Anmeldelse: Spenser Confidential

Hvad i alverden tænkte Netflix på, da de gav instruktør Peter Berg grønt lys til dette makværk?

Spenser (Wahlberg) er en glad dreng, der altid handler i bedste mening, bekymrer sig om andre, er stor i kæften og den sejeste fyr i nabolaget – og har psykiske problemer. Psykiske problemer, der har kostet ham fem år i fængsel, efter at han gik løs på sin chef i politiet …

Nu er Spenser på vej ud af spjældet, og han lover bod og bedring, vil flytte fra Boston til Arizona og ernære sig som lastbilchauffør. Yeah, right!

Han ender hurtig blandt gamle venner samt med en ny værelseskammerat, den enfoldige kæmpe Hawk (Duke), og allerede dagen efter er han i clinch med sine tidligere kolleger i politiet – udløst af, at hans tidligere chef natten før er blevet fundet halshugget på en parkeringsplads. Da mistanken rettes mod en hædersmand i politistyrken, beslutter Spenser at afsløre de korrupte sataner og rense den tidligere kollega.

Både tematikken, handlingen og den fuldstændig håbløse humor er som taget ud af en middelmådig B-film fra 1980’erne. Da Spenser bliver angrebet – “hysterisk morsomt”! – af en hidsig hund, er hele scenen som et rip-off fra Ferris Bueller’s Day Off (i øvrigt en komedieklassiker). Personerne er pinligt stereotype, plottet er komplet forudsigeligt, og hele konceptet med korrupte politifolk er så tyndslidt, at filmen ender som ét langt gab.

Humoren er gennemgående forældet, pinligt infantil og på niveau med en middelmådig skolerevy, og vi sidder ofte med en følelse af deja-vu fra Dum & Dummere. Hvordan skaffer Spenser sig f.eks. information? Ved at få tæsk – noget, der sker gang på gang …

Vi har efterhånden mistet tællingen med, hvor mange politifilm vi har set med Mark Wahlberg, hvor temaet har været korrupt politi. Nogle af dem er faktisk underholdende og spændende (f.eks. We Own the Night og Four Brothers), men hans femte film med Berg i instruktørstolen kuldsejler i den grad.

Ikke fordi Berg ikke kan lave underholdende film (f.eks. The Kingdom og Deepwater Horizon), men fordi han sandsynligvis har sat sig ned i herreværelset med sin ven Wahlberg – formodentlig under kraftig indflydelse af marihuana – og kogt en “nostalgisk”, barnlig humorsuppe sammen. Samtidig har Netflix’ algoritmer sikkert forudsagt, at det er, præcis hvad de enfoldige abonnenter vil have. Dem om det.

At Brian Helgeland er involveret på manuskriptsiden, chokerer os, og hvad der er endnu mere chokerende er, at der sidst i filmen antydes en efterfølger. Robert B. Parker har skrevet flere bøger (bl.a. Wonderland) om Spenser-figuren. Lad os håbe, at Berg får et strejf af coronavirus, før en toer bliver relevant. Én ussel stjerne – styr langt udenom!