Anmeldelse: Stranger Things, 3. sæson

Den arketypiske amerikanske lilleby Hawkins, Indiana, har i flere år været udsat for uforklarlige hændelser, hvor børn er forsvundet, jorden under byen er blevet gennemhullet som en schweizerost med skumle tunneller, og mørkets kræfter lurer i en parallelverden lige om hjørnet.

https://www.youtube.com/watch?v=YEG3bmU_WaI

Nostalgitrip

3. sæson foregår midt i 1980’erne og byder på et væld af herlige referencer fra det kitschede årti. Med kiksede frisurer, poset, pastelfarvet tøj, Walkmans, skateboards og letbenet popmusik.

Som en herlig blanding af og homage til Steven Spielberg og Stephen King tager serien os på en nostalgisk tidsrejse, hvor vi møder de fire nørder Will (Schnapp), Mike (Wolfhard), Dustin (Matarazzo) og Lucas (McLaughlin). Den sammentømrede drengegruppe er med tiden blevet udvidet med feminine islæt i form af den mystiske El (Brown) med overnaturlige kræfter og Max (Sink), søster til det lokale røvhul Billy.

Året er 1985, og hitlisterne raseres af Madonna, Wham! og Dire Straits. Coca-Cola lancerer sin famøse New Coke, Ronald Reagan regerer i Det Hvide Hus, og den kolde krig er iskold. Og i byens rottebefængte kældre og gyder og under jordoverfladen lurer Mørket stadig!

Duffer-brødrene stjæler hæmningsløst fra periodens filmklassikere, hvilket de da heller ikke prøver at skjule – Stranger Things er deres hyldest til netop disse film. Ironisk nok er brødreparret født i 1984, så det er vel ikke meget af 1980’erne, de selv kan huske.

Fremmede magter

I tidssvarende koldkrigsstil kommer kommunisterne på banen i denne sæson. Er det dem, der står bag det monster, der hjemsøger Hawkins og dens stakkels, godtroende lillebyboere?

Det kan ses, at det er to år siden, vi sidst besøgte Hawkins. Det er tydeligt, at hovedpersonerne er vokset siden sidst, og det er ikke kun højden, vi taler om. Nu, hvor hormonerne bobler i blodet, er det andet køn kommet øverst på dagsordenen; og det hjælper ikke, at Will insisterende prøver at holde fast i barndommens trygge favn med sine uskyldige rollespil i kælderrummet, når de andre bare vil være sammen med deres kærester.

Og apropos kærester, så har byens lettere beduggede politichef, den joviale Hopper (Harbour), det svært med, at El bruger det meste af sin vågne tid suget fast til Mikes mund. Samtidig kurtiserer han den lidt forvirrede alenemor Joyce (Ryder).

Max’ bror har overtaget Steves rolle som byens ufordragelige røvhul, mens den altid positive Dustin har kastet sin kærlighed på Suzie, en langdistanceforhold med en pige, der er smart som en nørd, men også smukkere end Phoebe Cates – hvis hun da i det hele taget findes …

For repetitiv

Idétørken begyndte at vise sig allerede i 2. sæson, men nu er den temmelig fremskreden. Persongalleriet er stort set det samme, byen er uforandret, og hvad værre er, seriens røde tråd og hovedplot er stadig den uhyggelige, edderkoppelignende mørke kraft.

Stranger Things’ stærkeste kort er stadig vennegruppen, deres ejendommeligheder, dynamik og charme og ikke mindst deres hverdagsproblemer, udfordringer og følelser. Nu, hvor de er blevet 15, har deres dynamik udviklet og ændret sig, hvilket mange teenagere (og teenageforældre) vil nikke genkendende til. Replikkerne er velformulerede, smarte og humoristiske, og mange af scenerne er rigtig sjove.

I 2. sæson var det det amerikanske militær og lyssky mænd i hvide kitler, der var fjenden. Nu er det kommunister og skumle mænd med maskinpistoler, som har bygget et kæmpe indkøbscenter midt i byen. Alligevel føles det lidt for ofte, som om vi ser en genudsendelse. Ganske vist er karaktererne vokset og har udviklet sig, men den fare, der truer dem – og cementerer deres sammenhold – er mere eller mindre den samme. 3. sæson bærer for lidt præg af udvikling. Vi havde også gerne set en udvidelse af persongalleriet.

Børn af de udskældte 80’ere vil i Stranger Things finde en masse godbidder i form af sjove, nostalgiske referencer, og teenagegruppen gør bestemt deres bedste for at underholde os endnu en gang i en flot blanding af gyser og ungdomsdrama.

Hvis du kunne lide 1. og 2. sæson af dette nostalgitrip, vil du helt sikkert ikke blive skuffet over 3. sæson. Når det er sagt, så vil den nok heller ikke tiltrække så mange nye seere. Fire stjerner. (Anmeldelsen er baseret på sæsonens første fire ud af otte episoder).

Netflix indfrier

Teknisk byder Netflix igen på fremragende streaming-kvalitet. Surround-sporet er detaljeret, fyldigt og komplekst, og billedkvaliteten er gennemgående god med skarphed i top og naturlige farver, men lysstyrken er sat lidt for lavt.

Hele 3. sæson kan streames fra den 4. juli.