Anmeldelse: Tenet

Yes! Vi har været i biografen igen!

Biografernes redning?

Efter at kineserne kom på, at det var en god idé at æde bæltedyr, som var inficeret med virusbefængt flagermuselort, og biograferne verden rundt gik i lockdown, har filmudbuddet for cineaster været ret tyndt.

De lukkede biografer har derimod betydet en guldalder for streaming-tjenesterne med rekordtilslutning til bl.a. Netflix og den nye Disney+ (som lanceres i Norden den 15. september), og samtidig har filmstudierne udsat premiererne på deres storfilm og i yderste konsekvens henvist dem til streaming-tjenesterne.

Premieren på Christopher Nolans Tenet er blevet udsat flere gange, men nu kan du se den i en biograf i nærheden (hvis der altså er åbent).

 

Flere filmstudier ligger nærmest i krig med biografkæderne og presser på for at mindske det eksklusive vindue, som biograferne har til at vise en film, før den kan lanceres ad andre kanaler som streaming, Blu-ray og VOD.

Med et biografmarked plaget af afstandsregler, folks frygt for store forsamlinger (da vi så Tenet, var kun ca. 20 procent af pladserne solgt) og storfilmtørke sætter mange biografer nu deres lid til, at Tenet kan redde deres efterår.

Filmen har afgjort de kvaliteter, der skal til for at tiltrække et stort publikum. Det store spørgsmål er, om folk – nu hvor de er blevet vant til deres egne lænestole, hjemlige komfort og mere end brugbare actionfilm fra Netflix – vil strømme tilbage til landets biografer i hobetal. Vi tvivler …

Den kompromisløse instruktør

Vi kan lige så godt afsløre, at Christopher Nolan er en af vores yndlingsinstruktører. Den kompromisløse, innovative brite står bag klassikere som Batman-trilogien, Inception, Interstellar og den enestående krigsfilm Dunkirk. Hans film lyder og ser altid ud som en million.

Nolan er ikke en af filmverdenens mest produktive instruktører, men han lægger også hele sin sjæl og skaberkraft i sine kompromisløse kunstværker. Og ægte kunst tager tid at lave; noget, han gør uden at tage hensyn til hverken publikums forventninger eller kritikernes skarpe penne.

Christopher Nolan står som regel selv bag manuskriptet til sine film, og han er ikke bange for at udfordre sit publikum med krævende, komplicerede historier og uventede/uforklarlige plot-twists. I den forstand er Tenet ingen undtagelse.

Leger med tid og rum

Nu er ligeud-ad-landevejen-historier ikke ligefrem Nolans varemærke, hvilket de, der har set Interstellar, kan skrive under på. I Tenet pakker han denne signatur ind i en blanding af moderne James Bond, eksperimentel science fiction og mørke dommedagsprofetier, og det hele krydres med “inverteret” tid.

John Davis Washington (BlacKkKlansman) er den cool, tilbagelænede hovedperson, som hele historien er centreret omkring – han går faktisk under navnet “The Protagonist”! Sammen med agenten (?) Neil (Robert Pattinson, som vi sidst så i The Lighthouse) drager han ud for – intet mindre – at redde verden fra nedsmeltning i et metafysisk Armageddon.

Deres fælles nemesis er den russiske oligark Andrei Sator (Branagh). Sator er ufattelig rig og en globetrotter af rang, der slapper af på sin kæmpe-yacht ved Amalfikysten eller ud for Vietnam. Han holder sin trofækone, Kat (Debicki), i kort snor; med trusler og psykologisk terror holdes hun inden for hans “interessesfære”, for hvis han ikke kan få hende, skal ingen andre have hende.

Plottet spidser til, da tidshop/-inversion kommer ind som et centralt element. Uden at afsløre for meget af handlingen kan vi sige, at Sator har adgang til tidsmaskiner, der vrider tid og rum i flere dimensioner – et koncept, som giver Nolan uanede muligheder for at forvride – og forvirre – historien; måske lidt for meget af det gode.

