Anmeldelse: Soul

Som endnu et filmisk offer for pandemien fik den nye Disney/Pixar-film Soul (Sjæl på dansk) sin biografpremiere aflyst på grund af corona-lukkede biografer. Dermed bliver du nødt til at tegne abonnement på den nye streaming-tjeneste Disney+ for at se filmen – og det er den så absolut også værd!

I modsætning til en anden Disney-film, Mulan, bliver Soul dog inkluderet i den månedlige pris for alle abonnenter fra premieredagen. Mulan blev først lanceret som betalingsfilm på Disney+, efter at Disney valgte at droppe biograflanceringen.

 

Klassikere som perler på en snor

Siden deres første film i spillefilmslængde, Toy Story fra 1995, har det nu Disney-ejede Pixar-studie blændet os med overlegen teknisk kvalitet i deres computeranimerede kunstværker, samtidig med at de formår at kombinere teknisk overlegenhed med gode, medrivende og sjælfulde historier.

De har givet os mesterværker som Find Nemo, Ratatouille, WALL-E, Toy Story 3, Inderst inde og Coco. Alle sammen film, der formår at underholde hele familien, og som har så mange lag og en dybere historie, at både de mindste og familiens lidt ældre garde vil finde stor glæde.

Soul føjer sig pænt ind i rækken af Pixar-klassikere.

Hvad er en sjæl?

Den midaldrende jazz-entusiast Joe Gardner (Foxx) brænder for musikken og drømmer om at kunne leve af at spille.

Livet har dog ikke altid spillet med ham, og selv hans aldrende mor har lidt mistet troen på sin søn. Han ernærer sig som high-school-lærer, hvor han er sat til at undervise mildt sagt uinspireret teenagere, der helst vil sidde med deres mobiltelefon eller zappe sig igennem Netflix-kataloget.

Drømmen er at lande et virkelig stort gig med en kendt jazzmusiker – men da han (i sit livs lykkeligste øjeblik i) endelig får et betydningsfuldt spillejob, bliver han så euforisk og ukoncentreret, at han ender sine dage på bunden af et åbent kloakhul.

Det fører ham direkte til Perleporten, men i sidste sekund formår han at snige sig væk og ender i “sjælefabrikken”. Her “uddannes” og formes sjæle, som skal danne grundlaget for nye mennesker på Jorden.

Abstrakte, Picasso-lignende figurer styrer sjælefabrikken, hvor livets store spørgsmål bliver taget op, såsom: Hvad former et menneske, og hvad er en sjæl? Hvad er tillært, og hvad er fri vilje?

Fascinerende sjælegranskning og swingende jazz

Jamie Foxx er fortræffelig som den afbalancerede, hyggelige drømmer og lidt naive jazz-elsker. Han har tidligere portrætteret jazzgeniet Ray Charles på film (2004), og i Soul får han rig anledning til at fremhæve den herlige musik, han elsker.

Tilbage på Jorden opstår komikken, da Joes gamle sjæl er havnet i en kats krop (!), mens den negative og tungsindige sjæl “22” (Fey) har overtaget Joes gamle krop.

Det er i disse sekvenser, de mindste i familien vil finde mest glæde, med klassisk slapstick-humor og talende dyr i absurde situationer. Men Soul har meget mere at byde på.

En animationsfilm, der markedsfører sig selv som en familiefilm og stadig tør stille de store spørgsmål, må man virkelig tage hatten af for. Samtalerne i Soul er dybe, sjælegranskende og eftertænksomme, men kammer aldrig over i det pompøse og blaserte. Filmen strømmer over af varme og er følelsesladet, så det batter. Ikke helt så gribende som Inderst inde, men tæt på. Den samtale, 22 har med Joes frisør, er blandt de bedste og mest velskrevne scener, vi har set på film i 2020.

Teknisk brillant

Vi håber virkelig, at du har et rigtig stort TV og en kraftig soundbar hjemme i din karantænestue – for Soul tilbyder så mange teknisk brillante lækkerier, at det placerer Disney/Pixar i en klasse for sig.

Computeranimationen – det være sig fantasivæsner eller almindelige mennesker – er i en helt anden liga, end hvad andre studier producerer. Gadelivet i New York ser så ægte ud, at det er skræmmende, mens mareridtssekvenserne med fortabte sjæle på sjælefabrikken er en fryd for øjne og ører – og sikke en fantasi, manuskriptforfatterne Pete Docter, Mike Jones og Kemp Powers her fremviser!

Der vies lidt for lidt tid til historien om mennesket Joe, hans livsvalg, og hvorfor han i dag er dér, hvor han er, og er blevet den, han er. Men samtidig har de formået at give uventet meget sjæl og menneskelighed til en lille hvid gummibold af en sjæl i skikkelse af Tina Fey; og Graham Norton som navlebeskuende, “anal” bureaukrat er et pletskud.

En af Pixars bedste og stærkeste film til dato. Fem bundsolide stjerner – og i sig selv en soleklar grund til at investere i et abonnement på Disney+.