Anmeldelse: Sweet Magnolias, 1. sæson

Den nye Netflix-serie Sweet Magnolias, baseret på Sherryl Woods’ romaner, er strøget lige ind på streaming-gigantens top 10. Vi har prøvet at give den en chance med et åbent sind, men trods flere formildende omstændigheder er der bare for meget Desperate Housewives møder klassisk high school-drama over serien.

I den charmerende, arketypiske sydstatsby Serenity (“sindsro”!), ikke langt fra storbyen Charleston, lever lillebyboerne deres relativt ubekymrede liv. Her er der ingen antydninger af racekonflikter, kriminalitet, vold eller politisk kontrovers. Alt er centreret omkring familieværdier og hverdagens begivenheder, såsom kærlighed, skilsmisser, “besværlige” teenagere, og hvem der skal på det lokale baseball-hold.

 

Maddie (Swisher) er ved at blive skilt fra sin egoistiske og følelsesmæssigt afstumpede lægemand, der helt efter bogen har dusket sin assistent. Kontrol-freaken og perfektionisten Dana Sue (Elliott) forsøger at holde sin restaurant i gang, samtidig med at hun gang på gang fejler i valget af livsledsager, og hendes teenagedatter (Judge) er i evig opposition. Den mest succesfulde af veninderne er advokaten Helen (Headley), hvis liv kører på skinner – bortset fra det med mand og børn.

Sammen køber de tre et af byens herskabshuse for at lave det om til en lækker spa. Til dels med økonomiske bagtanker, men måske mest af alt for at være sammen og for at give noget tilbage til den elskede hjemby. Man er vel idealister!

Ind på banen kommer den lækre Cal, der ud over at pumpe jern også træner det lokale baseball-drengehold. Den stakkels bedragede og oversete Maddie falder pladask for den karikerede, too-good-to-be-true Cal, mens hendes eksmand må døje med en mopset, krævende og gravid elskerinde.

Det hele er sukkersødt og klichéagtigt med stereotype personer og en særdeles forudsigelig handling, og ALT kan løses over et glas margarita (som damerne konsumerer store mængder af). Lidt som triviallitteratur for frustrerede husmødre, som gerne vil drømme sig væk fra den kedelige husbond, der sidder i sofaen med sin ølvom og ser Champions League. Det hele ledsaget af lækre billeder af blomstrende magnolier, velplejede forstadshaver, friturestegt mad og tækkelige kirkebesøg.

Når det er sagt, så udgiver Sweet Magnolias sig ikke for at være andet og mere end netop det: En småcharmerende, feelgood guilty pleasure. Det er meningen, at den skal være sukkersød, friktionsfri og letfordøjelig – og måske er det netop det, vi har brug for i disse ekstraordinære corona-tider?

Det skal også siges, at de tre hovedrolleindehavere alle leverer en solid præstation; især Heather Headley er superb. Men faktisk er serien mest vellykket og interessant i sin skildring af forholdet mellem teenagere, deres mødre, som har svært ved at forstå dem, og de fraværende fædre. De unge virker langt mere troværdige og “ægte” end deres ophav.

Sweet Magnolias er nok værd at tjekke ud, men i den grad candyfloss-agtig og let forglemmelig. Tre stjerner.

Er du meget interesseret i de maleriske, madglade og blomstrende Sydstater? Så vil vi hellere anbefale den bitterkomiske og supercharmerende film Stegte grønne tomater. Eller er du mere til socialrealisme? Så tag et kig på serien Treme.