Anmeldelse: Snowpiercer, 1. sæson

For første gang gik årets Oscar for bedste film til en ikke-engelsksproget film, da den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho løb med verdens fornemste filmpris for den bitre komedie Parasite.

Tilbage i 2013 instruerede Bong den dystopiske film Snowpiercer. Nu har streaming-giganten Netflix kastet sig over materialet og omdannet filmen til en TV-serie af samme navn. Bong Joon-ho er medforfatter og producent på serien, og det grundlæggende plot er det samme.

 

En kold jordklode

På grund af klimaforandringerne har forskere forsøgt at redde Jorden ved at køle den ned. Hvilket gik helt ad helvede til. Resultatet var, at hele kloden blev en bundfrossen isklump med en gennemsnitlig temperatur på vanvittige -117 grader. Med andre ord ikke ligefrem optimale forhold for liv.

“Løsningen” (for de få, rige udvalgte) er en gigantisk ark i form af et togsæt med 1.001 vogne, som hvileløst suser af sted, rundt og rundt og rundt om Jorden …

Stærkt klassedelt samfund

Da toget, ‘Snowpiercer’, afgik, lykkedes det nogle fra de lavere klasser at kæmpe sig om bord. Enkelte af disse oprørere befinder sig stadig på toget – i de allerbagerste vogne, hvor der mangler både varme, lys og mad. En af dem, den tidligere politimand Andre Layton (Diggs), bliver hentet frem for at undersøge et bestialsk mord på 1. klasse.

Jo længere frem i toget man kommer, jo højere klasse og dermed større komfort, goder og luksus.

Helt forrest sidder isdronningen Melanie Cavill (Connelly) og styrer togsamfundet med distanceret, iskold præcision. Toget holdes i gang af den sagnomspundne ingeniør Mr. Wilford, som har konstrueret en evighedsmaskine som redning for de få tusind overlevende jordboere. Men der er ganske vist ingen, der har set Mr. Wilford i flere år.

I dette absurde samfund har de 3.000 passagerer nu i syv år levet en mere eller mindre “normal” tilværelse. Om bord på toget er der separate vogne med natklub, spa, akvarium, gourmetrestauranter og et slagteri med tilhørende kvægavl. Men uro truer status quo, og mordraten stiger.

Tegneserievold

Historien er baseret på den franske tegneserie Le Transperceneige, og i vanlig tegneseriestil er volden eksplicit, overdrevet og til tider ekstrem. I en af de første episoder forsøger underklassepassagererne at bryde ud for at tvinge sig vej frem i toget/hierarkiet – med et blodbad, der er Caligula værdigt, til følge. Blodsprøjt står op i loftet, idet struber skæres over, og lemmer kappes af.

Det post-apokalyptiske samfund afspejler tiden før frosten – på godt og ondt. Der er intriger, kriminalitet, korruption, jalousi, drab, vold og narkotika, og flere af aktørerne har urent mel i posen. Laytons opgave bliver at opklare mordet, men samtidig gennemskue den megen bullshit – og forhåbentlig hjælpe dem, der stadig sidder i bagerst i toget.

Kritisk dårlige special effects

For en stor, dyr Netflix-produktion anno 2020 er computereffekterne indimellem chokerende dårlige. Idet toget farer gennem islandskabet, får vi glimt af snedækkede bjerge og vidder – der mere ligner plastic end den ægte vare. Så ser interiøret væsentlig bedre og mere ægte ud, men også her skorter det undertiden på kvalitet. Serien ser overraskende “billig” ud og minder lidt for meget om en 90’er-film med lavt budget og ditto ambitioner.

Jennifer Connelly er glimrende som den kyniske, glatte isdronning, der styrer sit lille imperium med jernhård kontrol, konstant tilstedeværelse og et lunt smil. Men bag den perfekte facade gemmer der sig noget helt andet.

Daveed Diggs passer godt til rollen som den lidt lurvede efterforsker med samvittighed og samfundsansvar, men ud over de to hovedroller er det for få interessante karakterer, serien tager sig tid til at udforske. Der er mange biroller, som er der for at fylde tiden ud, uden at bidrage til hverken dramaturgien eller historiens fremskridt. Satiren er aldrig langt væk, men den er for utydelig og unødvendigt nedtonet.

Mangefacetteret plot

Det, der gør serien interessant og værd at se, er at den følger mange spor med en varieret tematik. Der ligger en åbenlys hård kritik af det klassedelte samfund bag fortællingen, mens vi samtidig kommer forbi mere konventionel drabsefterforskning, ledet af den lettere revolutionære Andre, alt sammen iblandet sci-fi-elementer i en stærkt dystopisk indpakning.

Vi bliver fascineret, omend ikke direkte revet med. Hertil er Snowpiercer for ujævn, og enkelte af episoderne kunne med fordel have været beskåret kraftigt.

For fans af postapokalyptiske film og serier er det dog en must-see-serie. Den indeholder tilstrækkelig mange fascinerende elementer og har en underliggende spændingsnerve og mystik. Det er synd, at det teknisk/visuelle halter, og at historien er ujævn, men det er bestemt en serie, vi vil følge med i. Fire stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første syv ud af ti episoder).

1. episode af Snowpiercer havde premiere den 18. maj med en ny episode hver mandag.