TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: Spider-Man: Far from Home

Charmerende duksedreng

Spidey er tilbage og det i den mest charmerende udgave nogensinde.

Af / 21/11/2019 - 11:09
Spider-Man: Far from Home
Tor Aavatsmark

Lad os bare slå fast, at den nye Spider-Man er den mest vellykkede reboot af en franchise, og at Tom Holland indiskutabelt er den bedste skuespiller, der har iført sig den tætsiddende røde trikot.

Med Spider-Man: Far from Home begynder Disney på et nyt kapitel i Marvel-sagaen. Efter den spektakulære Avengers: Endgame tidligere i år, hvor halvdelen af Jordens befolkning var forsvundet ud i den blå luft, og flere af superheltene takkede af, er vi nu inde i en ny æra. Her fem år senere er menneskene tilbage fra “blippet”, men lige så unge, som da de forsvandt. Jorden er nu – tilsyneladende – et trygt sted, og Peter Parker (Holland) skal med sin klasse på studietur til Europa – hvor han venter fred og ingen fare …

Manhattans skyskraberjungle har altid været Spider-Mans hjemmebane, så det er et frisk pust at se ham prøve at forhindre ødelæggelsen af den maleriske Rialtobro i Venedig, Tower Bridge i London og Prags gamle bydel. Alt sammen for at bekæmpe de fem elementer, godt hjulpet af den nytilkomne helt Mysterio (Gyllenhaal).

Holland er en fund som den usikre, lidt kejtede teenager, der er overvældet af sine superkræfter og bliver star struck, når han møder andre superhelte. Den 16-årige knægt føler sig slet ikke klar til opgaven og vil hellere bruge sin tid på at kurtisere MJ (Zendaya) på klasseturen Europa rundt. En karakter helt i Stan Lees ånd.

Det befriende ved filmen er, at folkene bag har så meget selvindsigt, at de har boller nok til at ironisere over deres egen pompøse genre – superheltefilm. Da Mysterio giver en peptalk, klæder han således alle de søgte latterligheder, de vulgære kostumer og overdrivelserne i sit eget filmunivers af. Spot on!

Annonce
Spider Man Far from Home 2 64584 scaled
(Foto: Sony/Universal)

Dialogerne er friske og vittige i en grad, så det kan minde om en high school-film, med kæk, ironisk humor, men med dybere karakterer.

Det hele begynder temmelig ordinært, men halvvejs inde tager filmen en smart drejning, der puster nyt liv i den slidte genre. Actionscenerne er selvfølgelig storslåede og imponerende, men varer ikke i det uendelige med kedsommelige, udmattende kampe mellem det gode og det onde. Kemien mellem Holland og Zendaya er upåklagelig, på randen af det sødmefulde, mens vi får et par stærke biroller fra Jon Favreau, Samuel L. Jackson og Marisa Tomei.

Ikke direkte nyskabende, og plottet er fuld af huller, men stadig den sjoveste og mest ægtefølte superheltefilm siden Iron Man (2008). Fire solide stjerner til vores klæbrige hverdagshelt, som vi gerne vil se mere til.

Karakter
Spider-Man: Far from Home

Fakta:

  • 4K UHD Blu-ray
  • Release: 21. november 2019
  • Instruktion: Jon Watts
  • Med: Tom Holland, Zendaya, Jake Gyllenhaal, Samuel L. Jackson, Jon Favreau, Marisa Tomei, Jacob Batalon
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2019
  • Tid: 2:09 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *