Anmeldelse: Snabba Cash, 1. sæson

Der er efterhånden 15 år siden, den svenske forfatter Jens Lapidus fik sit internationale gennembrud med Snabba Cash, en roman om den økonomistuderende JW Westlund, der levede et intenst dobbeltliv med den ene fod i det blaserte, posh miljø omkring Stureplan og den anden fod solidt plantet i Stockholms kriminelle underverden.

Et nyt Sverige

Manuskriptet til den nye serie står Oskar Söderlund for. Desværre henfalder han til noget repetitive dialoger og efterhånden stagnerende handling og personudvikling.

I et interview i Dagens Næringsliv sagde Söderlund for nylig:

“Filmen Snabba Cash var et nyt blik på Sverige, men også historien om et nyt Sverige. Ti år senere har vi igen et nyt Sverige. Den kriminelle verden ser ikke ud, som den gjorde i den gamle Snabba Cash, og det gør overklassen heller ikke.”

Instruktør Jesper Ganslandt supplerer:

“Vi indså hurtigt, at vi var nødt til at sætte handling i et iværksættermiljø. Frem for alt er det yngre, hurtigere og mere voldsomt.”

Serien er ikke en direkte fortsættelse af handlingen i filmene og handler heller ikke om de samme karakterer, idet hele persongalleriet er skiftet ud. Men tematikken er den samme, idet hovedpersonen står med én fod i Stockholms økonomiske kredse (denne gang iværksættermiljøet), mens fortiden knytter hende ubønhørligt til indvandrerbander og kriminalitet.

Og ja, Lapidus, Söderlund og Ganslandt har gjort serien hurtigere, hårdere og mere intens og voldelig end filmene.

Det første offer: Sandheden

I centrum af begivenhederne står alenemoren Leya (Ahmad), der forsøger at balancere en økonomisk trang forstadshverdag sammen med sønnen Sami og så hendes afdøde mands fucked up familie fra Stockholms hårdkogte kriminelle bandemiljø, hvor kampen om stoffer og territorium driver værket, og andres liv ikke har nogen værdi.

Hendes afdøde mands bror Ravy (Bozela) sælger stoffer, mord og alle andre tænkelige tjenester, der kan købes for penge. En af Ravys “disciple” er den tilsyneladende følelsesmæssigt afstumpede Salim (Abdallah), som tager livet af bandens kriminelle konkurrenter lige så selvfølgeligt, som man køber dagligvarer – bare endnu en helt almindelig dag på arbejdet. Privat er han derimod kærlig over for sin familie, giver den som smørsanger til bryllupper og charmerer de små børn.

Salim og Leya mødes, og der opstår en heftig, omend tøvende romance. Salim er den mest aktive part, men Leya lader sig også charmere af ham – uden at ane noget om hans problematiske dobbeltliv. Forholdet tvinger Salim til at granske sit eget liv, og som et resultat prøver han forsigtigt at komme ud af den destruktive, tomme livsstil. Men det er lettere sagt end gjort …

Samtidig drages den udadtil seje teenageknægt Tim (Alarik) af det korrumperede bandemiljø og rekrutteres som narkokurér for Ravy & Co. Også her er det status, penge og position, der tiltrækker ham til det fordærvede liv, alt imens hans tøffelhelt af en far ikke aner uråd.

Fælles for dem alle er, at sandheden bliver det første offer i jagten på hurtige penge, magt og status.

Lidt påtaget sejt

Snabba Cash er langtfra lige så cool og chokerende som den norske Exit, men nok en tand mere jordnær. Det er en hverdag, der både er ukendt for og langt fra den jævne skandinavs liv, hvor vi møder relativt desperate kriminelle på gadeplan, der er villige til at gøre alt og ofre alt og alle for at komme frem i verden.

Det mest interessante aspekt ved serien er, at Leya ikke er nogen arketypisk, hardcore pengejæger, der kun har ét mål i livet: At blive så rig som muligt så hurtigt som muligt. Tværtimod, hendes dragning mod rigdom bunder i, at hun gerne vil sikre sin søn et bedre, mere trygt liv og blive økonomisk uafhængig af det narkomiljø, der er forbundet med hendes afdøde mand.

Evin Ahmad yder en formidabel præstation som denne sært komplekse person, der er splittet mellem to verdener – og mest af alt vil ud. Desværre henfalder manuskriptforfatterne lidt for ofte til forenklinger og stereotyper, så hendes valg både virker underlige og umotiverede; de skal mere drive handlingen fremad end gøre personen hel og troværdig.

Det største problem i vores øjne er dog den nyrige tech-grundlægger Tomas Storm (Sarri), der vil “redde” Leya og hjælpe hendes tech-drøm igennem etableringsfasen med finansiering og netværk. Storm er en så over-cool og latterligt stereotyp nyrig, wannabe tech-mogul med svulstige pep-talks, at vi krummer tæer.

Mange af Ravys lejesoldater er også alt for endimensionelle og ensformigt karikerede. De er påtaget hårde i filten og enerverende på grænsen til det parodiske. Vi er godt klar over, at sproget i kriminelle indvandrerbander ikke kan sammenlignes med konversationen i de bedre kredse, men der må da være grænser for “jeg knepper dig i munden” og “fucking fisse”.

Effektivt formsprog

Selv om personerne er lidt for flade og stereotype, så har Snabba Cash mange gode filmiske kvaliteter, og vi bliver indimellem rigtig godt underholdt, så pulsen stiger.

Klipningen er hurtig og effektiv, og passer godt til personernes kaotiske hverdag og “arbejdsliv”. Det moderne soundtrack er heftigt og fængende, og fotograferingen og formsproget står bestemt ikke tilbage for tilsvarende amerikanske serier.

Vi bliver revet med af det hvirvlende forhold mellem Leya og Salim, men også irriteret over de mange letkøbte plotløsninger, den repetitive handling og det lige lovlig karikerede persongalleri. Fire svage stjerner til en serie, som vi gerne tager et gensyn med.

Hele 1. sæson kan streames på Netflix fra den 7. april.