Anmeldelse: Skyfall

I sin tredje film som den ærkebritiske topagent 007 befæster Daniel Craig sig for alvor i rollen. Med et glimrende manus og en subtil instruktion fra Sam Mendes, taler vi faktisk om en af tidernes bedste 007-film; og Craig skubber nu både Dalton og Connery af tronen!

Med Casino Royale (2006) rebootede Broccoli-familien og Daniel Craig-franchisen og ud kom en revitaliseret, moderne og faktisk mere tilbage til rødderne agent, som til fulde viste, at 007 forsat var i live. Pludselig glemte vi helt, at vi over en periode på 12 år havde haft en lapset, skvattet og irriterende humoristisk version af Ian Flemings legendariske agent, i Roger Moores skikkelse. Med Timothy Dalton var det igen tilbage til rødderne, men efter ham kom Pierce Brosnan ind som en slag hybrid mellem Dalton og Moore, så absolut ingen krise, men under hans periode (fire film) var der idétørke og famlen i mørket med at tilpasse 007 til et liv efter den kolde krig, som gjorde, at vi stort set kun fik middelmådige film. Med Craig på banen stod hylekoret i kø, selv hos undertegnede var skepsissen til at tage og føle på – men hold op hvor gjorde han al skepsis til skamme!

Efter at Bond brugte de to foregående film til at bekæmpe det verdensomspændende forbrydersyndikat Quantum, er han nu klar til nye opgaver. Skyfall begynder med, at en ukendt terroristorganisation får fat i den kodede liste over alle NATO-agenter, som arbejder undercover i terroristorganisationer verden over. Skudt af sine egne, og med svigtende selvværd og sundhed, vender han tilbage til London, efter at MI6´shovedkvarter springes i luften. Antaget død og ude af aktiv tjeneste må Bond gennem et omfattende testprogram for igen at blive aktiv, og det hjælper ikke, at M´s nye politiske chef, Ralph Fiennes, ikke netop viser tillid til den aldrende agent.

Broccolifamilien har lavet et strategisk meget vellykket valg med Sam Mendes i instruktørstolen. Manden bag American Beauty og Road to Perdition har langt fra erfaring med store blockbusterproduktioner, og indenfor actiongenren har han kun lavet Jarhead, som mere er et menneskeligt drama end action. Så et mildt sagt dristigt valg var det, som viste sig at passe som hånd i handske med ”nye” Bond.

Det begyndte allerede med Casino Royale, vi så en mere menneskelig og sårbar 007, som var lidt mere træt, fik smerter og blødte efter en kamp, kæmpede med indre dæmoner og dæmpede livets hårde realiteter med læskende Martins (som denne gang for øvrigt er byttet ud med forfriskende Heineken). Når Bond nu skal restituere sig, er han mere sårbar og menneskelig end nogensinde, han klarer ikke testen, men M vælger alligevel at sætte ham ind i jagten på superskurken i Javeir Bardems herlige outrerede skikkelse. Det er ikke selve plottet i sig selv, som gør Skyfall så eklatant meget bedre end de fleste Bond-film, for her er man næsten tilbage til rødderne med ”gal” mand, som søger verdensherredømme, men manuskriptets fokus og Mendes´ øje for den menneskelige faktor. Tag det helt med ro, 007 er ikke gået hen og blevet et grædende husmordrama, der er fortsat rigelige doser med action, og 007 rejser verden rundt på eksklusive locations, mens han forfører damer, skyder skurke og drikker sin kolde Heineken. Til og med London får sin velfortjente plads i denne film.

Det menneskelige drama kommer fuldt ud, idet det viser sig, at Bardem er en skygge fra fortiden til en af hovedpersonerne, og at det ikke kun er drømmen om verdensherredømmet, som ligger bag hans fanatiske korstog mod MI6. Selv M har nogle djævle på lur, og mod slutningen trækker vi os tilbage til James´ beskyttede barndom, hvor han fik varige spor, spor som ledte ham til at blive den agent, han er i dag. Det er her Craig brillerer, når det gælder actionscener, er han fuldt på højde med tidligere Bonds (dog betydeligt bedre koreograferet), men med hans lidt trætte ”bokseransigt” og sårbare øjne tilfører han serien noget helt nyt. Og når manuskriptet bliver så godt som i Skyfall, meget bedre end Quantum of Solace, får han også noget at spille på. Samtidig er birollerne betydeligt mere kødfulde, ikke mindst får Judi Dench lov at brillere som den standhaftige og handlekraftige dame i en mandsdomineret verden, og den tørre Q (Whishaw) er et fund i forhold til den mere tåbeligt komiske John Cleese. Bardem er den mest komplekse og interessante Bond-skurk i årtier og spiller ham med sædvanlig arrogance og modbydelighed; godt hjulpet af glimrende replikker. Selv Bond-pigerne får deres tildelte tid, men vær aldrig i tvivl – dette er Daniel Craigs film.

Det var meningen, at Die Another Day skulle være en hommage til Bonds fortid, i så henseende lykkes Skyfall meget bedre. Her trækkes der stadig veksler på fortiden, og selv selvironien er på plads (som den nye Q siger: ”An exploding pen? We don´t really do that sort of thing any more”) og gamle klenodier trækkes frem fra skyggerne. Teknisk er filmen noget af det lækreste, vi har set indenfor genren, med foto af Roger Deakins, som tager pusten fra dig, så vel som nærgående kampscener som over Mellemøstens tag og de skotske heder. Vi siger ja tak til mere Bond og mere Mendes! Med Skyfall har Craig til fulde befæstet sin position som den nye Bond, og nu da teamet omkring ham er skiftet ud, er han klar til igen at beskytte Queen and country – vi glæder os allerede til næste film. LØB HEN OG KØB!

Fra en film af en sådan kaliber forventer vi top kvalitet på både lyd og billede, lydsporet (dts-HD-MA) indfrier til fulde, med et rigt lydbillede og et udsøgt detaljeniveau. Billedkvaliteten er også meget god, i alle de mørke scener er enhver detalje skarp og tydelig, men vi savner lige det sidste, for at vi kan forsvare seks stjerner. Der er lidt for lidt punch i billedet. Bonusmaterialet på Quantum of Solace var mildt sagt mangelfuldt, og denne gang har MGM taget kritikken til følge. To flotte og informative kommentarspor med bl.a. producenterne og instruktøren. Specielt Mendes byder på en meget detaljeret beskrivelse og uddybning af de forskellige scener. Men selve rosinen i pølseenden er alle de gode minidokumentarer, som (14 i alt) byder på et blik bag kulissen i alt fra den forførende åbningsscene, via actionscenerne, de eksotiske locations, kvinden, musikken og til et blik ind i fremtiden.

Filmografi (udvalgte) Daniel Craig

• Skyfall (2012)
• The Girl with the Dragon Tattoo (2011)
• På eventyr med Tintin – Enhjørningens hemmelighet (2011)
• Dream House (2011)
• Cowboys & Aliens (2011)
• Defiance (2008)
• Quantum of Solace (2008)
• Det gylne kompasset (2007)
• The Invasion (2007)
• Casino Royale (2006)
• Infamous (2006)
• München (2005)
• Enduring Love (2004)
• Road to Perdition (2002)
• Tomb Raider (2001)
• I Dreamed of Africa (2000)
• Elizabeth (1998)
• The Ice House (1997)