Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Solo: A Star Wars Story

Sololøb fra Han Solo

En godkendt udmøntning af Han Solos oprindelse.

Publiceret 16/10/2018 - 13:51
Solo: A Star Wars Story
Tor Aavatsmark

Disney bruger ikke penge for sjov. Da det blev kendt, at de fyrede fire mia. dollars (!) af på Star Wars-rettighederne, blev det hurtigt annonceret, at frekvensen af Stars Wars-film skulle sættes kraftigt i vejret, hvilket også inkluderede spinoffs.

Det første af disse – Rogue One – kom i 2016; en film, der introducerede os for helt nye personer fra en galakse langt, langt borte. Solo derimod giver os historien om en af de mest berømte og ikke mindst charmerende Stars Wars-figurer: Han Solo.

Glimt i øjet

Harrison Ford blev megastjerne efter rollen som Han Solo i de tre oprindelige Star Wars-film; en cowboy med egne regler og et æreskodeks, et glimt i øjet og ikke mindst de saftigste replikker. For os, der var drenge i 1980’erne, var det Han Solo, vi alle sammen ville være, ikke den lidt kedelige og korrekte Luke Skywalker. Den aktuelle film tager sig af hans forhistorie.

Solo: A Star Wars Story har fået den lidt triste etiket “Den-eneste-Star-Wars-film-gennem-tiderne-der-ikke-har-tjent-sig-ind”. Det skyldes nok ikke primært filmens kvalitet, men snarere at markedet formentlig begynder at være mættet af Star Wars-film. Det skal dog siges, at filmen virker underligt neutral.

Rags to riches

På den nedslidte industriplanet Corellia møder vi den unge Han Solo (Ehrenreich), der drømmer om et bedre liv på en anden planet med kæresten Qi’ra (Clarke). Desværre går deres flugtplan ad helvede til, parret bliver adskilt, og Solo (som egentlig ikke hedder Solo) lader sig hverve af Imperiet for at komme tilbage til sin elskede. Endnu en gang går planerne i vasken, og Han møder den skurkagtige Beckett (Harrelson) og ender i en tyvebande med store planer om at stjæle superbrændstof.

Filmens svageste punkt er afgjort plottet. Historien er usædvanligt uoriginal, og mange af scenerne er ren deja-vu i forhold til tidligere Star Wars-film. Desuden bærer produktionen præg af mange omskrivninger af manuskriptet og udskiftning af instruktøren undervejs (hvilket også medførte, at budgettet sprængte alle rammer). Der er lidt for mange nærmest fritstående scener, som ikke helt hænger sammen, og resultatet er haltende dramaturgi. Når det er sagt, så vil du nok sætte pris på dette løsslupne rumeventyr, hvis du er Star Wars-fan.

Han Solo (Alden Ehrenreich) (Foto: Walt Disney)

Løsluppen humor

Solo er langt mere løssluppen end den gennemsnitlige Star Wars-film. Humoren er friskere og frækkere, og de sarkastiske kommentarer falder som perler på en snor – helt i Han Solos ånd. Ehrenreich er dog ikke lige så selvsikker i rollen, som Harrison Ford var. Han er charmerende, men det virker, som om han prøver lidt for hårdt.

Woody Harrelson er derimod strålende som gennemkorrupt småskurk, og Donald Glover glimrer som en meget laidback Lando Calrissian. Emilia “Game of Thrones” Clarke er selvsikker og overbevisende som Qi’ra, men figuren er underlig underudnyttet.

Solo: A Star Wars Story giver os mange fine baggrundsøjeblikke for en af sagaens mest interessante personer, men formår aldrig at vriste sig fri af Star Wars-formlen. Humoren er aldrig langt væk, men kan virke for påtaget; ikke mindst rødstrømperobotten L3-37 bliver efterhånden ret enerverende.

Vi får nogle seje actionscener og en del klassiske Star Wars-øjeblikke, men finalen, hvor alle narrer alle for 117. gang, falder igennem. Disney skulle nok have givet manuskriptet et par omgange mere, før indspilningerne gik i gang. Fire svage stjerner.

<
>
(Foto: Walt Disney)

4K-udgivelsen leverer en billedkvalitet, der slet ikke kan matche de bedste udgivelser. Billedet er generelt for mørkt og gror til, og farverne er overraskende blege. Lydsporet (Dolby Atmos) er heftigt og detaljeret, men for lavt tunet – åbenbart en svaghed i Disney-film. Bonusmaterialet byder på udeladte scener, interviews med skuespillere og instruktør samt otte korte features om alt fra the Millenium Falcon til filmens store togrøveri.

Karakter
Solo: A Star Wars Story

Fakta:

  • 4K UHD BD
  • Release: 27. september 2018
  • Instruktion: Ron Howard
  • Med: Alden Ehrenreich, Woody Harrelson, Emilia Clarke, Donald Glover, Thandie Newton, Paul Bettany
  • Genre: Sci-Fi
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 2:15 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top