Anmeldelse: Terminator: Dark Fate

Filmserien om cyborgen T-800 (Schwarzenegger), der redder menneskeheden, fik sin debut med James Camerons Terminator fra 1984, og publikum gik helt amok over efterfølgeren, actionklassikeren Terminator 2: Judgement Day (1991).

Siden er der kommet yderligere fire Terminator-film af forskellig kvalitet, med Dark Fate som det seneste skud på stammen. Denne gang er Cameron tilbage som medforfatter og producent, og rebooter serien med noget, der ligner et remake af etteren og toeren. Resultatet er en fornøjelig actionfilm i klassisk Terminator-stil, der dog ikke er lige så stilsikker og tilfredsstillende som sine to “fædre”.

Ved plotmæssigt at helt se bort fra de senere film har manuskriptforfatterne fået mere frie hænder. Vi står nu over for en ny fare, idet superrobotten REV-9 (Luna) fra fremtiden indleder en utrættelig jagt på den unge mexicanske pige Dani (Reyes). Han møder dog kraftig modstand fra menneske/robot-hybriden Grace (en Mackenzie Davis, der virkelig sparker røv!) – ligeledes fra fremtiden.

Filmens mest glædelige gensyn er med enmandshæren Sarah Connor (Hamilton), som i en alder af 63 stadig forstår både at skyde og slå fra sig, og Dark Fate inviterer dig på en rejse ned ad mindernes allé.

Det er bestemt ikke den bedste Terminator-film, men det er alligevel den mest seværdige siden T2, og denne gang er det (politisk korrekt nok) girl power, der er i centrum i de heftige actionscener. Selveste Arnold Schwarzenegger gør også comeback – som gardinsælger! – men må finde sig i at spille andenviolin, idet Hamilton og Mackenzie forsøger at frelse verden fra maskinerne.

Denne gang er det ikke John Connor, der skal reddes – han møder sin skæbne i et tidligt flashback – men den nytilkomne Dani, der ikke aner, hvorfor hun er havnet i centrum for en spektakulær magtkamp mellem mennesker og maskiner, de sidste nu repræsenteret af Legion i stedet for Skynet.

Handlingen er hverken original eller nyskabende, men Dark Fate byder på solid, underholdende action, imponerende special effects (uden at de kommer i vejen for handlingen) og en passende dosis ironi og befriende humor. Vi skal heller ikke lægge skjul på, at det er en fornøjelse at se Arnold i storform igen; han gør en helt anden figur, end actionkollegaen Sylvester Stallone præsterer i misæren Rambo: Last Blood.

Ud over skydegale actionscener med et feministisk twist forsøger filmen også, på mere subtil vis, at kritisere Trump-administrationens indvandringspolitik (det er nok ikke tilfældigt, at filmens hovedperson er mexicaner); noget, man ikke skal kimse af.

Selv om Mackenzie fungerer rigtig godt i actionscenerne, lider både hendes og Reyes’ karakter under svag troværdighed og dårligt funderede valg. Så fungerer de mere etablerede figurer, Connor og T-800, væsentlig bedre; de andre virker mere som påskud for fornyelse.

Alt i alt er Terminator: Dark Fate et nostalgisk nik til gamle fans af Terminator-franchisen, samtidig med at yngre seere får en actionfilm tilpasset vores tid. Det er ikke en film, du vil huske til evig tid, men den er fire stjerner værd for Arnolds kække comeback.