Jo Nesbø er en af Skandinaviens bedst sælgende forfattere. Hans krimiserie om den fordrukne politimand Harry Hole er oversat til mere end halvtreds (!) sprog, og efter succesen med Headhunters var det kun et spørgsmål om tid, før Hollywood bankede på døren.
Scorsese på banen
I 2011 kom selveste Martin Scorsese med et ønske om at instruere Snemanden (den syvende bog i Hole-serien). Senere sprang han fra, men fortsatte sammen med bl.a. Nesbø som producent og overlod instruktørjobbet til svenske Tomas Alfredson (Lad den rette komme ind, Dame, konge, es, spion).
Og bare så vi har det på plads: Vi har ikke læst bogen, ej heller nogen af de andre i Hole-serien, men hvis filmens kvalitet afspejler bøgernes, er det nok ikke nogen katastrofe.
Klicheer som perler på en snor
Harry Hole er en erfaren efterforskere ved Oslos politi og har alle de karakteristiske klicheer, der hører til anti-helte inden for krimigenren. Han er stærkt alkoholiseret (hvilket hans chef ved, men dækker over) og arbejdsnarkoman, han har svært ved langvarige forhold, bor i et muggent hul af en lejlighed og arbejder indimellem på kanten af reglementet. Så langt, så godt – det hører trods alt til præmisset og skyldes nok hovedsagelig kildematerialet.
Fra Bergen overføres efterforskeren Katrine Bratt (svenske Rebecca Ferguson, Mission: Impossible – Rogue Nation) med en bunke uopklarede mordsager, hvor fællesnævneren er kvinder med børn. Det står hurtigt klart, at Katrine skjuler noget for Harry. Samtidig modtager han et mærkeligt brev fra en, der åbenbart holder øje med ham, signeret med en snemand. Og i baggrunden arbejder den sleske finansmand Arve Støp (Simmons) på at sikre Oslo det næste ski-VM.
Billedskøn norsk natur, men …
Snemanden byder på billedskønne naturbilleder fra Norge og kan sikkert bidrage til øget turisme. Men den historie, vi får serveret, er søgt, utroværdig og ufattelig uspændende. Hole jagter trods alt en bestialsk seriemorder, men dramaturgien minder mere om kardiogrammet for en døende hjertepatient.
Alfredson udtaler selv i et interview med NRK, at de fik alt for travlt under indspilningen, så de manglede 10-15 procent af historien, da de skulle sætte den sammen i klipperummet. Hvilket filmen da også bærer præg af.
Selve politiarbejdet er nærmest en parodi, hvor man falder over løsninger og svar. Noget af det “sjoveste” er, hvordan de kommer frem til, hvornår morderen slår til, nemlig når den første sne falder – som om der ikke var hundrede andre fællestræk. Brikkerne falder bare på plads, uden at vi som seere er med i processen, og ofte sidder vi tilbage med et stort “hvorfor?”.
Haltende tempo
Det hele lunter af sted med en usammenhængende handling, hvor mange ting sker uden forklaring og/eller opfølgning. Det er muligt, at bogen er så omfattende, at den ville egne sig bedre som tv-serie, men det burde være muligt at få et godt filmmanuskript ud af en bestseller-roman.
Teknologisk virker det, som om Snemand foregår i 1990’erne. Harry bliver fuldstændig blæst omkuld over, at lægen kan bestille en recept via mobilen, mens Oslos politi netop har investeret i en ny, “banebrydende” teknologi: En forvokset ultrabook/tablet, som både kan gemme filer, gå på nettet og optage film. Wow!
Skuespillerne leverer generelt udmærkede præstationer, men Val Kilmer er en omvandrende katastrofe. Hvad i verden tænkte de på? Michael Fassbender er derimod solid som den udkørte, hårdtarbejdende politimand, der aldrig giver op.
Fassbender, der har film som Macbeth, 12 Years a Slave og The Light Between Oceans på cv’et, er en af vor tids førende karakterskuespillere. På trods af det slappe og overfladiske manuskript giver han såre tiltrængt liv til Harry Hole. Rebecca Ferguson gør et overbevisende indtryk som hans sparringspartner, og Chloë Sevigny er en ren fornøjelse som norsk redneck.
Middelmådigt
Alt i alt er vi er mest forundret over, hvordan man med et så godt udgangspunkt og så dygtige folk både foran og bag kameraet har formået at lave et så fuldstændig middelmådigt produkt. Snemanden minder om en tv-film med et lille budget og små ambitioner, selv om skuespillere og fotografering trækker op.
Meget af forklaringen ligger nok i dårlig forberedelse, og at der er hele 13 producenter, som nok alle ville have deres mening hørt. Det, vi får serveret, er overraskende kedelig dramaturgi og en fraværende spændingskurve.
I lyset af ressourcerne og personerne bag denne store satsning er det et utrolig skuffende resultat. Og argumentet om, at amerikanerne ikke formår at formidle nordisk krimi på autentisk vis, holder ikke; det blev i den grad tilbagevist med den aldeles fortræffelige The Girl With the Dragon Tattoo. Nej, Snemanden fortjener ikke mere end tre svage, middelmådige stjerner. Hvis det er en god krimi, du leder efter, så se hellere en sæson af Bosch.
ja det ikke godt klaret . de formår ikke at vise at harry er en ulv i fåreklæder. det kommer måske en dag.