Anmeldelse: Tehran, 2. sæson

Apple TV+ har ikke den mest omfattende produktion af originale serier og er milevidt fra f.eks. Netflix’ vanvittige lanceringstempo. Men de få nye serier, der kommer, holder gennemgående meget høj kvalitet. Blandt de allerbedste er den israelsk-amerikanske spionserie Tehran.

At israelerne er blandt verdens bedste til efterretningsarbejde og spionage, er alment kendt, og denne centrale del af landets identitet og samfundsliv har de med succes formået at overføre til TV-formatet med serier som Hatufim/Prisoners of War (forlægget for Homeland), Fauda og Tehran.

I 1. sæson mødte vi den nybagte Mossad-spion og hacker Tamar Rabinyan (Sultan), som på dramatisk vis skaffede sig ind i Iran. Hendes mål var at hacke sig ind i det nationale elnet, så landets antiluftskyts kunne sættes ud af spil, og israelske jagerfly dermed fik frit lejde til at bombe Irans nukleare installationer.

Selvfølgelig gik alt ikke efter planen. Tamar blev jaget vildt og fik den ihærdige efterretningschef Faraz Kamali (en superb Shaun Toub) på nakken. For at komplicere sagen yderligere forelskede hun sig i en iransk dissident, hackeren Milad (Alenabi) – en umoden grønskolling, der førte hende bag lyset gang på gang.

Katten efter musen

Vi kommer ind i handlingen, kort efter at 1. sæson nåede sit klimaks. Tamar bor nu sammen med Milad, og de planlægger, hvordan de skal komme ud af Iran – ingen af dem stoler på Mossads løfter.

Men deres fremtidsplaner ændrer sig brat, da den ærkekonservative general Mohammadi (Koukalani) bliver ny chef for den frygtede revolutionsgarde og omgående tager livet af en række formodede Mossad-infiltratorer, blandt dem Tamars tante og onkel.

Ind fra sidelinjen kommer den nye Mossad-chef i Teheran, den britiske psykiater Marjan Montazeri (Close) – Tehrans svar på Claudia fra The Americans. En sindig, erfaren spion, der bag sit kølige og kontrollerede ydre skjuler en rå kynisme. Tamra og Mossad har nu sammenfaldende mål: At dræbe manden, hvis største ønske er at smide zionisterne ud i Middelhavet!

Efter efterretningsfadæsen bliver Kamali hjemsendt og bruger tiden på at tage sig af sin stadig mere pillegnaskende kone, som lider af social angst og flossede nerver. Men da man får færten af Mossad, bliver han kaldt tilbage til arbejdet. Umiddelbart rettes fokus mod Mohammadi og hans playboy-søn Peymans rige og højtprofilerede venner.

Tamar og Marjan kaster sig ud i en nervepirrende, intens katten-efter-musen-leg med iranerne, hvor de hele tiden kæmper for at ligge et hestehoved foran. Med livet som indsats er Tamar fast besluttet på at fuldføre sin mission; en mission, der fører hende direkte ind i løvens hule …

Højintens thriller

Hvis du elskede spændingen, autenticiteten, stilen og personerne i 1. sæson, så er det bare at slå sig ned foran TV’et til syv timer mere af denne fortræffelige politiske spionthriller. Den kontrastfyldte skildring af åbenlys nepotisme blandt Irans elite og det israelske efterretningsvæsens kynisme og brutale effektivitet giver glimrende underholdning.

Seriens styrker er de samme som i 1. sæson, men det er svaghederne desværre også. Der er igen en række greb og begivenheder, der virker for “kreative”, simple og utroværdige. Derudover træffer personerne flere gange usandsynligt dårlige valg.

Samtidig byder Tehran på realistiske personer, hvor ikke mindst en kompleks og meget menneskelig Shaun Toub og en iskold Glenn Close får mulighed for at brillere. Niv Sultan er også stadig god som den maniske, uforudsigelige hovedperson. Alt sammen sat i en sydende politisk krudttønde.

Serien virker aldrig langtrukket eller præget af unødvendige dødpunkter. Det er en højoktan nonstop thriller med en intens dramaturgi, der udfolder sig over en kort tidsperiode.

Tehran er, trods enkelte skønhedsfejl, fortsat en af de bedste spionserier, du kan streame lige nu. Fem svage stjerner.

Første afsnit af 2. sæson havde premiere på Apple TV+ den 6. maj, mens sæsonafslutningen kommer den 17. juni.