: Spionen fra U.N.C.L.E.

Opgaven med at puste liv i tv-nostalgi fra 1960’erne er tilfaldet den britiske instruktør Guy Ritchie. Et spændende og tilsyneladende rigtigt valg, men Spionen fra U.N.C.L.E. er desværre blevet en film, hvor historien havner i skyggen af mode og tidskolorit.

 

Der er nok ikke mange, der kender den amerikanske agentserie The Man from U.N.C.L.E., som blev sendt af tv-stationen NBC i perioden 1964-1968. Den var udviklet af bl.a. Ian Fleming, forfatteren bag James Bond, og handlede om en amerikansk og en russisk agent, der gik sammen om at bekæmpe skurke i almindelighed og et internationalt forbrydersyndikat i særdeleshed.

Konceptet var i sin tid meget populært og resulterede i både film og spin-off-serier, og ifølge rygterne har flere filmselskaber i årevis arbejdet på at lave en ny film baseret på den gamle succes. Til sidst blev det Warner, der realiserede planerne, og valget af instruktør faldt på Guy Ritchie – en mand, der er kendt for at tage sine genrer alvorligt.

Fascistisk forbryderorganisation

I Spionen fra U.N.C.L.E. introduceres vi for den ekstremt selvsikre Napoleon Solo (Cavill), der modvilligt arbejder som CIA-agent for at slippe for en længere fængselsstraf efter en fortid som kunsttyv. På en mission bag Muren i Østberlin møder han alvorlig modstand fra den russiske agent Illya Kuryakin (Hammer).

Snart bliver de to tvunget af deres respektive foresatte til at samarbejde om at stoppe en hemmelig fascistisk forbryderorganisation, som med de værst tænkelige intentioner er ved at anskaffe sig atomvåben. Med på spionholdet er også den tyske mekaniker Gaby (Vikander), som Solo har reddet ud gennem Jerntæppet for at opspore hendes far, en af det tidligere Nazitysklands førende eksperter i atomvåbenteknologi.

Spionfilm går nok aldrig af mode, og 2015 har været et begivenhedsrigt år for genren med storfilm som Mission Impossible: Rogue Nation og den seneste James Bond-film, Spectre. I modsætning til disse foregår Spionen fra U.N.C.L.E. i 60’erne med koldfront mellem supermagterne USA og Sovjetunionen. Det kræver en evne til at formidle tidsånden, og det var nok også vigtigt at finde en instruktør, der kunne visualisere projektet på en underholdende måde.

Både Quentin Tarantino og Steven Soderbergh har været nævnt som mulige kandidater, men jobbet gik altså til Guy Ritchie. Valget er forståeligt i betragtning af hans evne til at kombinere action og humor og skabe en unik æstetik omkring sine filmprojekter. Når det er sagt, kan man vel strengt taget påstå, at der ikke rigtig er kommet nogen gode film fra den kant siden Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998) og Snatch (2000).

 

60’er-kolorit

Spionen fra U.N.C.L.E. er en beundringsværdig produktion, stilfuldt gennemført med sin 60’er-kolorit og et musikspor, der byder op til fest. Her er der ikke meget, der er overladt til tilfældighederne, og man må beundre det fantastiske arbejde, der er gjort med kostumer og scenografi.

Castingen er også god, selv om både Henry Cavill og Armie Hammer lige mangler det sidste. Den bedste præstation kommer fra svenske Alicia Vikander (Ex Machina), der fungerer glimrende som smukt og mystisk sidekick. Det er også befriende, at Hugh Grant for en gangs skyld spiller en lidt anden type, end vi er vant til.

Pastichen er altså perfekt, og alle forudsætninger for en vellykket film tilstede. Men desværre er resultatet lidt af en skuffelse. Det største problem er, at indholdet har måttet vige for formen. Der er ufattelig lidt handling, og historien er simpelthen for tynd. Egentlig utroligt, at man ikke har udnyttet mulighed for at lave en bedre film med det udgangspunkt, der var til stede!

Desuden er der en overraskende mangel på gode dialoger og morsomme scener. Det bliver for meget posering og statiske sekvenser, der er kun gode for øjnene. Hele filmen virker som ét langt modeshow og en opvisning i kunsten at lave scener, der mest af alt ligner overdådige reklamer.

Der lægges selvfølgelig op til flere film i serien, og vi må håbe, at man så kan holde stilen, men gøre et bedre stykke arbejde med plot og manuskript. Filmen er dog værd at se for sit overdådige formsprog, men vil nok ret hurtigt være glemt. Tre S.T.J.E.R.N.E.R.

En storfilm som denne kan let blive en succes på Blu-ray, og heldigvis er det en rigtig god udgivelse. Vi får et godt indblik i produktionen gennem flere interviews og bag-om-filmen, selv om de sidste godt kunne have gået lidt grundigere til værks. Den tekniske gengivelse er derimod strålende. Billedgengivelsen af filmen – som er optaget digitalt – er eksemplarisk, og lydsporet (Dolby Atmos) sidder som støbt.