Anmeldelse: Stranger Things, 4. sæson – Del I

Netflix-serien Stranger Things kom som en dark horse ud af ingenting i 2016 og tog publikum og anmeldere med storm.

Serieskaberne er The Duffer Brothers, som bortset fra deres debutfilm, den psykologiske thriller Hidden med Alexander Skarsgård, havde meget lidt på CV’et. Efter megasuccesen Stranger Things har de to tvillingebrødre nærmest fået frie tøjler – og ditto budget – fra Netflix. 4. sæson siges at have kostet hele 30 millioner dollars (godt 200 millioner kroner) – pr. afsnit! Og det kan ses.

På grund af coronapandemien samt et eksploderende budget og ditto koncept er der næsten gået tre år, siden vi sidst stiftede bekendtskab med vennegruppen fra Hawkins, Indiana. Det viser sig, at brødrene Duffer har brugt tiden godt.

Opvækstdrama – med et twist

I en herlig mellemting mellem (og hyldest til) Steven Spielberg og Stephen King tager serien os med tilbage til midten af ​​1980’erne, hvor vi møder de fire nørder Will (Schnapp), Mike (Wolfhard), Dustin (Matarazzo) og Lucas (McLaughlin) – og, som femte og sjette hjul på vognen, den mystiske Eleven (Brown) og skaterpigen Max (Sink).

I 4. sæson befinder vi os i 1986, og vennegruppen er blevet betragtelig udvidet siden 1. sæson – og nu også fysisk adskilt efter de dramatiske begivenheder, der kulminerede i 3. sæson. Joyce (Ryder) har taget sine sønner samt Eleven og er flyttet til det solrige Californien for at få en frisk start. Men nissen flytter med, som man siger …

På tidslinjen er det kun seks måneder siden afslutningen på 3. sæson og den dramatiske kamp i shoppingcenteret Starcourt, omend det er tydeligt, at skuespillerne er næsten tre år ældre. Vennegruppen er få dage fra det længe ventede spring break, men high school-livets ubekymrede tilværelse er ikke så ukompliceret for den komplicerede Eleven – eller Jane, som hun nu hedder.

Eleven bliver mobbet, chikaneret og frosset ud, men i alle de breve, hun har skrevet til sin kæreste, Mike, og sendt af sted til Hawkins, romantiserer hun det “glamourøse” liv i Californien. Da de genforenes, brister boblen.

I den overnaturlige underverden The Upside Down er det det djævelske uhyre Vecna (fra Dungeons & Dragons!), der truer de unges fred og fordragelighed. Lige som de troede, at de havde lagt rædslerne fra Hawkins bag sig, begynder deres klassekammerater én efter én at lide en pludselig og meget voldsom død.

Samtidig med at de unge har deres problemer, får Joyce nys om, at Jim Hopper (Harbor) måske er i live. Hun kontakter Murray Bauman (Gelman) og kaster sig ud i en strabadserende og indimellem spektakulær redningsaktion. Vi skal ikke afsløre Jims skæbne, ud over at filosofere lidt over, om Duffer-brødrene mon har set Black Widow …

Det amerikanske militær er på sin side overbevist om, at det er Dr. Brenner (Modine), hans hemmelige program og hans “elever” (hvoraf Eleven var blandt de fremmeste), der er årsag til alt det vanvid, der har ramt først Hawkins og nu Californien. Og mon ikke de kommunistiske russere også har en finger med i spillet?

Dramatisk evolution

Alle kerneelementerne fra de herlige 1980’ere er stadig til stede, fra arkadespil over vilde permanenter og svenskerhår til synthpop, rulleskøjter og pastelfarvet tøj.

Brødrene Duffer har sagt, at serien er en kærlighedserklæring og hyldest til 80’erne og deres populærkultur. Det er tydeligt, at de mener det alvorligt.

Men hvor 1. og til dels 2. sæson var en forholdsvis “uskyldig” og meget charmerende historie om nørdede unge, der var optaget af fantasy-rollespil og befandt sig nederst på den popularitetsmæssige rangstige, og historien kun havde islæt af skræmmende sci-fi-elementer, så går 4. sæson all in!

Lad os illustrere det således: Evolutionært er Stranger Things gået fra at være inspireret af 1980’er-klassikerne The Goonies, E.T. og Stand by Me til at give mindelser om Poltergeist, Eksorcisten og A Nightmare on Elm Street – med indslag af Carrie og Jason Bourne. Dét er lidt af en rejse!

Meget på hjerte

I løbet af den første dels næsten ni timers spilletid får vi opvækstdrama, thriller, komedie, action, gys og splatter – og trods en tendens til overflod og “speederen-konstant-i-bund” fungerer det både dramaturgisk og plotmæssigt.

Her får vi brødrene Duffer i fri dressur, uden hverken det kunstneriske eller økonomiske begrænsninger. 4. sæson er da også blevet en mastodont (ligesom denne anmeldelse, o.a.), hvor hvert afsnit nærmer sig spillefilmslængde. De første seks afsnit ligger på omkring 1:15 timer, mens afsnit 7 er på 1:38 timer – og her taler vi kun om Del I af 4. sæson!

