Med showet Springsteen on Broadway spillede Bruce Springsteen (69) på en af de mindste scener, han har optrådt på de sidste 40 år. Mega-rockstjernen, der mest er kendt for sine legendarisk lange maratonkoncerter med publikummer på 30.000-80.000, valgte pludselig at gå i den stik modsatte retning. The Walter Kerr Theatre i New York har kun 960 siddepladser, og Springsteen gennemførte hele 236 (!) shows i perioden oktober 2017 til december 2018.
Intimkoncert
Fem aftener om ugen de seneste 14 måneder har The Boss sat sig ned foran et enligt klaver med sin mundharmonika og en række guitarer, mens han soloakustisk har spillet sig igennem udvalgte godbidder fra sit righoldige katalog. Imellem sangene fortælles anekdoter fra Springsteens begivenhedsrige liv, som han skrev om i selvbiografien Born to Run (2016).
‘Koncert’ er i øvrigt ikke en helt præcis beskrivelse af aftenen, for det ikke er en koncert i klassisk Springsteen-forstand. På Broadway serverede The Boss et show med manuskript, instruktion og en fasttømret sætliste. Af de lidt ca. to en halv time er omkring 45 procent sange og resten monolog, hvor historiefortælleren Springsteen kommer til sin ret.
Det nærmeste, vi kommer noget tilsvarende, er hans to akustiske Christic-koncerter i 1990.
Billetterne har nærmest været umulige at få fat i og er gået for titusindvis af kroner på det sorte marked. Så meget desto mere glædeligt er det, at Netflix nu giver hele verden mulighed for at opleve det enestående show.
Det første Broadway-show, Lyd & Billede var til stede ved, var den 30. december sidste år. I forbindelse med Netflix-premieren tog vi endnu en tur over dammen og så showet den 1. december i år.
Sætlisten var nærmest identisk, men showets længde var øget med 20-25 minutter. Vi mødte en Springsteen, der var mere afslappet og ofte afveg fra manuskriptet med længere monologer end i starten af showrækken – sådan som vi også oplever ham i Netflix-filmen (optaget den 17. og 18. juli i år). Vi var meget spændt på, om Netflix-produktionen kunne genskabe den usædvanlig intime atmosfære og nærhed – det kan den!
Liv og levned
Bruce Springsteen tager os med på en rejse gennem sit eget liv, både på det personlige og det professionelle plan. Men aftenen er i lige så høj grad en rejse gennem USA’s nyere historie, samfundsliv og ikke mindst personlige relationer.
Den smukke ramme omkring det hele er et af de mindste teatre på legendariske Broadway, The Walter Kerr Theatre, der befinder sig et stenkast fra Times Square. Et klassisk teater fra 1929, der bidrager med en usædvanlig intim og unik atmosfære.
One-man show
De intime koncerter på Broadway står i stærk kontrast til Springsteens sædvanlige koncerter med The E Street Band, fuld blæsersektion og stort backing-kor. Ikke mindst på grund af det lave antal publikummer, men også fordi det hele er solo/akustisk. Den største forskel er dog, at showet er det samme aften efter aften.
For en artist, der normalt rykker rundt og fornyer ca. en tredjedel af sætlisten til hver eneste koncert, er det en stor omvæltning. Showet foregår i enkle rammer; han har hverken instruktør eller manuskriptforfatter på – det er et “one-man show” i ordets egentlige forstand. Som Springsteen udtalte til The New York Times: “That’s me! I’m going to direct myself onstage and I wrote up the script on my own. It’s a pretty basic show.”
Growin’ up
Hele showet er bygget op omkring selvbiografien, hvor vi kronologisk går fra Springsteens opvækst i den lille industriby Freehold, New Jersey, over spillejobs alle tænkelige steder i The Garden State og pladekontrakt med Columbia til superstjernetilværelse, børn og parforhold samt den grundlæggende gnist til at skrive musik og optræde foran et publikum. Hans vanskelige forhold til sin far og hans op- og nedture i livet går som en rød tråd gennem det hele.
