: Star Trek: Into Darkness

J.J. Abrams revitaliserede det stivnede Star Trek-univers med Star Trek fra 2009. Pludselig fik tv-serien fra 1960’erne – som hos almindelige seere frembragte mere latter end spænding – nyt, sprudlende liv. Persongalleriet og scenografien blev moderniseret, men havde stadig masser af genkendelige træk, så selv de mest forbenede “trekkies” følte sig tilfredsstillet, og Star Trek gik fra at være et nichefænomen til at nå et bredt publikum. Filmen var afgjort et af de stærkeste argumenter for at give Abrams jobbet som instruktør på fortsættelsen af Star Wars, der kommer om to år.

Den første Star Trek-film var en rutsjebanetur med hæsblæsende action, herlig humor og gode (men overfladiske) karakterer. Kort fortalt byder efterfølgeren på mere af det samme, bare endnu større og bedre lavet. Hvor den første film brugte meget tid på indførelse i ​​Star Trek-universet og etablering af personerne, har den anden film frihed til at gå mere direkte i gang med spektakulær sci-fi action – og begyndelsen er noget af ​​det visuelt mest overdådige, vi har set, hvor kaptajn Kirk (Pine) and skibslægen Bones (Urban) i fuld firspring stormer gennem enorme lyslilla “siv”, idet de jages af nogle indfødte. Fantastisk filmet med elegant dramaturgi og herlig komik. Og så lækkert lavet, at man får lyst til at se scenen igen i slowmotion!

Tilbage på Jorden får Kirk problemer efter at have bragt besætningen og skibet i fare for at redde Spock (Quinto) fra en eksploderende vulkan. Frataget ansvaret for USS Enterprise drager de igen ud i rummet (og Kirk smugles om bord af Spock) for at jage terrorister.

Superskurken denne gang er Khan, elegant og nedtonet fremstillet af Benedict Cumberbatch (fra den nye tv-serie om Sherlock Holmes). En tidligere Starfleet-officer, der tydeligvis ikke lader sig stoppe, og som har en djævelsk plan for at vinde det store slag. En tilsyneladende umenneskelig “superskurk”, men alligevel gør Cumberbatch ham til en interessant karakter med personlighed og mange facetter – en skurk, der vokser i løbet af filmen.

Lad dig ikke narre: Star Trek: Into Darkness er en storslået popcornfilm, der ikke tåler, at man piller plottet fra hinanden. Filmens styrke ligger i de endeløse spektakulære actionscener – den ene mere lækkert koreograferet og tætpakket med special effects end den anden – plus rigtig god timing og klipning. Abrams mestrer denne genre til fingerspidserne.

Hvis vi skal indvende noget, så må det være, at vi næsten får for lidt pauser mellem alle slagene; på den anden side går de to timer på ingen tid. Men i modsætning til mange tanketomme actionfilm, der kun byder på bulder og brag, evner Abrams og manuskriptforfatterne at krydre historien med tilstrækkelig fascinerende personer og konflikter (ikke mindst den konstante småkævlen mellem Kirk og Spock) til, at vi ikke keder os.

Fem underholdende stjerner – vi glæder os til at se, hvad Abrams kan få ud af Luke Skywalker, prinsesse Leia og Han Solo!

Lydsporet (dts-MA 7.1) er en ren nydelse – og det er en film med meget lyd, der virkelig får tændt op under dit hjemmebio-anlæg. Billedkvaliteten (3D) er skarp med klare farver, og sorte partier er netop sorte. Filmen er dog ikke optaget i 3D, men konverteret efterfølgende. Det er afgjort en af ​​de bedre 3D-konverteringer, vi har set, men billedet får noget crosstalk og lidt blegere farve end i 2D-versionen. Selv om billedet tilføres ekstra dybde, byder 3D-versionen ikke på meget pop-ud-af-skærmen.

Bonusmaterialet er okay, men meget begrænset: Vi får seks okay features (2-8 minutter) om alt fra besætningen til angrebet på stjerneflåden. Filmen er også udgivet i en “Limited Steelbook Ekstra Bonus Edition” med masser af yderligere bonusmateriale.