Anmeldelse: Skruk

Netop nu ser det sort ud med produktionen af nye danske TV-serier og film fra Netflix, og det er synd, for der er kommet meget godt ud af det partnerskab – men Skruk er absolut ikke et af højdepunkterne.

For nylig kunne vi på Viaplay se Pia Tjelta som fertilitetslæge i dramaet Made in Oslo. Netflix har valgt en mere komisk vinkling af konceptet.

Romantiske komedier anses som amerikanernes paradedisciplin, men også i Norden er der fremkommet en betydelig mængde noget mere jordnære film og serier inden for genren.

 

Skruk handler om fertilitetslægen Nana (Josephine Park, Doggystyle) og hendes hverdagsliv. Nana arbejder på en af Københavns førende fertilitetsklinikker, hun er single, arbejdsnarkoman og barnløs, og nærmer sig  faretruende de 40 år. Da hun indser, at hun kun har ca. seks måneder til at blive gravid, melder desperationen sig.

Under et heftigt drukgilde på kontoret (!) sammen med receptionisten Olivia bestemmer Nana sig for en kreativ genvej. Hun ved, at ungdomskæresten Mathias (Sears) for nylig har doneret sæd, og da hun skal låse sædbanken af, ser hun sit snit til at stjæle en portion af hans “svømmere” og inseminere sig selv. Lad forviklingerne begynde!

Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer har skabt og instrueret serien, og de forsøger da heller ikke at fremstille Skruk som andet end det, den er: En småfornøjelig og meget letfordøjelig romantisk komedie uden andre ambitioner end at underholde Netflix’ brogede abonnentsskare i knap tre timer.

Desværre har de gjort det for let for sig selv. Vi forventer godt nok ikke, at en letbenet romantisk komedie skal være nyskabende og frygtelig original, men her burde man have set en ekstra gang på karakterudviklingen og strammet op på manuskriptet. Vi er overbevist om, at serien ville fungere bedre som en spillefilm på knap to timer.

Josephine Park er uden tvivl seriens stærkeste kort (med Charlotte Munck som ufrivilligt sidekick), og hun giver da også en solid og livsbekræftende tolkning af den lettere frustrerede, tilsyneladende succesrige arbejdsnarkoman og lystløgner. En figur, som har mange lighedstræk med hovedrollen i en anden Netflix-serie, den norske Hjem til jul. I Hjem til jul møder vi den midaldrende Johanne, som er på en desperat jagt efter en livspartner, mens hun på charmerende vis vimser af sted og lader sig trække dybere og dybere ind i forviklingerne.

Også Nana tager mange mærkelige valg, flere af dem lige lovlig konstruerede og knap så subtile. Hendes klienter er da heller ikke helt almindelige, men temmelig løjerlige og virker, som om de er skrevet ind i manuskriptet for at skabe dramaturgisk fremgang og komik. Indimellem morsomt og smågrinagtigt, men der er for langt mellem de store latterbrøl. Nanas desperate partnerjagt er heller ikke helt troværdig, og vi har ofte svært ved at tro på hendes strabadser og valg.

Skruk er endt med at blive en småfornøjelig og højst ufarlig lille feelgood-serie, som du med fordel kan binge på en regntung sommeraften. Serien er tydeligvis produceret med hjertet på rette sted, men forvent ikke, at glæden varer lige så længe som et svangerskab – den her glemmer du nok relativt hurtigt. Tre stærke stjerner.

Serien havde premiere den 8. juni.