Det er ikke monsterhittene eller de mest berømte sange, der præger aftenen; Springsteen har nøje udvalgt en række numre, der definerer vigtige øjeblikke i hans liv, og som fortæller os noget essentielt. Det er på dette plan, Broadway-showet fungerer så godt: Teksterne og historierne flettes naturlig sammen og uddyber den store samtale.
Adam raised a Cain
Trods den vedvarende konflikt med hans alkoholiserede og maniodepressive far var det netop ham, Springsteen forsøgte at “kopiere” og imponere. Da han trådte ud på scenen, var det i hans fars arbejdstøj, og han sang om manden på gulvets hårde liv og om det ofte konfliktfyldte forhold mellem far og søn. Om ikke andet, så gav hans far ham masser af materiale til klassikere i studiet.
Springsteen giver os så en rørende intro til “My Father’s House”, der – som han siger – handler om den mørke, depressive del af barndommen, før han kommer til den lyse, livsbekræftende side med hans mor. Hun hyldes med en af hans mest personlige tekster, “The Wish”.
Historiefortælleren
I løbet af aftenen på Broadway kommer en af Springsteens største evner til sin ret: Historiefortælleren, som formår at gøre sine egne historier universelle. Heri ligger Springsteens geni: Han får sin lokale, meget personlige version af livet i lilleby-Amerika til at have en universel appel, som vækker genkendelse og resonans hos mange. Springsteen – den største søn, New Jersey har fostret siden Ol’ Blue Eyes – har givet mange fans lydsporet til deres liv.
Sjove, men også sårbare øjeblikke fra et langt og indholdsrigt liv, f.eks. dengang han som syvårig måtte gå ned på farens stamværtshus for at fortælle ham, at moren bad ham komme hjem.
De historier, Springsteen fortæller, svinger fra løssluppen humor over dybe personlige oplevelser til den største alvor. Efter at have erklæret sin kærlighed til Amerika, dets folk og kultur, bliver han nærmest sakral i sin fremførelse af klassikeren “The Promised Land”. Idet Springsteen kommer helt frem på scenekanten og synger direkte til os uden mikrofon, er det næsten som at have The Boss syngende i ens egen stue. Gåsehuden kommer krybende, som om “Amerikas sjæl” stikker hånden ind i kroppen på én og klemmer ømt om hjertet.
Omarrangerede sange
Få af Springsteens største hits har fået plads i showet, og de, der er med, er nærmest uigenkendelige.
Efter en lang intro til hans mest misforståede sang – hvor The Boss fortæller om sit møde med Ron Kovic (fra filmen Born on the 4th of July), hans forhold til Vietnam-veteranerne og den skyld, han stadig kæmper med, idet “andre drog i hans sted” – giver han os “Born in the USA”.
Springsteens mest berømte sang fremføres med en frenetisk rå intensitet, hvor han hamrer løs på guitaren i en skelsættende blues-version, mens næsten hele sangen foregår a cappella. Råt og intenst, og han brøler og spytter ordene ud for én gang for alle at understrege, hvilken protestsang det er.
Følelserne tager over
Omtrent halvvejs gennem showet er tiden inde til at nævne Bandet (med stort B). Han taler om The E Street Band som selve gnisten til at spille. Når 1 + 1 bliver 3, og magien opstår. Ikke nødvendigvis de bedste musikere, men de rigtige musikere – fra samme by og med samme baggrund.
Da han skal begynde på “Tenth Avenue Freeze-Out” om tilblivelsen af bandet og kommer ind på den afdøde saxofonist Clarence “The Big Man” Clemons, tager følelserne overhånd. Som Springsteen siger: “Det var som at miste selve regnen.” Han må tage en lille pause, som ikke virker spor indstuderet. Det er en aften, hvor han giver sig selv fuldt ud – usminket, autentisk og blotlagt.
Fruen, Patti Scialfa, bidrager på to smukke duetter, “Tougher Than the Rest” og “Brilliant Disguise”. Som de rene Johnny Cash og June Carter udtrykker ægteparret Springsteen deres kærlighed til hinanden, mens Springsteen uddyber den store udfordring, det er at blotlægge sig for sin partner. Et af aftenens højdepunkter.
