Anmeldelse: Tehran, 1. sæson

Man kan ikke ligefrem sige, at det bugner af originalt indhold på den (relativt) nye streaming-tjeneste Apple TV+, men der er faktisk en del gode ting blandt det, der er tilgængeligt, og i forreste række finder vi en israelsk spionserie.

At israelerne er blandt verdens bedste til efterretning og spionage, er kendt viden om, og denne centrale del af landets identitet og samfundsliv har de også med succes formået at overføre til TV-formatet med serier som Hatufim/Prisoners of War (forlægget for Homeland), Fauda og nu Tehran.

 

Bag fjendens linjer

Vi hopper direkte ind i den betændte konflikt mellem ærkefjenderne Iran og Israel. Det lykkes den israelske efterretningstjeneste Mossad at omdirigere et jordansk fly til at nødlande i Teheran, så de kan få placeret en af deres spioner, Tamar Rabinyan (Sultan), bag fjendens linjer.

Tamar har én opgave: At hacke sig ind i det nationale elnet, så landets antiluftskyts kan sættes ud af spil, og israelske F-35I jagerfly dermed kan få frit lejde til at bombe Irans nukleare installationer.

Men både i den virkelige verden og på film går alt sjældent helt efter bogen. Den oprindelige plan ender i kaos og drab, og den iranske efterretningstjeneste er på nakken af Tamar. Desuden stoler hun ikke længere på sine egne. Nu er gode råd dyre, for hvordan kommer man ud af det lukkede, statskontrollerede land?

En konflikt med to sider – og et korrumperet præstestyre i midten

Seriens manuskriptforfatter er Moshe Zoder, der tidligere bl.a. har skrevet manuskript til thrilleren Fauda med fokus på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Tehran er både skrevet og produceret af israelere, men prøver at se konflikten fra begge sider.

Ganske vist kalder iranerne konsekvent israelerne zionister og “den lille Satan” (“den store Satan” er selvfølgelig USA), men iranske flygtninge omtaler landet og folket i pæne vendinger, omend de fremhæver, at landet er faldet fra hinanden efter Khomeinis revolution.

Det er da også det ærkekonservative og brutale iranske præstestyre, der står for skud, da fokus er på de unge oppositionelle i landet, som er trætte af censur, tyranni og undertrykkelse. Tamar allierer sig med den unge hacker Milad (Alenabi), der dog fører hende bag lyset gang på gang.

Klassisk efterretningsarbejde

I Tehran er det ikke det glamourøse jetset-spionliv, der så ofte portrætteres i film som James Bond, vi ser, men møjsommeligt efterretningsarbejde med mange timers venten, omhyggelig planlægning, lokal rekruttering, beskedne forhold og et stort team, der støtter spionerne i marken. Ikke helt ulig Homeland – men meget mere realistisk. Tænk 1. sæson af Homeland.

Tamars hovedmodstander bliver Revolutionsgardens formidable efterretningschef, Faraz Kamali (en glimrende Shaun Toub, som også havde en rolle i 6. sæson af Homeland). Faraz er et vaskeægte barn af revolutionen med en klippefast tro på og loyalitet over for præstestyret. Han fatter hurtigt mistanke om, at der er en Mossad-agent i hovedstaden, og som en anden blodhund slipper han ikke færten, før byttet er fanget eller elimineret.

Men Faraz er også en herligt kompleks og troværdig person med varme følelser for sin kone, sin familie og sit fædreland. Han kommer i affekt, når hustruen synger for ham, og er villig til at overskride grænser for sin familie. Han kan gå direkte fra et forhørsrum, hvor han har gennembanket en fange, hjem og omfavne sin kone.

Toub spiller ham med utrolig intensitet og en fabelagtig indlevelse; en person, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os. Også Niv Sultan imponerer i hovedrollen som agenten, der kastes for ulvene med et tvivlsomt sikkerhedsnet.

For simpelt

Tehran starter vanvittig godt med en spændingskurve og en intensitet, der er til at tage og føle på. Vi sidder på kanten af stolen, da Tamar bryder ind på elektricitetsværket og under hendes flugt, men midtvejs i sæsonen tipper balancen lidt.

Efter et møde med hackeren bliver hun pludselig både uprofessionel og træffer urealistiske valg. F.eks. giver hendes tilstedeværelse ved en demonstration i centrum, omgivet af lokalt sikkerhedspoliti, ingen mening, ligesom Milads gentagne forræderi heller ikke stemmer overens med hendes stærke karakter og professionelle fremtoning.

Tamar hører til Mossads elite og ville handle derefter; noget, hun midtvejs gennem jagten ikke gør. Når det er sagt, så rejser serien sig igen mod slutningen og får ny nerve, da begge lejre tydeligt overskrider privatlivets grænser i kampen om efterretningsmæssige “sejre”.

Fremragende

Zoder har skrevet et komplekst manuskript, hvor de intrikate planer og personer af kød og blod – og deres dobbeltspil – afsløres lag for lag som et løg, der skrælles. At man har placeret handlingen i en af vor tids værste politiske krudttønder, giver den et ekstra lag af realisme, autenticitet – og aktualitet.

Ikke lige så elegant og sober som The Spy, men bestemt – sammen med Le Bureau – en af de bedste, mest spændende og troværdige spionserier de senere år. Fem fremragende stjerner.

Hele 1. sæson kan streames på Apple TV+ nu.