Anmeldelse: So Long, Marianne

Den canadiske digter, forfatter og melankolske sanger Leonard Cohen sov stille ind i november 2016. Legenden fra Montreal efterlod sig en unik, særpræget og meget mellemmenneskelig musikalsk skat.

I sine formative år som spirende digter og sanger havde Cohen en intens kærlighedsaffære med norske Marianne Ihlen (1935-2016) – som han senere karakteriserede som sin inspirerende muse.

Nu har den norske instruktør Øystein Karlsen, serieskaberen bag bl.a. Exit og Dag, taget fat på denne fascinerende kærlighedshistorie og tager os med ”bag kulisserne”, i tiden hvor Cohen bliver til en global musikstjerne. I en periode på næsten otte år (1960-67) var de et par; Cohen fungerede endda som stedfar for Ihlens søn fra hendes kortvarige ægteskab med forfatteren Axel Jensen.

Fra strenge Oslo til løsslupne Hydra

Marianne Ihlen (Thea Sofie Loch Næss, The Last Kingdom, Julestorm) kom fra et veludstyret hjem lige syd for Oslo, men lod sig forføre af den åbenmundede og noget pompøse forfatter Axel Jensen (Jonas S. Gravli, 22. july, Ragnarok). Sammen begav de sig (begge i begyndelsen af 20’erne) ud på en selvopdagelsesrejse gennem Europa – med Grækenland som destination.

 

I 1957/58 slog parret sig ned på den eksotiske ø Hydra, omgivet af en flok bohemetyper med en forfatter eller maler i maven. På øen mødte de det australske dysfunktionelle par Clift/Johnson, den svenske forfatter Göran Tunström og Allen Ginsberg.

En flok egocentriske, urealistiske kunstnersjæle, der flyder rundt i deres egen boble og tror, at hele verden står til deres rådighed, og som drukner deres kvaler og dæmoner i en endeløs strøm af billig græsk vin. Og hvis ikke dæmonerne banker på døren, tager de et glas rødvin for at fejre det. På den lokale købmand/bar/restaurant ”Katzika” strækker de deres kreditgrænse til det yderste i håb om at kunne betale, når forlaget (forhåbentlig) udbetaler det næste forskud på den kommende bog.

Jensen ankom til Hydra med det mål at skrive sin næste roman (”Line”) og sidder fordybet i sine egne tanker foran skrivemaskinen hele dagen. Om aftenen vil han ”afreagere”, have fred og ro og holde fest med gutterne – efterfulgt af sex med den kvinde, det lykkes ham at forføre lige den aften. Naturligvis opstår der gnidninger i forholdet – og da han tager til søs (med sin nye flamme, Patricia) kun få måneder efter fødslen af sønnen Axel Jr, indser selv Marianne, at forholdet er gået i stykker.

Ind kommer den brummende, charmerende, blide digter Cohen (Alex Wolff, Oppenheimer).

Den charmerende digter med indre dæmoner

Af frygt for at ende som almindelig arbejder på sin onkels tekstilfabrik i Montréal flygter den unge Cohen til London for at perfektionere sin poesi. Opmuntret af sin støtte Irving Layton (Peter Stormare) rejser han derefter til Hydra for at undslippe det deprimerende vejr på de britiske øer.

Men selvom vejret er bedre i det milde, solrige Middelhav, følger depressionen stadig med.

Med Axel ude af billedet indleder Marianne og Leonard en intens, altopslugende kærlighedsaffære – hvor begge parter går all in. I et frisindet samfund dyrker de kærligheden, livet, stofferne – og sig selv. Den seksuelle revolution fejer hen over Europa, og Hydra er bestemt ingen undtagelse. Set i bakspejlet har Mariannes søn, Axel Jr, nok fået en alt for fri opvækst, hvilket dokumentarfilmen ”Little Axel” (2021) vidner om.

Men Karlsen & Co fokuserer på forholdet mellem de to turtelduer – og et til tider turbulent et af slagsen. Cohen blev mere og mere berømt i løbet af deres tid sammen, og de flyttede mellem Hydra, Oslo, Montreal, New York og tilbage til Hydra igen. Forholdet bar også kunstnerisk frugt, bl.a. (naturligvis) sangen ”So Long, Marianne”, men også andre kendte Cohen-sange som ”Hey, That’s No Way to Say Goodbye” og ”Bird on the Wire”.

Come over to the window, my little darling,
I’d like to try to read your palm.
I used to think I was some kind of Gypsy boy
before I let you take me home.
Now so long, Marianne, it’s time that we began
to laugh and cry and cry and laugh about it all again.

Med omfattende research og et manuskript skrevet af Karlsen, Jo Nesbø og Myanna Buring bliver vi endnu en gang taget med bag de fascinerende kulisser i en afgørende tid, der formede en verdensmusiker.

Et varmt samspil – med følelserne udenpå

Wolff er formidabel som den lidt indadvendte, kejtede og ofte dybt deprimerede Cohen, der konstant er usikker på sig selv og sin egen fremtid, men som alligevel bliver ved med at nedskrive den ene poetiske strofe mere forførende og kærtegnende end den næste. Der er ingen tvivl om, at hans kærlighed til Marianne er helhjertet, men han var også en mand, der kunne lide piger, vin og sang. Deres forhold var bestemt ikke altid en dans på roser…

I sit hippieliv på Hydra, med Marianne på armen, blomstrer han op som kunstner og medmenneske. Selvfølgelig kan man kritisere persongalleriet for at være alt for stereotypt, men hvis der er en gruppe mennesker, der næsten pr. definition er karikerede, så er det vel kunstnere? Hvor de forsøger at sætte ord på deres følelser med store, larmende ord og give livet større mening.

Samspillet mellem ham og den langt mere jordnære Marianne er til at tage og føle på – og Wolff og Næss spiller hinanden godt, samtidig med at de supplerer hinanden; både som mennesketyper, men også som skuespillere. Hun er næsten naivt søgende efter den store kærlighed og frihed, men også sulten efter trygheden i et varigt forhold. Vi vil gerne være en flue på væggen i deres evigt foranderlige forhold.

Samtidig er serien en pirrende rejse tilbage i tiden, til vores nyere historie, hvor verden var mere uskyldig og ”jomfruelig”. Rekvisitøren, kostumedesigneren og fotografen fortjener ros for at have genskabt de frigjorte 1960’ere på en smuk måde.

So Long, Marianne byder på et fremragende manuskript med inderlige replikker, der forsøger at fjerne karakterens arketypiske, destruktive kunstneriske egenskaber og afsløre hendes dybt menneskelige svagheder og indre dæmoner. Men også længslen efter at være vellidt og ønsket, og forsøget på at ”glatte ud” over sine mangler med en ballade på en akustisk guitar. Når det hele er elegant krydret med iørefaldende musik af en af musikkens største maestroer, lader vi os villigt forføre. 5 stjerner.

Serien havde premiere den 21. september. Anmeldelsen er baseret på de første tre (af otte) afsnit.)