The Donald
Vi kommer selvfølgelig ikke uden om den aktuelle situation i USA og Donald Trump. Præsidenten nævnes ikke ved navn, men der er ingen tvivl om, hvem Springsteen taler om, når han i bitre vendinger fortæller om de seneste års angreb på selve fundamentet for demokratiet med undergravning af retsstaten og den frie presse samt en bevidst splittelse af folket – et folk, der marcherer i gaderne.
Bossen citerer Martin Luther King Jr.: “The arc of the moral universe is long, but it bends toward justice,” før han sætter gang i en sakral version af “The Ghost of Tom Joad”. At sidde i centrum af byen, hvor tvillingetårnene faldt, giver også en ekstra dimension til “The Rising”.
Selvkendelse og udlevering
Som Springsteen så ofte har sagt under sine mange koncerter: “You don’t know me. You think you do, but you don’t.” I aften er han derimod usædvanlig selvudleverende, åben og ægte. Under Springsteen on Broadway føles det, som om vi kommer om bag masken og ser privatpersonen Bruce Springsteen. Han fortæller, at han ikke savner ungdomstiden, men han savner det “blanke, ubeskrevne blad”, som livet er, når man er ung.
Modsætningerne mellem hans liv og det, han prædiker, kommer også selvironisk frem. Manden, der aldrig har haft et fast arbejde (før nu!) eller været inde i en fabrikshal, har ikke skrevet om andet hele sit liv. Tidligt i karrieren var hans tekster fulde af biler som metafor, men ironisk nok fik Springsteen ikke kørekort før midt i tyverne – længe efter at han skrev klassikeren “Racing in the Street”.
Et andet af hans musikalske hovedtemaer har været at slippe væk hjemmefra, bl.a. i “Born to Run”, der naturligt nok afslutter aftenen:
Baby this town rips the bones from your back
Its a death trap, it’s a suicide rap
We gotta get out while were young
‘cause tramps like us, baby we were born to run
I dag bor Springsteen med sin familie kun ti minutter fra fødebyen i New Jersey.
Skuespilleren
Showet er sømløst syet sammen med en monolog, der matcher sangene, og har en flot dramaturgisk opbygning. Latteren sidder løst, men der er ikke langt mellem de øjeblikke, hvor vi bogstavelig talt må tørre tårerne væk. Han står selv for både manus og instruktion på showet, mens Thom Zimney har instrueret Netflix-filmen. De eneste rekvisitter er nogle kasser fra turnélivet, instrumenterne og The Boss selv i forvaskede jeans og T-shirt.
Der hænger en teleprompter på væggen, men Springsteen ser sjældent på den. Monologen flyder let og naturligt, uden tegn på at være indstuderet – det er ikke svært at forstå, hvorfor Martin Scorsese har villet bruge Springsteen som skuespiller.
Rockhistorie
Vokalt har han vel nærmest aldrig været bedre, og guitar-, klaver- og mundharpespillet sidder lige i øjet. Desuden er lyden fremragende. Showet er fri for lavpunkter og giver os et unikt indblik i Springsteens liv, moral og mangefacetterede følelsesliv. Ofte kommer historierne midt i en sang, eller mens han klimprer på klaveret eller en guitar.
Men midt i al euforien kan vi ikke slippe tanken om, at Springsteen on Broadway lidt fremstår som Bruce Springsteens afskedstale. En følelsesmæssig elevatortur og en opsummering af et levet liv. Lad os håbe, at den stærke stemme fra New Jersey stadig har mange år tilbage på landevejene. Én ting er sikkert: Amerika har mere end nogensinde brug for ham som korrektiv.
Mere end 30 gange har vi set Bruce Springsteen live, flere af dem akustisk, med alt fra 3.500 til 120.000 tilskuere. Men vi har aldrig oplevet ham stærkere, mere intens, emotionel og ægte end på Broadway. Med Broadway-showet skriver The Boss rockhistorie – virkelig en “once in a lifetime” oplevelse. Seks stjerner.
Hele showet er tilgængeligt på lp og cd den 14. december samt på diverse musiktjenester og kan streames på Netflix fra den 16. december.
