Anmeldelse: The Bear, 1. sæson

Det er knap tre år siden, Disney+ blev lanceret i USA, og godt to år siden streamingtjenesten kom til Norden. Med sine 222 millioner abonnenter globalt passerede Disneys streamingstjeneste for nylig Netflix som verdens største.

I den korte tid, der er gået siden lanceringen, har Mickey Mouse & Co så eftertrykkeligt slået fast, at tjenesten ikke kun er et streaming-alternativ for børn, og familier med børn. Med den nye serie The Bear leverer de endnu en serie i topkvalitet til et modent publikum.

Vi er hensat til den lidt skumle sandwichbar The Original Beef of Chicagoland, i et af Chicagos absolut mere dekadente områder. Her drev den dygtige kok og “kreative” bogholder, Michael (Jon Bernthal), i mange år den sagnomspundne streetfood-restaurant – som angiveligt serverer Amerikas bedste, og mest “greasy”, sandwiches.

Som om restauranten ikke allerede var i nok økonomiske problemer, eskalerer krisen til helt ufattelige højder, da Michael beslutter sig for at rette en pistol mod tindingen – og trykker på aftrækkeren. Scenen er således sat for den fortabte søns tilbagevenden.

Så er det pludselig Michaels uforvarende bror og arving, Carmy (Jeremy Allen White), som står tilbage med familiens forpligtelse til at fortsætte forretningen. Men Carmy kommer fra en helt anden madlavningsfilosofi end sin mere ustrukturerede bror. Han gik i skole på de fineste franske gourmetrestauranter i New York, og arbejdede endda på Noma i København. Opskummet hummersuppe, foie gras og fermenterede grøntsager går ikke ligefrem rent ind hos den faste kundekreds og personalet på The Beef.

I kulissen lurer den velhavende onkel Jimmy (Oliver Platt), som hellere end gerne vil overtage baren – en mand, som Michael har sat sig i bundløs gæld til.

At Michaels bedste ven, den pilleknasende Richie (Ebon Moss-Bachrach), er mere konservativ end paven, hjælper ikke. Hans livsmantra er, at her skal intet ændres og/eller fornyes! Og hvis du er nødt til at deale noget dope for at komme over et økonomisk problem, så nåja, whatever.

Richies måde at drive en restaurant på er grundlæggende i modstrid med Carmys ledelse og madfilosofi. Da Carmy så finder en allieret i den nytilkomne og ambitiøse, men uerfarne, Sydney (Ayo Edebiri), eksploderer tingene bogstaveligt talt i det lille, klaustrofobisk hektiske køkken!

Serien har et helt råt, autentisk og rustikt præg, og minder indimellem om en hæsblæsende dokumentar. Dynamikken mellem den brogede besætning af medarbejdere og Carmy og Richie er til at tage og føle på. Som enhver, der nogensinde har arbejdet i en virksomhed, ved, vil nye tanker og ideer møde modstand fra de sædvanlige mennesker – noget The Bear bringer frem på en eksemplarisk måde; uden opdigtede fakta og kunstgreb.

Og man bliver virkelig sulten af ​​at se The Bear. Duftende braiseret oksebryst, greasy sandwiches (med alt tilbehør) og lækre syrlige desserter får munden til at løbe i vand.

Jeremy A. White er et ægte guldfund som den desillusionerede, forsmåede og til tider dybt fortvivlede Carmen “Carmy” Berzatto. At ingen større instruktører har sat kløerne i ham før, er fuldstændig uforståeligt; især i betragtning af, at han i næsten ti år har været overbevisende i rollen som Lip Gallagher i komediedrama-serien Shameless. Han har en unik tilstedeværelse, der bringer alle de små nuancer af den komplekse person og Carmys konfliktfyldte liv frem. Monologen, han giver under en terapi-session, er en Emmy-pris værd i sig selv!

Ikke alene skal han forholde sig til stor modstand mod nytænkning og tiltrængt innovation på arbejdspladsen, men familien er heller ikke ligefrem harmonisk, og ord som fritid og afslapning er ikke begreber, der giver mening i Carmys hoved. Oven i det hele kæmper han for at komme overens med sin brors pludselige død, samt deres manglende samvær i årene inden han begik selvmord. Skyldfølelsen fortsætter, indefra, med at æde ham levende.

Hans “partner in crime”, den håbefulde souschef Sydney, ledsager Carmys stormfulde liv, og bliver en slags besinding støttesøjle for ham. Edebiri (der faktisk er stand-up komiker) udmærker sig som novicen, der ikke lader sig sætte til vægs. I hende får han også den tiltrængte anerkendelse, han instinktivt søger.

Christopher Storer har skrevet et utroligt ægte og følsomt manuskript, hvor vi kommer ind under huden på autentiske menneskers ofte komplicerede liv. Mennesker med vidt forskellige synspunkter og forventninger til livet og hverdagen, som ser verden fra hver deres egen synsvinkel. Det psykologiske spil gruppen i mellem er fascinerende og medrivende, og fungerer som den røde tråd, der binder den fintfølende fortælling sammen.

De 30 min. lange afsnit klæder formatet og passer godt til den med mellemrum intense fortællestil. Den hektiske stemning i køkkenet understreges af et heftigt, rocket soundtrack, samt udstrakt brug af krydsklip og nærbilleder – både af mennesker og mad. Effektivt og slående.

The Bear er blevet en rigtig feelgood-serie, og det uden overhovedet at fremstå sukkersød og prætentiøs. Nogle af de personlige konflikter er dog nok skruet et par hak kunstigt op, udelukkende for dramaturgiens skyld.

Det vedvarende høje, udmattende tempo og “støjniveau” kunne Storer også godt have holdt lidt igen med, omend det godt nok skaber en bevidst følelse af frustration, hastværk og stress. Nogle af plot-trådene bliver lidt forudsigelige, men ikke værre end at “måltidet” nogle gange føles lidt oversaltet.

The Bear er en serie, der skiller sig ud fra mængden, og som vi mere end gerne bestiller bord til igen! Et inderligt mellemmenneskeligt drama, der nægter at give slip. 5 bundsolide stjerner til et multifacetteret gourmetmåltid.