriereklatrer Barak virker konstrueret, og det ofte irriterende musikspor insisterer konstant på, at NU er det skræmmende – ofte ledsaget af et flammende lynnedslag.

Klipningen og fortællestilen giver os associationer til letbenede krimifilm for unge. Men vi tvivler på, at selv de vil være særligt interesserede i sodomi blandt middelaldermunke?

I stedet for den oprindelige, lidt udefinerbare mystik, der omgiver Rosens Navn, får vi en helt generisk, klassisk britisk krimi, som (hvis der ikke var sværd og munke involveret) lige så godt kunne have foregået i en nutidig trist lille by i England. Den slags hvor vi får en gammel tante, eller en fordrukken mand med hat og overskæg, som skal opklare et tilsyneladende uløseligt mord.

En tretten på dusinet thriller af den slags vi bliver oversvømmet med når påsken nærmer sig. Ikke ligefrem dårlig, men i bund og grund lidt kedelig og helt igennem middelmådig. Noget, vi også belønner Shardlake med – 3 meget middelmådige stjerner.

PS! Sæsonen er baseret på Sansoms første Shardlake-roman- han har skrevet syv af dem…

Shardlake kan streames på Disney+ fra den 1. maj, når hele sæsonen udkommer. Denne anmeldelse er baseret på alle fire episoder.