For dem, der ikke kender serien, så har den følgende præmis: Vi er i Ronald Reagans USA i 1980’erne, hvor der stadig er kold krig mellem Amerika og Sovjetunionen. Elizabeth (Russell) og Philip Jennings (Rhys) er russiske KGB-agenter, der blev sendt til USA for næsten tyve år siden. De har giftet sig, fået børn og arbejder nu – under dække af at være en almindelig forstadsfamilie – på at ødelægge USA indefra.
I 3. sæson fortsætter deres problemer med at holde sandheden skjult for naboen Stan Beeman (Emmerich) – der uheldigvis er FBI-agent – og deres ældste datter, Paige (Taylor), som er begyndt at fatte mistanke om, at hendes forældre er ikke, hvad de giver sig ud for. Samtidig kommer det amerikanske efterretningsvæsen stadig tættere på den ukendte fjende.
The Americans er skabt af den tidligere CIA-officer Joe Weisberg, og de første to sæsoner af serien – der blev udsendt i henholdsvis 2013 og 2014 – var storslået og forfriskende underholdning, som gjorde et særdeles godt indtryk. Sjældent havde man set en serie med et så originalt og spændende præmis, og hvor alting rent produktionsmæssigt var ekstremt godt gennemført.
3. sæson fortsætter på samme høje niveau, men formår faktisk at løfte sig endnu en tand. Konflikterne tilspidses på alle fronter, og uroen stiger, både internt i familien Jennings og på det politiske plan. Et af de mest forførende elementer er situationen omkring Paige, der nærmer sig sandheden om sine forældre. Det fungerer fremragende, og spændingen holdes på et højt niveau.
Summa summarum: En TV-serie, der leverer varen på alle fronter – fra plot og skuespil til strålende tidskolorit og teknisk udførelse. 4. sæson har allerede haft premiere i USA, og vi kan næsten ikke vente på fortsættelsen. Seks røde stjerner!
3. sæson af The Americans kan streames på Netflix fra den 1. maj, og der er meget lidt at udsætte på den tekniske gengivelse af lyd og billede. Der er tale om en meget høj standard, men der kan forekomme lidt udsving, afhængigt af hvilket udstyr man bruger, samt internethastighed.
Fakta:
- Release: 1. maj 2016
- Instruktion: Daniel Sackheim m.fl.
- Med: Keri Russell, Matthew Rhys, Holly Taylor, Noah Emmerich, Annet Mahendru, Susan Misner, Costa Ronin
- Genre: Krimi
- Land: USA
- År: 2015
- Tid: 09:30 timer