Anmeldelse: Star Wars: The Force Awakens

Verdens største filmserie er tilbage, og med Episode VII var der mange, hvis interesser skulle tilgodeses: Os, der voksede op med Luke Skywalker (Hamill), Han Solo (Ford) og Prinsesse Leia (Fisher) i 1970’erne og 80’erne; dem, der gik skuffet hjem fra biografen i 1999 (måske med et indædt had til Jar Jar Binks & Co.); nutidens unge, upåvirkede publikum; og Disney, som forventer et afkast af deres enorme investering. En tilsyneladende umulig opgave!

 

Skyhøje forventninger

Det er ikke mange film, der har været så høje forventninger til, som Episode VII af Star Wars-sagaen. I lyset af de skuffende prequels, Episode I-III (1999-2005), forventede publikum en seriøs oprejsning, og den nye film skulle derfor både matche og komplettere de originale, Episode IV-VI (1977-1983).

Da Disney i 2012 købte Lucas Film – og dermed rettighederne til Star Wars-universet – for svimlende 4 milliarder dollars, var modtagelsen blandet. Mange frygtede, at de ville disneyficere franchisen og gøre den ufarlig, mens andre så en mulighed for, at serien kunne udvikles i en mere positiv retning uden George Lucas ved roret.

Nu har vi så resultatet, og Star Wars: The Force Awakens er heldigvis alt, hvad vi har håbet på. Kraften er tilbage!

 

Jagten på Skywalker

Da vi træder ind i Star Wars-universet igen, har en desillusioneret Luke Skywalker trukket sig tilbage til en ukendt planet, efter at et forsøg på at optræne en ung jedi-ridder er gået galt. Vi møder så den unge skrothandler Rey (Ridley), idet hun falder over droiden BB-8, som gemmer på oplysninger om, hvor Skywalker har søgt tilflugt. Men den mørke side, repræsenteret af Den Første Orden, er også interesseret i at finde Luke og udslette jedierne én gang for alle.

Rey får følgeskab af den frafaldne stormtrooper Finn (Boyega), som har hjulpet oprørslederen Poe (Isaac) med at flygte fra Den Første Orden og dens nazi-agtige general Hux (Gleeson). Og i spidsen for jagten på Rey, Finn og Skywalker står den iskolde Kylo Ren (Driver).

Reboot og homage

Instruktør J.J. Abrams indgød Star Trek-franchisen forfriskende nyt liv i 2009 og fik derefter en drengedrøm opfyldt ved at få lov til at sætte sig i instruktørstolen på det store Star Wars-reboot. En opgave, som den erfarne instruktør løser med glans.

Abrams har selv skrevet manuskriptet sammen med Lawrence Kasdan – som også var med til at skrive Imperiet slår igen – og er langtfra så pompøs og svulstig som Lucas. Det, han giver os, er en adrenalinbombe af en tætpakket actionfilm med troværdige og charmerende personer i en stil og et design, der trækker store veksler på de tre oprindelige Star Wars-film.

Ikke alene ligner og føles Episode VII som de originale film, den er også (i ren Spectre-stil) proppet med referencer til den originale trilogi og har et plot, der påfaldende ligner Episode IV. Igen vi befinder os på en øde planet, hvor en ung helt gemmer oplysninger i en droid, og de – og oprørsbevægelsen – jages af den mørke side og må endnu en gang udslette fjendens supervåben. Det er næsten et nostalgitrip tilbage til 1977!

Når det er sagt, så står The Force Awakens dog rigtig godt på egne ben. Hvis du aldrig har set en Star Wars-film før, kan du sagtens springe ind i universet med Episode VII.

Stærkt persongalleri

Ud over et godt plot er den syvende Star Wars-film fuld af interessante personer. De nye unge helte Rey og Finn er komplekse skikkelser, der tilfører filmen både drama og menneskelighed, og de fungerer overraskende godt sammen med den gamle garde.

Vi havde frygtet, at de gamle helte kun ville blive tildelt cameo-roller, men det er langtfra tilfældet. Især Han Solo er med i de fleste af filmens nøglescener, og den aldrende Harrison Ford virker, som om han råhygger sig med at spille den rapkæftede, fandenivoldske Han Solo igen.

Den, der imponerer mest, er dog Daisy Ridley som den unge, håbefulde Rey med den gådefulde fortid. Den relativt uerfarne Ridley fremstiller hende meget troværdigt og mestrer i den grad både drama og action.

Hvis Darth Vader var ham, vi dengang elskede at hade – og samtidig var lidt fascineret af – så giver den nye film os faktisk en endnu mere interessant figur i Kylo Ren. Han leder sin enorme hær af stormtroopers som en anden Hitler, er følelsesmæssigt fuldstændig afstumpet og kan pludselig slå over i ukontrolleret raseri. Den komplekse figur har tydeligvis noget, han kæmper med – en plaget barndom, måske?

Derimod er vi ikke nær så imponeret af filmens svar på Kejser Palpatine – Den Første Ordens leder, Snoke. Denne Voldemort-lignende CGI-figur (skildret af den evige Andy Serkis via Motion Capture) er hverken interessant eller skræmmende og passer ikke rigtig ind i stilen.

Det ellers stærke persongalleri akkompagneres af herlige special effects, men i modsætning til rækken af prequels er effekterne denne gang ikke i førersædet og skygger ikke for handling og personer. De lever snarere side om side i vellykket symbiose og bidrager til den visuelle nydelse.

Fremtiden

The Force Awakens er den første film i en ny trilogi om den galaktiske kamp mellem det gode og det onde, men Abrams har takket nej til at instruere de næste to. Alligevel ser vi trygt Star Wars-franchisens fremtid i møde. Med den fortælleglæde og respekt for det oprindelige materiale, som vi har set i Episode VII – samtidig med at man har introduceret nye, spændende personer – er vi sikre på, at vi kommer til at se to nye underholdningseksplosioner de kommende år.

Kraften er stærk i Star Wars anno 2015, og vi er i den grad blevet charmeret og underholdt. Fem dødsstjerner til Skywalker & Co!

Billedkvaliteten på Blu-ray’en er noget af det bedste, vi har set. En utrolig skarphed med naturlige farvetoner og et næsten perfekt sortniveau. Lydsporet (dts-MA 7.1) byder på en meget stor detaljerigdom og et komplekst surround-spor, men her trækker vi en stjerne ned for manglende smæld og dybde i de heftigste actionscener.

Blandt bonusmaterialet er det den lidt over en time lange bag-om-filmen, der er af størst interesse, hvor Abrams giver os en grundig indføring i processen helt fra idéstadiet. Derudover får vi bl.a. nogle udeladte scener, interview med John Williams om filmmusikken, indblik i konstruktionen af BB-8 og fokus på “The Snow Fight”. Rigtig godt, men ofte også for overfladisk og for kort.