Anmeldelse: Star Wars: The Rise of Skywalker

Episode IX er en visuelt spektakulær afslutning på den legendariske Star Wars-saga – men den formår ikke at ramme os på det emotionelle plan.

“Menneskelige” special effects

For snart fire år siden havde vi fornøjelsen af at møde instruktør J.J. Abrams på SXSW i Austin, Texas. Han fortalte os begejstret om sit arbejde med Star Wars: The Force Awakens, som havde haft premiere fire måneder tidligere.

Abrams’ vigtigste budskab til filmpressen var at lægge vægt på den menneskelige faktor i en digital medieverden. Kort opsummeret: En film fuld af spektakulære special effects uden en god, menneskelig historie, som vi kan relatere til, har ikke nogen fremtid.

“You do a Star Wars movie, you’re never going to get away from an incredible amount being done in CG. We would use CG more often than not to remove a puppeteer, a rig, legs of performers sticking out of the bottom of creatures. The idea was, in the case of Star Wars, to both create a sense of analog when it wasn’t and most importantly make sure the humanity of the characters wasn’t getting lost. The challenge with what we all do, using whatever technology we use, is to hide it.”

Abrams uddybede ved at sige, at han kun havde skudt ca. ti minutter af The Force Awakens, før han følte, at de var nødt til at tilføje noget mere “menneskelighed”.

Med The Rise of Skywalker har J.J. Abrams desværre forsyndet sig imod sine egne principper.

Less is more

“Less is more” er et fint udtryk og en ledetråd, som man generelt anbefaler filmskabere at følge. Men med denne omgang af Star Wars er begrebet vendt fuldstændig på hovedet.

Her har man set på tidligere actionscener i Star Wars-universet og simpelthen ganget alting med ti. Visuelt flot, men indholdsmæssigt tomt, rodet og helt ude af proportioner. Mange af actionscenerne virker anmassende og forvirrende, og er som at overvære et avanceret computerspil.

Det hele ser flot og spektakulært ud, omend noget dystert, men hvor er den menneskelige faktor blevet af? Hvad skete der med de karakterer, vi skal relatere til og bekymre os om? De drukner simpelthen i denne gigantomane wankfest af action og special effects.

Gamle helte

Alle de tre store stjerner fra de originale film – Harrison Ford, Carrie Fisher og Mark Hamill – har fået lov til at stråle i den nye trilogi. Efter at Fisher døde i 2016, har man denne gang benyttet sig af en blanding af arkivoptagelser og digital genskabelse af hendes ansigt – og det fungerer overraskende godt.

Prinsesse Leia (Fisher) har også denne gang en fremtrædende rolle, idet oprørene endnu en gang må nedkæmpe sitherne og Den Første Orden. Men Leia er ikke det eneste “spøgelse”, der trækkes frem af glemslen …

Uden at afsløre detaljer finder vi det utilfredsstillende, at en af de mest markante, afdøde personer pludselig genopstår – uden anden forklaring, end at vedkommende muligvis er klonet. Med dette greb fratages en af sagaens mest centrale figurer også sin vigtigste bedrift!

Det hele virker som et desperat plotgreb, der ikke var planlagt fra begyndelsen af trilogien.

Et gryende forhold

Hovedpersonerne i den seneste trilogi har hele tiden været den faldne jedi Kylo Ren (Driver) og hans forhold til den mystiske heltinde Rey (Ridley) med den uklare baggrund.

Det er deres relation og udviklingen i den, der er filmens momentum, og både Driver og Ridley giver os solide rollefortolkninger trods lejlighedsvis “langhårede” dialoger.

Undervejs i filmen er der en undertrykt, stigende erotisk spænding imellem de to, ligesom der knytter sig en vis spænding til, hvordan forholdet –  og dermed sagaen – vil slutte. Men vi kan nok godt røbe, at afslutningen er noget af et antiklimaks uden den forjættede forløsning, vi havde håbet på.

Halser af sted

Der er så mange personer, sidehistorier og plottråde, som skal knyttes sammen, at der er materiale nok til mindst to film. Heltene jagter artefakter i ren Indiana Jones-stil, hopper fra galakse til galakse, introduceres for nye personer og skyder star-destroyers ned i ét væk.

Læg hertil, at Abrams hvert 20. minut presser endnu en episk rumkamp ind, som på liv og død skal overgå den originale trilogi, og man har opskriften på en film, som vi ikke bliver revet med af – eller magter at følge med i.

Historien er kaotisk og uengagerende, og levner ikke plads til refleksion, interessante samtaler eller omhyggelig opbygning af karaktererne. Det hele føles som én lang rutsjebanetur, hvor special effects og action er i fokus.

Ovenikøbet virker hele plottet som opgylp og genbrug af noget, vi har set før i denne rumssaga – der er ikke tænkt én ny tanke her. Alle tegn på nytænkning, modige valg og forfriskende komik fra The Last Jedi er som fordampet i Andromedatågen.

Stærke skuespillere som Jason Isaac og Keri Russell virker spildt, mens andre personer forsvinder ud af sagaen uden tilfredsstillende forklaring. Og hvorfor i alverden introduceres vi for en ny oprører, Jannah, når hun er fuldstændig ligegyldig for historien? Det vidner alt sammen om en række omskrivninger af manuskriptet – som hele fire personer er krediteret for – hvor man efterhånden har mistet helheden af syne.

Alle skal tilfredsstilles

Misforstå os ret: Det er bestemt ikke alt, der er katastrofalt ved Episode IX, men desværre er der lavet alt for mange kompromiser undervejs, fordi man med vold og magt har villet tilfredsstille alle.

Alle fra hardcore Star Wars-fans og actionfans, der er vokset op med Transformers-film, over en ny generation af biografgængere til Disneys aktionærer skal have, hvad de ønsker sig, med dette afsluttende epos – og så har man mistet fokus på målet undervejs.

Rey bærer meget af filmen på sine vævre skuldre, hvilket hun lykkes relativt godt med i sin blanding af usikker sårbarhed og standhaftighed. Men nogen burde være trådt ind og have klippet filmen kraftigt ned, med mere vægt på mellemmenneskelige relationer og karakteropbyggende scener. Så kunne The Rise of Skywalker have været Star Wars-navnet værdig.

Som filmen fremstår nu, er den en af de svageste i sagaen – ja, man fristes til at tro, at selveste George Lucas har siddet med en klam hånd på rattet. Tre meget middelmådige stjerner.