Det er da også vores primære kritik af serien: Den er for lang og indimellem unødvendig omfattende. Det kan virke, som om Duffer-brødrene har frygtet, at det her var deres eneste chance for at gå amok, og de derfor ikke har lagt bånd på sig selv.

Når det er sagt, så bingede vi selv hele sæsonen på to aftener – det vil nok ikke føles lige så voldsomt, hvis man ser den over et par uger.

Der er mange grene af fortællingen, der foregår samtidig, og historien har en tendens til at blive overmættet og overforklarende. Tråde skal samles, og nutiden forklares med fortiden, hvilket kan virke forvirrende. Og efterhånden som persongalleriet vokser, og nye figurer kræver plads, må andre – trods den lange spilletid – vige, hvilket ikke mindst går ud over Will, som nu nærmest er blevet en perifer biperson.

Sæsonen er ikke desto mindre blevet et overflødighedshorn af fortælleglæde, charme og frydefuld spænding. Men Stranger Things er også blevet en serie for et mere voksent publikum med masser af eksplicit rædsel og død og ødelæggelse.

Fra børn til unge voksne

Skuespillerne er gået fra at være unge teenagere til næsten voksne siden 2016. De dengang ukendte hovedrolleindehavere er da også vokset med opgaven og leverer efterhånden mere stabilt skuespil. Ikke mindst Millie Bobby Brown er blomstret op og fremstår som en vaskeægte filmstjerne.

Med den lange spilletid får vi også god tid til at gå mere i dybden med personerne og deres baggrund. Det kommer ikke mindst Eleven til gode, hvor vi ren Treadstone-stil dykker ned i hendes traumatiserede barndom.

Dr. Brenner trak i trådene og var på samme tid hendes gud og hendes “Papa”, mens Sam Owens (Reiser) nu gør sit yderste for at dække over programmet og lave damage control. Det er nok også inden for dette segment, sæsonen byder på de største overraskelser.

Også Max kæmper med fortiden og er plaget af sin brors død. Her gør Sadie Sink en glimrende indsats som tvær, men samtidig sårbar og usikker teenager. Alle de voksne er selvfølgelig håbløse og uforstående – et perspektiv, som enhver teenager til enhver tid har haft.

Hele gruppen er stadig i den upopulære liga og kæmper for at passe ind og blive respekteret. Deres upopularitet kommer da også til syne, idet helvede bryder løs, og de – og ikke mindst Eddie Munson (Quinn) – bliver oplagte skydeskiver. Der er noget sårbart over dem alle, et væsentligt element i den vellykkede menneskeliggørelse af personerne.

Den forløsende komik, som den ellers så dystre sæson har så desperat brug for, står Joyce og Murray for. Deres vanvittige ekspedition går James Bond i bedene og er både underholdende og actionfyldt. Scenerne med Nancy og Robin som gravende forskere har også herlig komisk timing!

At en stor del af de mange millioner budgetkroner er gået til special effects, er ikke overraskende, og de er da også imponerende. Holdt i en nostalgisk 1980’er-stil befinder vi os ofte i det dystopiske (og helt digitale) The Upside Down, hvor selv Saruman ville have svært ved at finde på så meget djævelskab. Det kan indimellem blive lidt for computerspilsagtigt, men det er måske også intentionen.

En ny standard

4. sæson af Stranger Things sætter nærmest en ny standard for TV-serier. Både hvad angår budget og spilletid, men også hvad man på det kunstneriske niveau kan tillade sig at gøre med en serie.

Det er innovativt, vovet, udfordrende og yderst underholdende. Det er ikke alle scenerne, der sidder lige i skabet, og man burde nok være gået hårdere til værks i klipperummet.

Men samtidig har serieskaberne været modige nok til ikke at træffe det nemme valg, som de fleste TV-serieproducenter træffer: Bare at gentage tidligere succeser. Det er den sikre død for enhver TV-serie, når man bare hviler på laurbærrene og laver en ny sæson, der er 90 procent magen til den forrige.

Nogle af de seere, der primært faldt for de uskyldige nørder i 1. sæson, hvor vores helte befandt sig i en mere uskyldig verden, der boblede over af 1980’er-nostalgi, vil nok ikke bifalde den retning, serien har taget.

På den anden side åbner 4. sæson potentielt op for en række nye seere. Og hvis man skræller alt det overnaturlige, blodet og lemlæstelserne væk, så handler Stranger Things dybest set stadig om at blive voksen, finde sin plads og passe ind i en verden, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme. Deraf dens universelle appel.

Man kan elske eller hade sæsonen, men man kan ikke være ligeglad med denne energiske og vildt strittende serie. Fem bundsolide stjerner!

4. sæson af Stranger Things får global premiere på Netflix den 27. maj. Sæsonen er som nævnt opdelt i to dele, hvor Del II (yderligere seks afsnit) kommer den 1. juli.

PS: Netflix har givet grønt lys for en 5. sæson, men det bliver også den sidste – dog er en kommende spin-off-serie ikke udelukket. Spørgsmålet er så, om ikke også Stranger Things vil blive ramt af Netflix’ omfattende budgetnedskæringer som følge af nedgangen i abonnementsmassen …