Hvor vi i den geniale Inception blev udsat for drømmesekvenser i flere dimensioner, og Nolan i Interstellar kørte den helt ud (bogstavelig talt), står tidsforskydninger og parallelle dimensioner centralt i Tenet. Her kører bilerne baglæns, kugler skydes ind i pistolløb, og mennesker taler baglæns (med kunstig ilttilførsel), mens varme bliver til is.

I vanlig Nolan-stil gør han sig, helt bevidst, ikke det besvær at forklare eller bevise konceptet; det overlader han til seerne. Hvis du vil have noget ud af filmen – ud over spektakulære eksplosioner og lækkert koreograferede scener – kræver det, at du godtager tidskonceptet.

Sanseorgie med følelsesmæssige mangler

Fra den første scene, hvor nationaloperaen i Ukraine sprænges i luften, går det nonstop i et hæsblæsende actiontempo. Via operaen i Oslo og et såkaldt frihavnskunstlager haster vores venner mellem Estland, Italien, Vietnam og Mumbais baggyder i ren James Bond-stil. Men i modsætning til de relativt letfordøjelige Bond-film kræver Nolan meget af sit publikum.

Som sædvanlig hos Nolans er der absolut intet at udsætte på de exceptionelle actionscener. Fra scenen, hvor en (ægte!) jumbojet eksploderer i Oslos lufthavn, over en heftig biljagt gennem Tallinns gader, brutalt håndgemæng i to dimensioner og plutoniumjagt i hemmelige sovjetbyer til ren guerillakrig i månelandskaber og grotter tager han pusten helt fra os. Selvfølgelig godt hjulpet af fantastisk fotografering, signeret Hoyte Van Hoytema.

Vi får et visuelt festmåltid serveret, hvor brugen af digitale special effects er begrænset til et absolut minimum; det hele ledsaget af et bombastisk soundtrack fra komponisten Ludwig Göransson.

Her er der ikke plads til at falde i søvn undervejs. Din hjerne bliver konstant bombarderet med komplicerede teorier og tidsspring, mens det visuelle skriger dig ind i hovedet, og ører og krop bliver hamret på af store pauker!

Men midt i dette angreb på sanserne virker det, som om Nolan denne gang nærmest har glemt det følelsesmæssige plan. Vores hovedperson udvikler hurtigt stærke følelser for Kat, uden at historien rigtig understøtter det. Vi forstår ikke, hvorfor han nærmest er klar til at sætte hele operationen på spil for at redde hende. Vi kommer heller ikke rigtig ind under huden på nogen af hovedpersonerne; de forbliver endimensionelle og nærmest platoniske figurer.

Kenneth Branaghs oligark en rendyrket kliché, men den store Shakespeare-fortolker slipper langt bedre fra denne russiske skurkerolle, end han gjorde i Jack Ryan: Shadow Recruit.

Elizabeth Debicki (som vi snart kan se som Lady Diana) er filmens menneskelige alibi. Kat er den eneste, vi kommer tæt på, og vi føler hendes desperation, da hun er tvunget til at forblive i forholdet til denne psykopat.

Washington er cool – dog ikke lige så cool som i BlacKkKlansman – og glider let ind i rollen som verdensvant agent, men vi får aldrig greb om ham som person eller forstår hans motiver. Denne manglende menneskelige dimension er en relativt stor svaghed i Nolans episke action-operette.

 

Kompromisløs konceptfilm

Der ligger tilsyneladende en dybere mening bag det hele, med antydninger af kritik af nutidens overforbrug og miljøfjendtlige samfund, hvor fremtiden er ude på at straffe nutiden, men dette budskab drukner lidt i al larmen og kaosset.

Nolans værker er ikke altid af den letfordøjelige type, og hans konceptfilm kan indimellem blive lige lovlig ufordøjelige og “kunstneriske”. Men samtidig kan man heller ikke forholde sig ligegyldigt til dem.

Et unødvendig kaotisk og uoverskueligt plot trækker ned. Her vil flere nok forlade biografmørket relativt undrende og føle, at de er blevet mentalt voldtaget, men trods alt vil vi uddele fem svage stjerner til Christopher Nolans seneste “installation”.

Det kan anbefales at se filmen flere gange. Hvis man kan sluge de mange twists og fantasifulde greb, tør vi godt love et decideret joyride!