Anmeldelse: Sin City: A Dame to Kill For

I Sin City: A Dame to Kill For knyttes en række af Frank Millers klassiske fortællinger sammen med nye historier, hvor storbyens hårdkogte elementer støder sammen med deres mest forhadte fjender, og hvem der ellers måtte komme i vejen.

Vi møder bl.a. gambleren Johnny (Gordon-Levitt), der udfordrer den onde senator Roark (Boothe) i poker; Dwight (Brolin), der bliver en brik i hans gamle flamme Avas (Green) farlige spil; og Nancy, der er besat af at hævne Hartigan (Willis); mens Marv (Rourke) bare leder efter en grund til at gå amok.

Filmfortællingen fungerer bedst med de nye figurer, og det er især to historier, der rammer rigtigt. Den første er forholdet mellem Dwight og Ava, der udfolder sig som en klassisk had/kærlighedsaffære, der jo sjældent får et behageligt udfald. Både Josh Brolin og Eva Green gør en god indsats i rollerne, og især Green imponerer som klassisk femme fatale med et usædvanlig farligt temperament. Her folder hun sig virkelig ud og viser, at hun har et stort repertoire at spille på.

Den anden historie, der rammer rigtigt, er det forstyrrede forhold mellem gambleren Johnny og hans far, senator Roark, som også var med i den første film. Joseph Gordon-Levitt er strålende som både sej og sårbar hasardspiller, mens Powers Boothe yder en sjældent god præstation som den inkarnerede ondskab.

Mange af de gamle figurer er sådan set behagelige gensyn, der fungerer som kontinuitetsbærere mellem de to film, men nogle af indslagene virker relativt unødvendige. Især kunstgrebet med at gense Bruce Willis’ figur, Hartigan.

Instruktørerne Robert Rodriguez og Frank Miller har stadig et bundsolidt greb om det visuelle udtryk. Den stiliserede brug af sort-hvid blandet op med enkelte farveelementer fungerer fortsat rigtig godt, og den legende kameraføring giver stærke associationer til tegnefilmenes verden.

Det, der skuffer, er at udviklingen siden den første film er meget begrænset. Æstetikken er fuldstændig den samme, men her – næsten ti år senere – ville en forædling af udtrykket have været mere spændende. Det samme gælder historiefortællingen, der heller ikke evner at overgå forgængeren, men lægger sig meget tæt op ad den.

Det er det, er skuffende ved Sin City: A Dame to Kill For: Filmen er ikke særlig interessant, når den ligger så tæt på originalen. Selvfølgelig skal den vurderes for sig selv, men det er grundlæggende en lidt skuffende og ligegyldig oplevelse, selv om det ser fantastisk ud. Fire stjerner.

Blu-ray-udgivelsen er strålende, selv om der ikke er noget ekstramateriale, som kunne have kastet lidt lys over den utrolige produktion. Både lyd (dts-MA 5.1) og 3D-billede er udsøgt og helt i tråd med det heftige audiovisuelle udtryk.