Anmeldelse: The Bear, 2. sæson

Vi tager hatten af for, hvad serieskaber Christopher Storer har opnået med den skæve lille historie om den brogede bande bag en af Chicagos bedste og mest kendte og kaotiske sandwichbarer.

Dark horse

Første sæson af The Bear kom i høj grad som en dark horse sidste efterår, og blæste os helt bagover. Sæson 2 er mindre kaotisk, går mere i dybden, og giver figurerne masser af plads til udvikling.

I første sæson lærte vi den energiske Berzatto-familie at kende, hvor den ældste bror, Michael (Jon Bernthal), havde startet sandwich-stedet The Original Beef of Chicagoland. En diner, der helt tydeligt ikke gav overskud, hvor hans rige onkel Jimmy (Oliver Platt) hjalp med at dække underskuddet, og hvor vi hørte om Michaels stadig eskalerende narkotikamisbrug.

Det endte med et selvmord, og lillebror Carmy (Jeremy Allen White) kom på banen. Han havde en ægte kokkeuddannelse, og havde arbejdet på Michelin-restauranter i New York, samt Noma i København.

Kaotisk på alle planer

Men heller ikke Carmy havde hovedet helt skruet rigtigt på, og kæmpede hårdt mod sine indre dæmoner. Det hjalp heller ikke, at de øvrige ansatte med deres “business-as-usual”-attitude, ledet af den højtråbende “fætter” Richie (Ebon Moss-Bachrach), aktivt modarbejdede hans fornyelse af restaurantkonceptet og menuen.

Forrige sæson var et orgie af gourmetmad, kaos i køkkenet, kaos på hjemmefronten og i hovedet – alt sammen pakket ind i et halsbrækkende tempo, der kunne få ethvert hjerte til at galoppere. Men hold da op, hvor lod vi os charmere af den voldsomt charmerende lille flok.

Da vi genforenes med flokken i 2. sæson, er “The Beef” permanent lukket, mens Carmy og hans unge, entusiastiske protegé, Sydney (Ayo Edebiri), arbejder på at åbne en kvalitetsrestaurant i de forladte lokaler. Sydney drømmer om at blive en mesterkok, mens Carmy længes efter anerkendelse og respekt. Selvfølgelig står udfordringerne i kø, ligesom miner i russisk-okkuperede dele af Ukraine.

 

En ny begyndelse?

Papirarbejdet er tydeligvis heller ikke på plads (det var ikke kun Michaels privatliv, der var lidt løst), og den ene godkendelse efter den anden skal igennem kommunens sløve papirmølle.

Finansieringen, der skal omdanne hullet til et gourmetpalads, er tydeligvis noget, Carmy ikke kan hoste op med – så endnu engang træder onkel Jimmy til som skytsengel. Men den største udfordring bliver at få de forvænte ansatte med på den nødvendige forvandling.

Mens uret tikker nærmere mod åbningsdagen, og en række tilladelser stadig mangler, kæmper staben imod, og Jimmy truer med tvangssalg. Pludselig falder Carmy for den yndige Claire (Molly Gordon). Eller hvad man nu skal kalde det… Tvangsneurotisk som han er, og bange for at binde sig til nogen, vil han naturligvis ikke kalde det et forhold, men hellere «et kvindeligt bekendtskab».

Men desværre; selvom Claire giver Carmy nogle minutters ro derhjemme, raser “krigen” stadig på restaurationen, som (angiveligt) skal åbnes som “The Bear”. Richie opfører sig som sædvanlig – dvs. som et røvhul – Neil Fak (og hans tvivlsomme kammerater) gør tilsyneladende mere skade end gavn under renoveringen, og Carmys søster, Nat (Abby Elliott), er højgravid, og udmattet af alle konflikterne på arbejdet.

Personskildring uden sidestykke

Men processen skrider fremad, folk lærer og tilpasser sig, og selv Carmy får (efterhånden) fremstammet, at Claire er hans kæreste.

Det er dog ikke kaosset og konflikterne i køkkenet, der er i fokus denne sæson, og ej heller den omfattende renovering. De er blot en kulisse, og metafor for den menneskelige forvandling, som seriens skaber, Christopher Storer, udfolder for os.

Udover karakterudviklingen, der nærmst savner sidestykke, giver han os også et fuldstændig absurd indblik i den problemfyldte, mudrede familiebaggrund hos Berzatto-søskendeflokken; og det er ikke ligefrem nogen let håndbagage, de bærer rundt på.

Episoderne varer generelt omkring en halv time, mens Storer i episode 6 dog giver os noget over en times dyk ned i moradset af traumatiseret ydmygelse og skam. Her stifter vi endelig bekendtskab med matriarken, Donna Berzatto (Jamie Lee Curtis).

Donna er en fraskilt mor med en særligt problematisk psyke. Curtis portrætterer på forbilledlig vis en vedvarende neurotisk sindstilstand, der dulmes med store mængder alkohol og ydmygelse af andre i fuld offentlighed.

Her træder de søskendes divergerende personligheder tydeligt frem. Nat forsøger at udglatte det hele, Carmy vil bare gemme sig/flygte, mens Michael fremprovokerer yderligere ballade og slåskampe.

Varmt portræt

Det er et usædvanligt varmt portræt, Storer maler af det brogede køkkenpersonale – som på trods af deres åbenlyse forskelle og betændte konflikter faktisk har stor kærlighed til hinanden.

Især forholdet mellem Carmy og Sydney får lov at blomstre, og når man ser bort fra gnidningerne, har de tydelige fælles mål. Tina og Ebraheim sendes på kokkekurser, den ene med blandede følelser, mens den anden afskyr det; imens Lionel får et studieophold hos selveste Noma, for at lære kunsten bag unikke desserter. Her får vi serveret en halv times turistbrochure fra et billedskønt København.

Men det er bøllen Richie, der gennemgår den største transformation.

Rejsen fra en højtråbende, påståelig og bedrevidende fyr med nag til alt og alle, til engageret gourmet-kender med en brændende passion og omsorg for gæsternes ve og vel, er en manøvre i manuskriptet, der (lidt overraskende) sidder lige i skabet! Og genistregen er, at Storer formår at få os til at tro på det.

The Bear holder en næsten perfekt balance mellem mellemmenneskeligt drama, befriende humor og kaotisk spænding. Jo da, Storer har klart en forkærlighed for overdrevet gourmet-pornografi (som også elegant parodieret i Netflix-filmen The Menu), men det er mere til pynt.

Det er menneskene, han interesserer sig for, og det er deres historie og relationer, han vil fremvise. Og på dette plan må man sige at The Bear er fuldt ud vellykket. På trods af kaos og konflikter er den befriende humor aldrig langt væk, alt sammen akkompagneret af en skønt matchende musikscore.

De fleste serier går langs de samme nedtrådte stier sæson efter sæson, mens The Bear formår at forny sig, og samtidig bevare seriens unikke kendetegn; dens helt egen «smag». Denne eksklusive «menu» toppes af glimrende skuespil og sobert, nærgående fotografi og klipning. Vi giver 6 stjerner til en serie, der tilfredsstiller både intellektet og glæden ved mad – og allerede er en klar kandidat til årets bedste serie.