Anmeldelse: Space Force, 1. sæson

Netflix viser os, hvordan det kan gå, når det amerikanske militær skal vende på indtil flere tallerkener og nærmest handle i affekt ud fra tweets fra en uforudsigelig præsident.

Legendarisk komiker

Steve Carell har en lang karriere som komiker bag sig, bl.a. som stuntreporter på The Daily Show og genganger på Saturday Night Live, ligesom han står bag en række mindeværdige, smarte filmkomedier som Anchorman, Date Night og Get Smart samt TV-serien The Office (som Space Force trækker klare veksler på).

Men Carell har også flere solide dramafilm på CV’et, ikke mindst den enestående Foxcatcher, men også Café Society og som uigenkendelig Donald Rumsfeld i Vice.

Vi kan vel trygt sige, at han aldrig har været nogen stor fan af konservative republikanere på topniveau – og bestemt ikke af den narcissistiske nar, der lige nu residerer i 1600 Pennsylvania Avenue – og Trump får da også gentagne stryg i Carells nye serie.

https://www.youtube.com/watch?v=l4mY2asIjWk

 

Boots on the Moon

Steve Carell er både medforfatter, producent og spiller hovedrollen som den firestjernede general Mark R. Naird. Efter mange års tjeneste bliver Naird endelig forfremmet til højeste niveau, direkte under forsvarsministeren. Overraskende nok er det dog ikke flyvevåbnet, han skal lede, men en helt nyoprettet forsvarsgren, Space Force.

Efter direkte ordre fra den noget impulsive præsident (Trump nævnes aldrig ved navn, men der er ingen tvivl om, hvem serien sigter til), vil USA igen sætte mænd på Månen, og det inden 2024. Naird og hans stab får til opgave at sikre militærets tilstedeværelse i genindtagelsen af Månen.

Klassisk Carell

Space Force er genkendelig og typisk Steve Carell – på godt og ondt. Serien kan kategoriseres som letbenet, små-crazy hverdagskomik, lidt i samme boldgade som Den sorte snog og The Office.

Serien er krydret med letgenkendelige situationer fra den gennemsnitlige lønmodtagers hverdag med håbløse, inkompetente chefer, uforudsigelige planer, irriterende kolleger, vanskelige familiesituationer og et arbejdsliv, der ikke rigtig fungerer. Det hele selvfølgelig skruet nogle komiske takker op til det lettere absurde.

Hverdagsracismen er hele tiden nærværende, idet især kinesere og russere ses ned på, men også de besværlige, ulideligt politisk korrekte påtvungne partnere i det europæiske ESA.

Som en evig skygge forfølger rumstyrkens videnskabelige alibi, den sarkastiske og risikoaversive nørd dr. Mallory (John Malkovich i en glansrolle) Naird og stikker mere eller mindre velmente kæppe i hans hjul.

Når landets øverste generaler samles, må de vente fem-ti minutter på præsidentens seneste tweet, så de ved, hvilken ny politik de skal planlægge efter.

Og som om der ikke var problemer nok med raketter, der eksploderer på affyringsrampen, genstridige “eksperter” og inkompetente medarbejdere (fra Belgien og i særdeleshed Asien), så kræves det mere eller mindre, at rumstyrkens uniformer skal designes af landets førstedame. Derudover forventes det, at Naird skal forsvare det sindssyge høje budget ved en kongreshøring.

Oven i det hele plages Naird konstant af den overivrige PR-chef Scarapiducci (Schwartz), der åbenlyst er modeleret over Trumps komplet vanvittige tidligere kommunikationschef Anthony “The Mooch” Scaramucci; en hyperaktiv slipsedreng uden nogen form for sociale antenner eller empati, der blev fyret – via Twitter! – efter ti dage.

Fiktion vs. virkelighed

En lidt forudsigelig inkompetence blandt samtlige chefer, medarbejdere og systemer gennemsyrer serien, men det er den politiske brod, der er mest fremtrædende. Det skal siges, at det er svært at lave god satire, når virkeligheden er langt mere spektakulært absurd, end komedieforfattere både kan forudsige og finde på …

En præsident, der formulerer landets udenrigs- og sikkerhedspolitik via Twitter? Et forsvarsbudget, der går amok og skal forsvares over for Kongressen? En inkompetent præsident, der kræver “boots on the Moon” inden fem år? En PR-chef taget ud af en gyserkomedie og en Barbie-dukke af en førstedame, der vil designe forsvarets uniformer?

For fire år siden ville vi have leet lidt opgivende af Space Force, anerkendt dens dramaturgi og gode skuespil, men sagt, at manuskriptet var latterlig usandsynligt og søgt. Og heri ligger noget af “problemet” med serien: Virkeligheden – ja, den virkelighed, der findes lige nu hos en af vores nærmeste allierede – er så meget mere absurd og chokerende, at en fiktiv komedie kommer til kort.

Malkovich og Carell i fremragende samspil

Trods lidt for konventionel og forudsigelig komik, som jo overgås af den aktuelle samfundssituation, er Space Force bestemt ikke kedelig. Den er bare ikke helt blevet det festfyrværkeri, vi havde håbet.

Når det er sagt, så er samspillet med Carell og Malkovich en fryd at overvære. De spiller godt op mod hinanden, og vi gætter på, at der foregår en del improvisation mellem de aldrende herrer.

Afsnit på godt en halv time klæder den episodeagtige tematik godt og er rigeligt, hvis vi ikke skal miste interessen. Vi tager gerne et gensyn med den lettere opgivende og frustrerede general Naird – forhåbentlig med en lidt skarpere pen og en tand mere spids politisk farce. Guderne skal vide, at der er mere end materiale nok at tage af!

Fire solide stjerner til Trumps komiske rumeventyr.