Anmeldelse: Stranger Things, 2. sæson

1. sæson af Stranger Things tog publikum og anmeldere med storm sidste år. I en herlig homage til Steven Spielberg og Stephen King tager serien os tilbage til midten af 1980’erne, hvor vi møder de fire nørder Will (Schnapp), Mike (Wolfhard), Dustin (Matarazzo) og Lucas (McLaughlin ).

De 13-årige drenge fra den arketypiske lilleby Hawkins, Indiana, oplever en række mildt sagt usædvanlige begivenheder. Samtidig lærer vi deres dagligliv, sårbarhed og følelsesliv (i hormonelt oprør) at kende, mens serien toppes med spot-on referencer, rekvisitter og musik fra de glade 80’ere.

Arketypisk amerikansk lilleby-idyl

Miljøet i Stranger Things er som taget direkte ud af klichébogen om, hvordan man beskriver en amerikansk lilleby. En by, hvor alle kender alle; der er en godmodig sherif, Jim Hopper (Harbour), som elsker slik og hovedsagelig må løse nabostridigheder; ungerne mødes i spillearkaden eller på burgerbaren; og de pæne forstadshuse ligger som perler på en snor med valgplakater for “Reagan/Bush ‘84”. Her er der ikke sket noget dramatisk siden Anden Verdenskrig.

I første sæson blev lilleby-idyllen i Hawkins brudt. Efter en rollespilsaften i kælderen forsvandt Will pludselig på vej hjem. Kort efter dukkede den mystiske forældreløse Eleven, kaldet El (Brown), op og hjalp drengene og den desperate mor Joyce (Ryder) i jagten på Will.

Hvis du er vokset op med film som The Goonies, E.T., Poltergeist, Ghostbusters, Stand By Me, The Breakfast Club, The Twilight Zone og He-Man, vil du kunne nikke genkendende til Stranger Things. Bare se seriens logo og plakaten, der er én stor homage til årtiets teenage-mysterie-adventure-film med svenskerhår, Walkmen, arkadespil og dårlig popmusik.

Omkring dette nostalgiske univers har brødrene Matt og Ross Duffer skrevet Stranger Things. Lilleby-idyllen rives hårdt og brutalt i stykker, da “skyggemonsteret” truer byen, og ingen længere kan stole på myndighederne. Første sæson kulminerede, da Will kom hjem igen, men han så – for at sige det midt – ikke helt okay ud …

Mørket lurer

I udkanten af byen arbejder militæret med lyssky affærer sammen med en flok kittelklædte mænd, ledet af den mystiske dr. Owens (Paul Reiser), og det er tydeligt, at de skjuler noget under dække af deres “forskning”. Samtidig forsøger de at helbrede en stadig sygere Will, der er plaget af flashbacks og mærkelige syner af den verden, han kender, ramt af Armageddon.

Situationen tilspidses, da Will tage imod velmenende råd fra hans mors nye kæreste, Bob (Sean Astin, der spillede en af hovedrollerne i The Goonies!), om at konfrontere monsteret i drømmene.

Nørdernes hævn

De fire drenge er ikke ligefrem skolens mest populære, hverken blandt andre drenge eller det modsat køn. Med deres overdrevne interesse for arkade- og rollespil samt naturfag skiller de sig ud. Men som altid er det nørderne, der ler sidst – og højest.

I tidsrigtige Halloween-kostumer klæder de sig ud som holdet fra Ghostbusters og prøver at løse mysteriet. Dialogen mellem drengene er ægte og troværdig og yderst charmerende. Vi er en del, der kan genkende vores egen ungdom, og alle fire skuespillere leverer fremragende præstationer.

Denne gang bliver der dog splid i lejren, da drengebanden inficeres af “pigelus”. Den nytilflyttede rødtop Maxine (Zink) med spil-aliasset “Mad Max” skaber splittelse i gruppen. To af dem forelsker sig i hende, mens Mike gør sit yderste for at fryse hende ud af deres broderskab.

Max’ bror har overtaget Steves rolle som byens ufordragelige r*vhul, mens den altid positive Dustin får sig et usædvanligt “kæledyr” – et kæledyr, der er meget glad for katte …

Elegant miks

Serien byder på et elegant miks af nostalgisk ungdomsfilm, hvor kammeratskabet er i centrum, og stadig stærkere gys og gru spundet omkring drengenes store eventyr.

Hvor vi ofte følte, at første sæson slæbte sig af sted og havde svært ved at udfylde otte episoder, er anden sæson betydelig mere spændende og actionfokuseret, hvilket hæver helhedsindtrykket. De skræmmende og indimellem relativt eksplicitte blodige scener afvæbnes dog hurtigt med lunefuldt kommentarer og uskyldig familieidyl, og det er hele tiden drengenes ubrydelige venskab, der er seriens bærende narrative tråd.

Duffer-brødrene stjæler hæmningsløst fra klassiske film, hvilket de da heller ikke lægger skjul på – Stranger Things er deres hyldest til netop disse film. Ironisk nok er brødreparret født i 1984, så det er nok ikke meget, de kan huske fra 1980’erne.

Desværre bryder sidehistorien om Els fortid både rytmen og stilen, og fremstår som en ufuldstændig parentes. Hendes baggrund serveres drypvis og kulminerer med en hel episode viet til Elevens ukendte og spegede historie. Helt unødvendigt og rent faktisk forstyrrende.

Serien er bedst, når den kommer lidt mere ind under huden på de fire komplekse hovedpersoner. En af sæsonens mest uforglemmelige øjeblikke er, da drengene byder op til dans til vinterbal på skolen. Ægte, ømt og helt igennem menneskeligt. Mere af det og mindre fokus på dæmonhunde ville gavne serien.

Lun humor og masser af charme toppet med velskrevne og troværdige dialoger er det, der karakteriserer Stranger Things. Desuden er den meget gennemført i al sin 80’er-nostalgiske, charmerende pragt. En tv-serie, der nok mest vil appellere til teenagere, drenge, de unge af sind og de af os, der rent faktisk voksede op i 1980’erne. Anden sæson vil helt sikkert falde i din smag, hvis du kunne lide første sæson, og præmieres med fem svage stjerner.

De mørkeste scener plages indimellem af en del artefakter, men billedkvaliteten er gennemgående rigtig god og fuldstændig fri for de buffering-problemer, der ofte opstår hos HBO. Lydsporet holder også høj kvalitet med et godt surround-miks og både dybde og finesse.

https://www.youtube.com/watch?v=vgS2L7WPIO4