Vi lo hjerteligt af den kiksede humor i Bridesmaids, og nu er holdet bag den film tilbage med endnu en crazy-komedie. Med Spy får vi en herlig dekadent parodi på James Bond- og spionfilm og på actiongenren i det hele taget.
Bradley Fine (Law) er tilsyneladende den perfekte spion, velklædt, veltalende og flot, og han kan slå fra sig og håndtere en pistol. På sine missioner har han den lidt mere atypiske skrivebordsagent Susan Cooper (McCarthy) i øret, som guider ham igennem farerne.
Da Fine bliver myrdet, sender chefen – noget modvilligt – Cooper ud i felten, og så er cirkus i gang. Ind fra sidelinjen kommer en agent på afveje, morsomt portrætteret af Jason Statham, som giver os en parodi på, ja, Jason Statham.
Spy er vellavet, elegant og lejlighedsvis lidt plump, men slipper af sted med det meste takket være herlig selvironi og en fantastisk præstation af Melissa McCarthy, der formår at spille på alle sine kropslige skavanker. Lidt for lang, men absolut en film, der lyser op en kold og mørk efterårsaften. Fire bastante stjerner til denne ellevilde komedie.
Både lyd- (dts-MA 7.1) og billedkvaliteten er til topkarakter. På bonusfronten får vi en forlænget (lidt grovere) version af filmen, nogle alternative scener, kommentarspor og bag-om-filmen.
Fakta:
- Release: 5. oktober 2015
- Instruktion: Paul Feig
- Med: Melissa McCarthy, Jude Law, Rose Byrne, Jason Statham, Miranda Hart, Morena Baccarin
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2015
- Tid: 01:59 timer