Anmeldelse: Snesøsteren

At filmselskaberne og streamingtjenesterne gør deres yderste for at kapitalisere på vores mest kommercielle højtid, julen, er almindeligt kendt og ikke det mindste mærkeligt. Det er bare ærgerligt, at størstedelen af de julefilm/serier, der udgives, er masseproduceret, generisk bras.  

Den nye norske Netflix-film Snesøsteren hører bestemt ikke til i denne kategori.  

Baseret på den illustrerede roman (2018) af forfatteren Maja Lunde (Biernes historie) og illustratoren Lisa Aisato, har instruktøren Cecilie A. Mosli (Mammon) og manuskriptforfatterne Lunde og Siv R. Eliassen skabt en helt eventyrlig og vidunderlig julehistorie, der elegant balancerer det triste med underfundig feelgood.  

En ny og meget anderledes juleklassiker er født. 

 

Storslået natur – med et trist bagtæppe

Vi kastes ind i et smukt, autentisk vinterlandskab med storslået nordnorsk natur og dramatiske himmelstrøg, der klæder historien. I den udefinerede mellemstore norske by (hovedparten af filmen er optaget i ‘Nordens Paris’, Tromsø) lærer vi den 11-årige Julian (Mudit Gupta) at kende.  

Der er kun få dage til juleaften, sneen ligger tykt over den pittoreske by, og gågaderne er hyggeligt pyntet op til den forestående højtid. Men Julian lader sig ikke rive med af den euforiske julestemning, ikke engang da hans bedste ven, den eftertænksomme John (Ole S. Øyen), forgæves inviterer ham til sneboldkamp, føler han det mindste spor af livsglæde.  

Selv om der kun er en uge til den magiske juleaften, er Julians hjerne som i en tåge efter hans søsters tragiske sygdom og pludselige død. Et dødsfald så tæt på, at det næsten har lammet hans håbløst godhjertede far (Gunnar Eiriksson, Pørni) og dybt fortvivlede mor (Samsaya).  

Da alt håb om at genfinde julestemningen og få familien tilbage på sporet synes ude, står der pludselig en lille rødtop i den smukkeste røde vinterfrakke og stirrer gennem en gådefuld isrose ind ad vinduet til svømmehallen – og hun vinker febrilsk til Julian. 

Den viltre julerose

Den unge pige, som har de smukkeste juleroser på sine fregnede kinder og et vindende smil fra øre til øre, går under det solide navn Hedvig Hansen (Celina M. Hovland).  

Hun er Julians diametrale modsætning. Fuld af smittende livsglæde, ukueligt gåpåmod og optimisme; samt et brændende ønske om at gøre netop denne dag bedre, smukkere og lykkeligere for sine omgivelser. Uanset om det indbærer en kop varm chokolade, at lytte til din historie eller at give et betagende julekram.  

Unge Hedvig har et overraskende stort og dannet ordforråd og bor i en endnu mere overraskende villa: ‘Villa Kvisten’. Som en ren Villa Villekulla er Villa Kvisten nærmest et lille eventyrslot, proppet med overdådig julepynt, lys, varme og hygge. Hjemme hos Julian er ikke engang adventsstagen kommet frem fra skurets glemsel, så kontrasten slår næsten benene væk under ham, og hans venskab med Hedvig bliver straks cementeret – hun bliver hans ‘snesøster’. 

Men det er meget underligt, at han aldrig møder Hedvigs forældre, og hvad sker der egentlig med de gamle kunstløberskøjter i skuret? Og hvem i alverden er den skumle, skæggede gamle mand (Jan Sælid), der lusker rundt i haven?  

Varmt og følelsesladet om savn

Lunde har skrevet en usædvanligt fængslende, engagerende og dybt følelsesladet bog om livet, om at savne nogen og om, hvordan vi mennesker på forskellig (og uforståelig) vis tackler sorgen.  

Du gladeste jul, hvor har Mosli & Co. været dygtige til at genskabe alle disse komplekse følelser på filmlærredet, endda uden at det føles kunstigt eller overdrevet sentimentalt. Bare ægte, nært, smertefuldt og smukt! Derudover sidder dramaturgien lige i skabet i en film uden dødvande.  

Når historien endda fuldendes med barneskuespil af en anden verden, er en ny juleklassiker født. Det er muligt, at Celina M. Hovland har trådt sine barnesko i diverse børneteatre, men Snesøsteren er i hvert fald hendes debut som filmskuespiller – og hvilken debut! Hedvig er i udgangspunktet en ret karikeret figur, og at få alle nuancer og al medmenneskelighed frem i den (udadtil) så sprudlende pige er en bedrift. Et kunststykke, som den unge Hovland mestrer med bravur.  

Fotograf John-Erling H. Fredriksen tager os helt tæt på karaktererne og giver samtidig plads til, at den voldsomme natur kan udfolde sig. Indimellem kunne vi godt have ønsket os et lidt roligere klip, men det er i småtingsafdelingen.  

Det subtile musikspor sætter os helt sikkert i den rette julestemning, og specialeffekterne er holdt på et behageligt lavt niveau. Samtidig har Mosli ladet de karakteristiske illustrationer af mestertegneren Aisato krydre historien. Det er en historie, der fordrer en hårfin balance mellem hjerteligt drama, fortvivlelse, kriblende glæde og skræmmende spænding. 

Det vanskelige liv

Snesøsteren er ikke en arketypisk julefilm, men snarere en film om savn, sorg og udfordringerne ved at være (med)menneske under selveste Familiehøjtiden med stort »F«.  

I julen forventes det, at man hygger sig med kernefamilien, og det er en højtid, der dermed bliver ekstra krævende for dem, der ikke har nogen at fejre med og som sidder ensomme tilbage. Lige præcis det aspekt rammer Lunde lige på kornet, hun skaber en ægte hverdagshistorie i en højtid, vi alle kan relatere til. Vi vil vove at påstå, at når rulleteksterne er slut, er du blevet et lidt klogere menneske, samtidig med at du er rørt til tårer og hjerteligt underholdt.  

Undertegnede forlod biografen med en klump i halsen, en lille tåre i øjenkrogen – og et stort, varmt smil på læben. 6 stjerner til en ny julestjerne. Glædelig jul!  

Filmen får desværre ikke almindelig biografpremiere, men vil være tilgængelig for Netflix’ globale streaming-publikum fra den 29. november.