Anmeldelse: Sherlock Holmes: Skyggespillet

Da det i sin tid kom frem, at amerikanerne – godt nok med en britisk instruktør (Guy Ritchie) – var i færd med at filmatisere det ærkebritiske nationalklenodie Sherlock Holmes, var der ikke mangel på skeptikere, som ytrede sig mod en ødelæggelse af Sir Arthur Conan Doyles elskede skikkelse. Efter premieren på den første film fik mange af Doyle-fanatikerne vand på deres mølle, og spørgsmålet er så, om ikke efterfølgeren har udløst en syndflod!

For tiden går der en tv-serie om vores ven Sherlock Holmes, der foregår i nutiden, mens stilen og fortællingernes elementer er baseret på Conan Doyles historier. I den anden ende af skalaen befinder Ritchies Holmes-film sig. Her befinder vi os fortsat i slutningen af 1800-tallet, men helten, selveste mesterdetektiven, er ændret til en pralende, vulgær, fordrukken cowboy – og i Skyggespillets tilfælde den rene storspion og superhelt! For mange traditionelle erklærede fans af Sir Arthur Conan Doyles bøger vil 2012-udgaven nok ikke falde i god jord. For os lidt mere distancerede fans er det blevet en visuel nydelse, præget af glimrende skuespil og et intrikat, men (meget) søgt plot.

Vi kender alle historien om mesterdetektiven fra Baker Street. Omkring halvtreds noveller, bøger og utallige film har indprentet os en sofistikeret og distingveret gentleman med en lynhurtig hjerne, som kan resonere sig frem til det utroligste ud fra de mindste detaljer; det hele, mens han fornøjet patter på sin pibe og spiller sørgmodigt på sin violin. Men så kom Robert Downey Jr. ind på banen!

Hvor første film var præget af spektakulær scenografi, barske replikker, aggressiv klipning og en hel del brug af slowmotion, så virker det, som om Ritchie har bestemt sig for, at den anden film skal gå kontinuerlig på speed (et centralnervesystem-stimulerende stof, som filmens hovedrolleindehaver sikkert er bekendt med). Her kommer Holmes som den rene storspion, idet han skal afværge intet mindre end første verdenskrig! Vi befinder os i slutningen af 1800-tallet, og Holmes må nedkæmpe professor Moriarty (en god Jared Harris) med storhedsvanvittige planer, som er en klassisk Bond-skurk værdig. Scenografi og special effects er fortsat fuldkomne, og Downey Jr. gør det, han er bedst til – spiller en pralende, overlegen og oversmart excentriker; altid klar med en skarp replik. Men Ritchie har nu fjernet sig næsten fuldstændig fra Conan Doyles Holmes, og hvis du ikke kan acceptere det – så lad være med at se filmen!

Vi bliver serveret for et plot så overlæsset og adrenalinpumpet, at visse superheltefilm blegner, og herudover læsser Ritchie på med slowmotion-kampscener en masse med god koreografi! Downey Jr. har taget lidt med sig fra den excentriske, usympatiske og tørre Tony Stark fra Iron Man, uden at gøre ham karikeret, kun betydeligt mere fysisk og menneskelig med alle de svagheder, det indebærer. Holmes er en person, vi hepper på og føler med. Selv Jude Law leverer her en nok så træfsikker tolkning af den noget mere distingverede Dr. Watson. Vi ville dog ønske, at Rachel McAdams havde fået en større rolle som den smukke, men ak så farlige femme fatale. Intet galt med Noomi Rapace, men her spiller hun bestemt andenviolin. Derudover burde man have nedtonet de humoristiske elementer en del.

Spænd sikkerhedsbæltet, fyld skålen med snacks og glasset med store mængder af iskold øl, og gør dig klar til to timer med ren popcorn-underholdning med Downey Jr. på speed – du vil garanteret få en meget underholdende (om end let) filmoplevelse. Fire stjerner!

Lydsporet (dts-HD) er der absolut intet at udsætte på, billedkvaliteten er også rigtig god, men kontrasten svigter lidt i de mørkeste scener. Bonusmaterialet byder på BD-Live, billede-i-billede, stills, storyboard og fokus på nøglescener – men desværre ingen fuldstændig bag-om-filmen.